Gyula Györkös er historien om den ungarske, pensioneret maskintekniker fra Holme, der som 19-årig flygtede fra sit fædreland Ungarn til Danmark. Det er 64 år siden. Vi kalder ham Djuller. Det er hans kælenavn blandt familie og venner. 

 Tekst: Kurt Leth Foto: Kurt Leth + privatfoto. 

Vi befinder os i Budapest i Ungarn – en af de første dage i januar 1957. Djuller er enebarn. Han og tre kammerater vil væk fra deres hjemland, der er besat af 2.500 tanks og masser af sovjetiske soldater. 

De fire unge mænd sætter sig ind i en bus. Den skal transportere dem de første kilometer væk fra Budapest – væk fra skoven af tanks og soldater. 

De ser ikke sig selv leve et liv i Ungarn. De vil væk fra kommunismen. 

En bedre fremtid 

Djullers mor er taget med i bussen det sidste stykke af vejen frem mod den ungarsk-jugoslaviske grænse. Hun vil være sammen med sin eneste søn så længe som muligt.  

Nu skal de fire kammerater skifte bus. Mor og søn er nået til den sidste stund. Drengene skal videre. Der siges farvel med et kæmpe kram. Mor står ude på stationen. Lige så stille sætter bussen i gang. Mor og søn vinker til hinanden. Farvel. Tårerne får frit løb hos dem begge.  

“At tage afsked med sin mor på den måde, var forfærdeligt,” fortæller Djuller. “Jeg følte, jeg svigtede mine forældre.” 

 “Men jeg var ung og havde fremtiden foran mig. Det var en svær beslutning, men jeg ville leve i et frit land – væk fra kommunismen. Det var vi fire kammerater enige om.”  

Hvilket land, de fire unge mænd ville komme til, vidste de intet om. Ville det overhovedet lykkes dem at komme ud af Ungarn?   

Besat igen 

Djuller var lige blevet færdiguddannet maskintekniker. Og han havde en lovende fremtid som basketballspiller i hjembyen Budapest bl. a var han kommet på ungdomslandsholdet. 

 Job og sport kørte fint. 

“Tusinder af ungarere havde nogle måneder forinden taget flugten til andre europæiske lande. Mine kammerater og jeg tøvede med at følge i deres fodspor, men så en dag var vi afklaret.” 

“Vi vidste, at der var en bedre verden end den ungarske. Vi var ramt som nation og folk. Der, 12 år efter 2. verdenskrig, var vi nu igen besat af fremmede tropper.”  

“Mine forældre kendte til vores flugtplaner. Men da det blev alvor, blev de sønderknuste. Følelsesmæssigt tungt og bevægende. Også for mig.” 

Et flugtforsøg ud af Ungarn krævede ikke alene mod. Opfindsomhed og kreativitet skulle der også til. 

“I forbindelse med et basketballstævne og en efterfølgende sammenkomst havde jeg lært en pige at kende. Maria. Hun boede i en by ca. 100 km fra Budapest. Vi fire ungersvende besluttede os for at tage derhen, men vi skulle have et alibi. For politiet tjekkede og kontrollerede befolkningen, hvis vi ville fra én by til en anden. Myndighederne ville undgå, at vi flygtede.” 

“For at komme væk måtte vi gøre noget helt specielt. Vi opdigtede et alibi: Vi skulle hen til Marias by, fordi jeg skulle forloves med hende, og min mor tog med.” 

Afskeden med mor 

Den eneste, der ikke vidste noget var Maria. Så da de nåede frem til hendes adresse, var hun ikke hjemme. Forældrene kunne fortælle, at hun var rejst til Australien. Så ikke meget forlovelse i det. 

“Men hendes mor og far var søde og venlige. De inviterede os indenfor. Beværtede os med mad og drikke, og vi blev der sågar natten over. Familien lavede en flugtplan for os: Vi skulle tage hen til en lille by tæt på grænsen til Jugoslavien. Dér ville deres gode venner hjælpe os med at flygte sikkert ud af Ungarn.” 

 “Med bus drog vi afsted den næstfølgende morgen. Det var ved den lejlighed, at jeg skulle skilles fra min mor. Det var forfærdeligt at vinke farvel. Ville vi nogensinde se hinanden igen?” 

“Efter den hårde afsked med min mor, kom vi frem til den nye familie, som vi kun kendte af omtale. De boede lige op af grænsen til Jugoslavien. 500 meter ude gik grænsevagterne. Frem og tilbage over en strækning på ca. to kilometer. Vi fik nøje instrukser om, at når vagterne var ude af syne, så var det med at sprinte afsted. Ind i Jugoslavien.” 

Flugten 

“Efter morgenmaden var vi klar: Nervøse listede vi fire unge gutter hen til grænsen. Mit hjerte galoperede. Vi var bange. Frygtede grænsevagterne ville opdage os. Da vagterne var ude af syne, nåede vi over på den anden side – over til Titos Jugoslavien. Et par kilometer længere fremme mødte vi nogle venlige mennesker, som indkvarterede os på en skole. Mens vi var der fik en af kammeraterne kolde fødder. Han fortrød og tog tilbage til Ungarn. Vi var nu kun tre tilbage.” 

“Dagen efter kørte vi med bummeltog i flere timer. Vi anede ikke hvorhen. Senere blev vi losset ind i nogle åbne lastbiler. En ny tur over mange kilometer. Til sidst endte vi i en stor lejr. Det var et ubehageligt sted. Lejren havde pigtråd omkring og fire vagttårne. Vi anede ikke, hvad der skulle ske med os. Var der nogen plan med os?” 

“Et mistrøstigt skue: 10 barakker med 100 mand i hver. Det var januar og koldt. Op til minus 20 grader. Vi havde kun det tøj, vi var i, da vi tog hjemmefra. Ingen bagage. For at holde varmen sov vi i det tøj, vi gik i. Maden var ren hundeæde. Skulle vi vaskes, var det med koldt vand fra haner. Ingen brusebad. Til at varme barakkerne op var der kun to kakkelovne. Èn i hver ende. I al den elendighed befandt vi os i ca. fem måneder.” 

 “Heldigvis var vi i stand til at sende breve med hilsner hjem til vores forældre, og vi kunne også modtage breve fra dem. Det holdt modet oppe på os. Det uhyggelige var, at vi intet fik at vide om, hvad der skulle ske med os. Alt var usikkert.” 

 “Sprogmæssigt var vi så godt som lost. Vi talte kun ungarsk og russisk, men heldigvis kunne en af mine kammerater begå sig på engelsk.” 

“Da vi havde levet i den her helt igennem forfærdelige lejr i snart fem måneder, blev vi mere og mere desperate. Der skulle gøres noget. Min engelskkyndige kammerat skrev til forskellige ambassader i Europa: den schweiziske, danske og svenske og norske. Og så en dag kom der hul igennem. Danmark ville godt modtage os. Endelig var der håb.” 

 Et land med køer 

“Hvad vidste vi om Danmark?  Så godt som ingenting. Kun, at det var et landbrugsland med en masse køer. Og at det var et demokratisk land.” 

 “Med tog blev vi sendt til Beograd, og derfra videre til Danmark. Og en skønne dag i juni 1957 ankom vi til Hald Ege ved Viborg. Forholdene i Hald Ege stod i dyb kontrast til, hvad vi havde oplevet i den jugoslaviske lejr. I Danmark var der to-mandsstuer med rent sengetøj. Noget så skønt.” 

“Vi ankom op til en weekend. Allerede mandag morgen stod den på arbejde. Med skovl, hakke og spade blev vi sat til at fælde træer. Formålet var at gøre plads til en sti rundt om Hald Sø. På alle hverdage med otte timers arbejde og spisning kl. 18. Om aftenen stod den på danskundervisning. Sådan kørte det i tre måneder.” 

 “Den intensive undervisning i dansk var den helt rigtig medicin for os. For skal man begå sig i et fremmed land, skal sproget læres så hurtigt som muligt efter ankomsten.” 

“Jeg var heldig at få job i Randers som maskintekniker på togfabrikken Scandias tegnestue. Her mødte jeg en yderst venlig chef, som tog sig af mig. Han gjorde alt for at integrere mig fx koblede han to mentorer på mig, så mit danske sprog blev bedre og bedre.” 

Ret hurtigt viste det sig dog, at det danske samfund ikke kunne acceptere Djullers ungarske eksamen som maskintekniker.  

“Så tre gange om ugen efter arbejde var jeg på aftenskole fra kl. 19 til 22. I tre og et halvt år på teknisk skole i Randers. Det pensum, jeg havde gennemgået én gang i Budapest, skulle jeg nu igennem nok engang. Lidt af en røvtur, men jeg indrettede mig efter det.” 

Mit livs kærlighed 

Godt fem år efter Djuller var kommet til Danmark, mødte han sit livs kærlighed Lis. Hun var randrusianer. De boede på den sammen vej i Randers, men de mødtes et helt andet sted – i Løkken. På stranden en sommerdag.  Nu har de holdt sammen i 59 år. De har tre sønner Peter, Thomas og Henrik. De har beriget dem med 6 børnebørn. 

Både Lis og Djuller har aftjent deres værnepligt på arbejdsmarkedet. Ingen af dem har været arbejdsløse på noget tidspunkt. Djuller har haft et par jobs inden han kom til OG Høyers Maskinfabrik i Aarhus. Her var han i 34 år. Sjovt nok det samme antal år som Lis var i finansbogholderiet hos Salling – Dansk Supermarked i Aarhus. 

Djuller priser sig lykkelig for at hans chef på Scandia skaffede ham de to mentorer. 

For efter han forlod togfabrikken fortsatte de med at støtte op om ham med alle mulige praktiske ting. Som at rette ham, når han udtalte danske gloser forkert.  

“De blev ikke alene min og Lis’ venner. De betragtede nærmest mig som deres søn. Hvor heldig kan man være.” 

“Heldigvis nåede mine forældre at besøge os her i Danmark en halv snes gange. De første gange var det kun min mor, der fik lov til at komme herop. Men da hun hver gang vendte tilbage, fik de begge de ungarske myndigheders tilladelse til at besøge os. Lykkeligvis var de også med til mit og Lis’ bryllup. 

En lykkelig dansker 

Det var basketball-sporten, der førte Djuller til Aarhus. Oprindelig spillede han for Cimbria i Randers. Senere stillede han op for Skovbakken og opnåede en halv snes landskampe for Danmark. 

“I Danmark føler jeg mig hjemme. Selv om det var hårdt at forlade min mor og far i så ung en alder, har jeg aldrig fortrudt min flugt. Først efter 10 år da jeg var blevet dansk statsborger, turde jeg selv opsøge Ungarn igen. Jeg var frygtelig nervøs. For hvad kunne de ungarske myndigheder finde på? Men det gik jo godt. Og jeg er en glad mand i dag. Og en lykkelig dansker.” 

4 thoughts on “Kurt kommer forbi… Djuller, den ungarske, pensionerede maskintekniker fra Holme”

  1. Dejlig artikel af vores dejlige gode tennis kammerat Djuller – dramatik og følelsesfyldt fortælling om flugten fra Ungarn til Danmark.
    Godt vi har ham hos os❤️
    Ole Bjørn

    1. Kære Ole Bjørn
      Tak for din kommentar 🙂
      Rigtig god eftermiddag til dig
      Bedste hilsner
      Jannie Lindberg Sundgaard
      redaktør Vital

      1. Hyggelig læsning fra “Kurt kom fobi” også min gode tennis kammerat👍
        Håber han engang kommer forbi Harlev👍

        MVH.
        Ole Bjørn

  2. Kære Ole Bjørn
    Tak for din kommentar 🙂
    Rigtig god eftermiddag til dig
    Bedste hilsner
    Jannie Lindberg Sundgaard
    redaktør Vital

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *