Erik Veje er historien om sportsmanden, der har fundet nye veje ind i kunstens verden. En dansk håndboldlegende, der aldrig har gjort og sagt det samme som andre i sportens verden. Efter et helt liv i håndboldens verden har Erik Veje Rasmussen kastet sig over et nyt projekt. Han har startet et liv som kunstmaler.

Af Kurt Leth

Du vil sikkert ikke opdage, at den 62-årige Erik Veje i mange år har været heltidsbeskæftiget inden for elitesportens verden, hvis I skulle mødes på gaden og falde i snak. For håndboldikonet med rødder i det sjællandske er en herre, der kan andet end sport.  
 
Ved siden af en travl karriere som håndboldspiller lod han sig uddanne først til lærer og senere bestod han jurastudiet. To uddannelser, som han kun kort har beskæftiget sig med. Som lærer støttede han elever med udfordringer. Juraen brugte han som advokatfuldmægtig og som HR-chef i et advokatfirma.  
 
Men det blev håndbolden, der fik overtaget i hans liv. Han er rundet af håndboldens verden. I karrieren er det blevet til en lang række klubber i ind- og udland, og træner for Aarhus Håndbold var han igennem 18 år.  
 
Nu er han imidlertid gået på pension. Det skete som følge af Aarhus Håndbolds konkurs i april 2021. Om det er et farvel til håndboldsporten for evigt eller kun for en kort stund, vil fremtiden vise.  
 
“Det passer mig fint med en pause fra håndbolden. Husk på, jeg har været i håndbolden i mere end 50 år – fra jeg var en lille knægt hjemme i barndomsklubben Vallekilde-Hørve til det for nylig sluttede i Aarhus Håndbold.”

Midtbyens puls  

Indtil for seks år siden boede Erik Veje på en sidevej til Nordre Strandvej i Risskov – tæt på stranden. Forstadsadressen er skiftet ud med en toværelses lejlighed på M.P. Bruunsgade i Aarhus. Det skete i forbindelse med at han blev skilt fra sin kone igennem mange år.  
 
“Jeg trives rigtig godt herinde i byens centrum. Jeg elsker byens puls. Når det summer af liv, føler jeg mig bedst hjemme. Der er nemt til alting, og når man har beboerparkering, er der ingen problemer med at stille bilen.”  
 
For Erik Veje har det været et helt naturligt bopælsskifte fra forstaden til byens centrum.  
 
“Da alle fire børn var flyttet hjemmefra, blev min daværende kone og jeg skilt. Siden dengang har jeg boet alene, og derfor passer lejligheden perfekt til mine behov.”  
 
Erik Veje har i det stille tegnet og malet for egen fornøjelse i nogle år, men i den senere tid har den fået hele armen.  
 
“Det er en gammel hobby, jeg har vakt til live. Og jeg er i den grad blevet grebet af lærred og pensel. Visse dage kan jeg male uafbrudt i både otte og ti timer. Jeg glemmer helt at spise. Heldigvis står kaffemaskinen lige ved siden af staffeliet. Kaffen og min store lyst til at male sørger for, at jeg kan fortsætte i alle de timer.”  

Udstiller hos landsholdskammerat

I Vejes lille midtbylejlighed er der fyldt godt op med billeder på væggene – alle malet af Erik Veje selv. De står i funklende lækre farver. Stærke og afdæmpede. Motiverne er abstrakte. Det er op til betragteren selv at udlede, hvad han eller hun vil have ud af kunstværket. Sådan vil Erik gerne have, det skal være.  
 
“Hver gang jeg sætter penslen til lærredet, åbner der sig en ny verden. I processen med at male et billede går jeg måske 50 gange tilbage og betragter billedet. Hver gang er jeg vidne til “et nyt maleri” med nye indtryk. Det er en dybt fascinerende proces.”  

“Når du maler, kan du med et forkert strøg ødelægge et ellers lovende maleri. Du kan også med ganske små virkemidler gøre et maleri langt bedre. Lidt det samme er det med et håndboldhold.”

Erik Veje har på det kunstneriske plan fundet sammen med sin tidligere landsholdskollega Keld Nielsen. 
 
“Vi spillede sammen på landsholdet i en del år. Så skiltes vore veje, og vi sås ikke i en lang periode, men nu har vi allieret os. Og vi er nu fælles om maleriet og kunsten.” 
 
Keld Nielsen har igennem mange år drevet Gallery KN på Frederiksberg Allé i København.  
 
“Det at få muligheden for at udstille sine kunstværker er fantastisk, fortsætter Erik Veje. Efterhånden går det så godt, at jeg også kan sælge et maleri i ny og næ. Prisniveauet er fornuftigt. Mine billeder er pt. i en prisklasse på mellem 5.000 kroner og 12.000 kroner.”  
 
I løbet af det år samarbejdet har varet, har Erik Veje solgt knap 50 malerier.  
 
“Jo, der har været godt gang i den. For nylig havde vi første gang fernisering med mine billeder. Det var en kæmpe oplevelse, ikke mindst at møde en del af de kunder, som allerede havde et hængende hjemme på væggen.” 

1015 mål

Erik Veje er en alsidig herre, men håndbold har været en konstant i hans liv. Først som professionel spiller i udlandet, og senere som træner. Det blev til 18 år i Tyskland, Schweiz og Spanien. Her vandt han i alt fire nationale mesterskaber plus et væld af sejre i de nationale pokalturneringer. Og en enkelt Europacup-sejr med Tusem Essen. 
 
Store triumfer. For de fleste sportsfolk ville et enkelt tysk eller schweizisk mesterskab være drømmen i livet, men Erik Veje har et andet og mere afdæmpet forhold til sejrene og triumferne.  
 
“At vinde store turneringer og løfte de tunge pokaler op i strakte arme til folkets hyldest er selvfølgelig fantastisk, når det sker. Specielt husker jeg festen i Gummersbach efter, vi vandt det tyske mesterskab i sidste sekund på sidste spilledag. En følelsesmæssig eksplosion i særklasse.  
 
“Men et par dage efter går livet videre, og du tænker ikke så meget mere over det. Sådan har jeg oftest haft det.” 
 
Sideløbende med klubhåndbolden spillede Erik Veje 233 kampe for det danske herrelandshold. Selvom han helst ikke gider tale om personlig succes, var han arkitekten på holdet og i flere år, var han den mest scorende landsholdsspiller – 1015 mål blev det til.  
 
“Det er ikke så meget de store sejre, det handler om. I virkeligheden er det drømmen, den hårde træning, målrettetheden og det at arbejde sammen med holdkammeraterne for at nå målet, som er den største glæde ved eliteidrætten.” 

Topsport på godt og ondt 

Sammen med sin ekskone og deres fire børn har Erik Veje oplevet mangt og meget igennem håndbolden. 
 
“For at sige det ærligt, håndbolden har mere været et middel end et mål. Når det kom til mine valg af klubber og lande, har valgene oftest været truffet ud fra andre faktorer end de stringent sportslige.”  
 
Efter tiden i Schweiz blev Erik Veje træner i Flensburg-Handewitt. 
 
“Vores børn kom til at gå i dansk skole i Flensborg. Det blev en fantastisk tid med fem skønne år i grænsebyen. Det var første trænerstation, uden at jeg var spiller. Vi nåede ikke mesterskabet, men et par europæiske titler og et enkelt pokalmesterskab.” 

“Jeg ved, at jeg er en dygtig træner.”


I ikke færre end 18 år valgte Erik Veje dog at stå i spidsen for det bedste herrehåndbold i Aarhus. Lang tid. Nogle talte også om, at det var for længe. 
 
“Da jeg kom til Aarhus, havde vi et budget, hvor vi berettiget kunne drømme om at spille med i toppen. Og det gjorde vi. Vi nåede det ene år at vinde vores Champions League-pulje, og vi fik sølv og bronze. Senere blev vi pokalmestre.” 
 
“Da vores håndboldhold ikke længere var under AGF’s vinger, og pengene efterhånden blev mindre og mindre, var vi nødt til at justere forventningerne. Topsport handler nu engang om økonomi. Hver gang vi i alle disse år har haft store talenter, er de blevet hentet af klubber med flere midler. Vi har hvert år haft en rimelig forventning om at nå slutspillet, og de fleste år er det lykkedes.”   

“Jeg ved, at jeg er en dygtig træner. Omvendt er der helt naturligt, at der er fans, som mente, at vi burde vinde mesterskaber og deltage i finaler.” 
 
“Jeg er to gange blevet tilbudt jobbet som landstræner. Men jeg sagde nej begge gange ud fra devisen om, at det er mere interessant at stå i spidsen for et klubhold. Jeg elskede at være klubtræner. Som træner i en klub har du med spillerne at gøre hele ugen igennem. I modsætning til en landstræner, som kun i små perioder har rådighed over sine spillere.” 
 
Med trænertrøjen lagt på hylden, kan Erik Veje godt savne at have med de unge mennesker at gøre i hallen. 
 
“Jeg elsker processen omkring talentudvikling, og jeg fascineres som alle andre ved spændingen og intensiteten ved kampene.” 

Altid gået egne Veje 

Erik Veje er manden, der igennem årene har kastet sig over mange projekter. Hvorfor ved han egentlig ikke.  
 
Han opfandt Fitlight, som er nogle lamper med sensorer. Lampen lyser, og når man så fører arm eller ben hen over, tænder en ny, der er placeret et andet sted. Det gælder om at slukke lamperne én efter én. Lamperne er med til at øge hurtighed og smidighed. Selv har Erik Veje været rundt i den store verden med Fitlight. For at undervise trænere i fodboldklubber som Liverpool, Manchester United, Real Madrid og AC Milan. 
 
“I øjeblikket holder Fitlight stort indtog på plejehjem i Danmark, hvor de udfylder en vigtig funktion på 30-40 plejehjem. Det sker ved stimulering af demente. Lamperne har også vist sig effektive i træning med børn med autisme.” 
 
På et tidspunkt var Erik Veje også i skobranchen. Han blev forhandler i Danmark af de ergonomiske MBT-sko med buet bund, som man nærmest ruller på. 
 
“Det blev en stor succes. Vi nåede op på at sælge mellem 2.000 og 3.000 par om måneden. Succesen var så stor, at den var ved at tage livet af mig og min familie.”  
 
“Jeg fik stress. I ni måneder måtte jeg trække stikket fra håndbolden, og jeg fik solgt min andel af MBT Danmark. Det var temmelig heldigt timet, for efterfølgende kom finanskrisen, og den gav voldsomme udfordringer i alle brancher. MBT-skoen findes stadig. Det er kun et par måneder siden, at jeg var nede at købe et par.” 

Ro på hjemmefronten 

Erik Veje klarer sig nu vist meget godt. I godt seks år har han haft kæresten Majbrit – en kvinde, der er 15 år yngre end ham selv. Hun har to børn på 9 og 14 år. 
 
“Vi ejer lejligheden sammen, men har ikke samme adresse, og det fungerer fint. På et eller andet tidspunkt flytter vi helt sikkert sammen. Den tid den glæde.”  
 
Derudover forsøger Erik Veje at holde sig i god fysisk form.   
 
“Jeg har det skidt, hvis min krop forfalder. Så jeg har det motto: Træning så godt som hver dag. Det foregår som regel i et fitnesscenter. Ellers har jeg selv en crosstrainer i lejligheden. Den tramper jeg løs på imens jeg ser og hører en film. Det er med at forene det nyttige med det behagelige.” 

Et strøg med penslen

Besøget hos Erik Veje i hans midtbylejlighed vidner om, at han har det godt med at holde pause fra håndbolden. Han øver sig hver dag i at blive god til at male billeder. Fra et liv i sportens verden ved han, at der ikke er noget, der kommer af sig selv.    
 
“Når du maler, kan du med et forkert strøg ødelægge et ellers lovende maleri. Du kan også med ganske små virkemidler gøre et maleri langt bedre. Lidt det samme er det med et håndboldhold. Laver du et forkert træk – en forkert ind- eller udskiftning – kan det gå rivende galt. Så jeg må øve mig hver dag på maleriet. Og det er faktisk spændende.” 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *