Hans Petersen er historien om en markant aarhusianer med stor kærlighed til både fodbold, journalistik og kunst. Og så besidder han et dybt engagement i sine medmennesker.  

Tekst og foto: Kurt Leth  

Hans Petersen har oplevet mangt og meget i sit liv. Såvel glæder som sorger. Den 75-årige herre er om nogen Mr. Aarhus og Østjylland. Både som tidligere chefredaktør og journalist på Århus Stiftstidende og som træner for et væld af byens fodboldhold. 

For kort tid siden sagde han farvel til jobbet som journalist på Stiften. Efter 45 år. Som manden midt i halvfjerdserne ville han sænke tempoet. 

“Jeg var kommet dertil, at det kunne være skønt at få mere luft i tilværelsen. Så jeg valgte at blive min egen herre. Forskellen på før og nu er, at jeg nu skriver, når jeg har lyst,” fortæller Hans Petersen. “Det handler især om artikler, bøger og foredrag. Jeg har tilpas med opgaver og kan nu selv bestemme, hvornår jeg vil holde fri, og hvornår jeg vil arbejde.”  

“Det er vel heller ikke for tidligt at stoppe et lønarbejde, når du nærmer dig de 75 år.”  

En stor kunstelsker 

Hans Petersen bor i Mårslet i et stille og roligt parcelhuskvarter. I en tilsyneladende almindelig villa. Men også kun tilsyneladende. For når man træder ind i huset hos journalisten, bliver det almindelige hurtigt afløst af et overraskende syn. For her er farvestrålende billedkunst i store mængder. Billederne viser sig frem i alle rum: I køkkenet, i stuen, værelserne og i entréen. Ja selv på toilettet. Som gæst lader man sig imponere. Og synet af alle disse billeder – store og små – fremkalder i den grad glæde og humør. I mængden af alle disse fantastiske skilderier bliver man opløftet og føler sig godt tilpas. 

“Jo, jeg er glad for billedkunst,” fortæller Hans Petersen. “Det er ikke dyr kunst, jeg har hængende, men det er billeder og skulpturer, der betyder meget for mig.” 

Men uanset prisen på billederne bliver man paf, ja ligefrem overvældet, når man går rundt i rummene og kigger på de mange sjove og forunderlige billeder. Hvert eneste billede er udvalgt med omhu. 

“Som oftest kender jeg kunstneren, har mødt vedkommende personligt og fået personens historie. Min interesse for billedkunst blev vakt for mange år siden, da jeg blev medlem af kunstforeningens indkøbsforening på Århus Stiftstidende. På den måde mødte jeg en masse herlige kunstnere og fik smag for deres billeder.” 

Forfatter på CV’et 

Fra kunstentusiasten tilbage til journalisten og fodboldmanden, Hans Petersen. 

Selv om han forlod Stiften efter mange års tro tjeneste, er han langt fra gået i frø. Han begiver sig stadig ud i at skrive. For eksempel skriver han for tiden om Musikhusets historie, og så er han i gang med – sammen med andre gode kræfter – at lave en bog om AGF-legender. Ca. 40 i alt. Koryfæer som Flemming Povlsen, Stig Tøfting, Troels Rasmussen, Jens Harmsen, Bent Wachmann og Lars Lundkvist. Med i bogen kommer også fortællinger om afdøde kendisser som Henry From, Jørgen Olesen og Henning Enoksen. 

“Jeg fortsætter med blok og kuglepen, for jeg kan ikke lade være. Det giver mening og er sjovt.” 

Ud over alt det er den tidligere chefredaktør og fodboldmand også i gang med at skrive en bog om Skåde Brugsforenings historie. Til december fylder den 150 år. 

“Den har vokset sig fra en lille butik i Skåde til et mindre butiksimperium og ejer alle butikker på både Kridthøj Butikstorv og Beder Butikstorv foruden Superbrugsen i Skåde og en Superbrugs i Karup. Foreningen har en egenkapital på over 60 millioner kroner.” 

Social og aktiv 

Og på spørgsmålet om han ikke, med alt den aktivitet, tænker på, at han er kommet op i alderen og har rundet de 75 år, er svaret: 

“Ikke synderligt. Men jeg kan ikke løbe mere. Mine knæ er for slidte, så jeg har patent på målmandsposten, når vi træner oldboys fodbold, og kampe har jeg opgivet at være med i. Til dem er jeg blevet for dårlig.” 

Tirsdag formiddag går han til senioridræt i AGF. Det varer et par timer og foregår i stadions haller og slutter med kaffe og snak.  

“Vi er nået op på 150 medlemmer på fem år. Det er rigtig fornøjeligt og god motion. Efter opvarmningen kan du vælge forskellige idrætsgrene, og jeg tager som regel bordtennis. Det er både sjovt og godt, og ved det fælles kaffebord, møder jeg en masse spændende mennesker. Nogle kender jeg fra tidligere, mens mange er nye bekendtskaber.” 

“Jeg elsker at møde mennesker. At være 100 procent pensionist vil slet ikke være noget for mig, så længe jeg er frisk og i nogenlunde form, er det lækkert at have opgaver, som ikke er præget af daglige deadlines. Når man kan gå fra og til, bliver der tid til at mødes med venner og gamle kolleger.” 

Hans har det også godt med at være sammen med yngre mennesker. Indtil for nylig var han assistent for træneren for et barnebarn i fodboldklubben HEI i Hjortshøj, og nu assisterer han ved børnetræningen i AGF. På den måde får han brugt sine kompetencer, og børnene får en instruktør i topklasse. Hans Petersen har den højeste træneruddannelse i Danmark og har holdt den ved lige med genopfriskningskurser. 

Familielivet 

Ikke alt i Hans’ liv har været medgang, og en sorg for ham var, da han for seks år siden mistede sin hustru Marianne Misser til kræft efter et længere sygdomsforløb. De havde kendt hinanden i 30 år og været gift i 20. 

Misser, som hun blev kaldt, skrev i mange år klummer i Århus Stiftstidende. Egentlig var hun reklametegner på avisen. Men da hun skrev som hun talte var det oplagt, at hun skulle skrive underfundige klummer om livet og døden. Og som et minde om Misser er der udgivet en bog med titlen “Livet burde leves baglæns” med nogle af hendes morsomme og løjerlige klummer. 

“Misser var et festfyrværkeri af smil, lys og farver. Sygdomsperioden var hård, men hun tog det fantastisk og ville på ingen måde ynkes, mens hun var syg og ønskede, at vi i familien skulle leve vores liv uhindret. Når man mister en nær slægtning, efterlader det et tomrum i et stykke tid, og som nærmeste pårørende må man genopfinde sig selv. Men det var en lettelse, at Misser med sine ord satte os fri til at leve livet videre. Og heldigvis har jeg et lyst sind,” siger Hans Petersen. 

Når man mister en nær slægtning, efterlader det et tomrum i et stykke tid, og som nærmeste pårørende må man genopfinde sig selv.

Han har efterhånden vænnet sig til at være alene i huset. 

“Jeg føler mig aldrig ensom, og de hjemlige pligter i hus og have har jeg det fint med. Mit netværk er stort, og så har jeg fået en kæreste, som også er journalist og arbejder på Moesgård Museum.  

Hans Petersen har en stor familie. Fire børn og otte børnebørn. Tre af børnene bor i København, så han tager tit turen til hovedstaden, og hver sommer er hele familien på en tur til udlandet eller i Danmark.  

“Vi har været af sted 12 gange, for eksempel på Korsika, Sicilien, Abruzzo, Lucca, Toscana, Mallorca, Bornholm og Samsø. Selv under coronaen lykkedes det at finde muligheder. Det blev i Danmark, og et år var vi så heldige at leje et slot på Fyn, fordi vi havde en god kontakt. Sidst var vi en uge i Portugal, 18 i alt. Vi havde lejet et stort hus med god plads til alle og havde en fantastisk oplevelse. Nogle af os tager dertil en uge tidligere og andre bliver en uge længere, og selvfølgelig kommer vi tæt på hinanden i den uge, vi er sammen.” 

Mennesker på vejen 

I sine unge år var Hans Petersen en glimrende fodboldspiller. Spillede på AGF’s og Silkeborgs bedste hold. Dengang spillede man uden at få penge for det. Så hans liv var både fodbold og journalistik. Arbejdsmæssigt skete der det, at journalisten blev redaktionschef i 17 år og senere chefredaktør. 

Han nr. 3 øverste række fra venstre

Da han havde været chef for avisen i syv år, vakte det stor opmærksomhed, ja ligefrem en undren, at han droppede chefjobbet på Stiften for at blive talent-træner i AGF. 

“Efter syv år som chefredaktør tænkte jeg, at jeg ville prøve noget nyt. Man skal ikke sidde på en chefpost i evigheder. Det er ikke godt for hverken bladet eller én selv. Jeg havde været fodboldtræner i mange år samtidig med jobbet og fik lyst til at prøve at træne på fuld tid.”   

Faktisk var Hans Petersen professionel træner i tre år. Det meste af tiden for talenterne i AGF og samtidig flere gange assistent for ungdomslandsholdene U21 og U19. Da det begyndte at knibe med superligaholdets resultater, blev han kaldt til som cheftræner i to måneder, og det lykkedes at undgå nedrykning. Derefter gik han tilbage som talentchef. 

Hans Petersen som ung divisionsspiller i AGF

“Stille og rolig begyndte jeg at savne journalistikken. Jeg fik job på gratisavisen Urbans redaktion i Aarhus – som redaktionschef – jeg var tilbage i mit fag. Det er den sjoveste tid, jeg har haft som journalist. Både at finde historier og lede en mindre redaktion var skønt. Det var ganske enkelt en herlig tid med gode kollegaer. Da Berlingske ejede både Urban og Århus Stiftstidende, flyttede vi efter et par år sammen på én adresse på Banegårdspladsen, og dermed kom jeg tilbage til min gamle avis, nu som almindelig journalist, og det trivedes jeg rigtig godt med. Titlen var en anden, men den slags går jeg ikke op i. Jeg fik nu mulighed for på fuld kraft at møde masser af spændende mennesker og at fortælle deres historier. Og så kom de ovenikøbet i avisen, og jeg fik penge for det. Kan det være bedre?  

Ud over jobbet som journalist på Århus Stiftstidende opbyggede Hans Petersen over seks år også en fodboldlinje på Langkær Gymnasium i Tilst (nu Aarhus Gymnasium), hvor han var træner for eleverne.  

“Det var en dejlig opgave og en stor berigelse for mig at møde de mange, skønne unge mennesker og hele personalet på gymnasiet. Der var en god og entusiastisk stemning.” 

Jeg kan ikke lade være 

Og selv om Hans nu har trappet ned, har han ikke tænkt sig helt at læne sig tilbage i sofaen og beundre sin skønne kunst på væggene. 

“Jeg fortsætter med blok og kuglepen, for jeg kan ikke lade være. Det giver mening og er sjovt.” 

Hans Petersen i haven hjemme i Mårslet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.