Ida Jind er historien om en søgende og nysgerrig kvinde, der omfavner livet og de mennesker, hun møder på sin vej. 

Tekst og foto: Kurt Leth 

Med sin højde og drøjde fylder 80-årige Ida Jind fra Beder ikke meget i landskabet. Til gengæld er hun en stor personlighed. Hun har aldrig drømt om at blive noget stort eller flot i samfundet. Hun har derimod fokuseret på at udføre sin pligt. Og med en tilværelse, der ikke altid er gået ud af den lige landevej, kan pligten vise sig i mange afskygninger.” 

“Jeg får det bedre og bedre jo ældre, jeg bliver. Jeg har et godt helbred, og roen har sænket sig over mit liv.” 

Ida Jind fra Beder har igennem det meste af sit liv jagtet de åndelige værdier. Noget, hun har søgt hen til mange gange på livets snirklede veje. 

I godt 12 år var hun gift. Med en læge, som hun mødte, da de begge studerede medicin.  

“Men jeg egner mig ikke til at være i et ægteskab,” fortæller Ida.  

Så da hun var midt i 30erne blev hun skilt. Hun har fem børn. Som hun siger: Fire hjemmelavede og et adoptivbarn.  

“Jeg kan lide at have min frihed til at gøre lige nøjagtig det, jeg brænder for. Og jeg behøver ikke at spise måltider til bestemte tider.” 

Som yngre boede Ida Jind fem-seks år i Indien sammen med sin daværende mand. Som tidligere medicinstuderende lavede hun medicinske undersøgelser i landsbyen, hvor de boede.  

Efter opholdet i Indien lærte Ida at sætte pris på Danmark. 

“Jeg er dybt taknemmelig for at bo i et så civiliseret land. Jeg var lykkelig for at komme hjem. Vi danskere har det med at tage det hele som en selvfølgelighed. Det skal vi ikke. Vi skal være lykkelige for vores samfund, og det siger jeg uden at være politisk.  Vi har et retssystem, der virker. Vi bor i et land uden korruption, og vi har et godt sundhedssystem. Vi har et trafik- og skolesystem, som virker. Alle kan få en uddannelse, hvis de vil.” 

Penge er ligegyldige  

Ida Jind stoppede med at arbejde for lidt mere end 20 år siden. Allerede som 60-årig. 

“Uanset hvor jeg kom frem med mit arbejde, handlede det om penge.  Budget mig dér og alle vegne. Og er der én ting, der rager mig en høstblomst, så er det penge. Jeg er glad og tilfreds, hvis jeg blot har til dagen og vejen.” 

“Jeg får det bedre og bedre jo ældre, jeg bliver. Jeg har et godt helbred, og roen har sænket sig over mit liv.”

Ida er ikke formuende. Som hun siger: “Jeg har arvet nogle penge af mine forældre, har rejst for de fleste af dem. Resten kan lige dække omkostningerne til min begravelse. Mine efterladte skal ikke belemres med den udgift.” 

Lives værdier 

Ida har i tidernes morgen stukket næsen ind i flere studier. Hun har studeret teologi og læst til læge. Dernæst forsøgte hun sig også med arkitekt-studiet. Men hun sprang fra hver gang. Det endte med at hun blev uddannet ergoterapeut med speciale i arbejdsmiljø. I flere år var hun ansat i Bedrifts Sundhedstjenesten, hvor hun hjalp virksomheder med at finde gode arbejdsmiljøer. Lidt af det samme arbejde havde hun, da hun senere gik selvstændig og arbejdede for forskellige firmaer. 

Men Ida har aldrig haft store arbejdsmæssige ambitioner. 

“Jeg har ikke drømt om at blive noget særligt. Jeg har set det som min opgave at udføre min pligt. Alt det dér med at blive noget stort og flot i samfundet, er ikke mig. Den lyst og ambition har jeg aldrig haft.” 

I stedet går Ida efter livets åndelige værdier, nogle helt andre og efter hendes mening større værdier. 

“Vi var tre søskende med en mor og far, der sad solidt i det økonomisk. Men jeg følte mig ikke elsket og havde det dårligt. Jeg var uden selvtillid. Mine forældre havde ikke tid til os børn. Min mor læste romaner og spillede klaver, mens min far var en travl ingeniør.” 

“Allerede dengang fandt jeg ud af, at sådan ville jeg ikke leve. Mit liv skulle være præget af noget andet – nemlig næstekærlighed. Hvis man vil have kærlighed, må man selv give kærlighed.” 

Ida er ikke autoritetstro. Det mistede hun, da hun gik i skole. 

“Næsten hver dag i de fem år, jeg gik på Rosenvangsskolen i Viby, fik jeg lussinger af lærerne. Det var dengang lærerne måtte slå. Fordi jeg tog svage elever i forsvar. Når jeg mente, de blev behandlet uretfærdigt, sagde jeg min mening til lærerne. Og det kostede. Men de næsten daglige tærsk fik mig ikke til at holde min mund. Jeg søgte hele tiden retfærdigheden. Og jeg sagde til den lærer, der specielt slog meget: Tror De da virkelig, at jeg respekterer Dem mere, når jeg bliver slået?” 

At rejse er at leve 

Ida Jind elsker at være i sit eget selskab, og hun har god kontakt til sine børn og børnebørn. Nogle bor i Østjylland – andre rundt om i Danmark. Selv bor hun i en lille lejlighed i Beder. Der er stue og køkken ud i et. Derudover er der en pæn stor altan – indrettet som udestue med et væld af flotte planter. Og lidt inde i udestuens krog har Ida indrettet sit eget lille atelier, hvor hun sysler med at male billeder. 

“Jeg har absolut ingen grund til at klage. Tværtimod. Jeg er dybt taknemmelig for min pension. Så jeg får det hele til at løbe rundt.”  

“Jeg plejer at sige, at naboer er et plus. Jeg trives godt med de mennesker, der bor her, og kan jeg være noget for andre, træder jeg gerne til med hjælp. Er der en nabo, der skal til kommunen med et problem, eller er der en anden, der skal have retshjælp, går jeg med. Jeg betragter næstekærlighed som noget geografisk. Dem, man bor tæt på, skal man prøve at gøre noget for, hvis man kan. Det handler om næstekærlighed.” 

Den tidligere så berejste kvinde rejser ikke helt så meget. Da hun var på arbejdsmarkedet, drog hun hvert år en måned ud i den store verden. 

“Jeg har vel nærmest været overalt på kloden. Så bortset fra pengene til begravelsesudgifterne har jeg ikke sparet noget op. Jeg har brugt hver en krone. Det har været min prioritering at rejse og opleve.” 

Ikke som de fleste 

I marts fylder Ida 81 år, men trods alderen lader hun sig ikke friste af et mageligt liv i hængekøjen.  

“Jeg gør en del ud af at holde mig i fysisk form. Så derfor købte jeg sidste år en el-cykel. På et år har jeg kørt 6.000 km – altså 500 km om måneden. Jeg elsker at komme ud i naturen og se landskaber eller cykle en tur fra Beder ind til byen. En strækning ca. 25 km i alt.”  

Mit liv skulle være præget af noget andet – nemlig næstekærlighed. Hvis man vil have kærlighed, må man også selv give kærlighed.”

Ida er langt fra som de fleste. F.eks. er hun veganer. 

“Jeg spiser ikke kød, fisk, mælk og æg. Det er ikke på grund af det sundhedsmæssige. Det er etiske overvejelser, der ligger bag.” 

“Jeg ønsker ikke at være med til at mishandle og pine dyr. Det gør ondt på både dyrene og mig, når vi dræber dem. Så jeg spiser i stedet linser, nødder, tofu, grøntsager og frugter. Tilsat B 12 vitamin.” 

 Tilfreds med livet 

“Jeg er godt tilfreds. Også selv om jeg ikke har præsteret noget, som samfundet fik øje på. Sammenligner jeg mig f.eks. med mine kammerater i medicinstudiet, er jeg unægtelig faldet lidt ud, fordi jeg opgav studiet. Jeg kunne nok have gjort mere, men jeg er endt med at få et godt liv. Ikke alt handler om store stillinger og berømmelse. Mindre kan også gøre det.” 

“Og som tilværelsen har formet sig i min tid som pensionist, kan jeg kun sige, at mit liv er blevet bedre og bedre, som årene er skredet frem. Når man bliver ældre kan man nemt komme til at mangle noget i sit liv. Det at møde op på jobbet og være i kontakt med kolleger er givtigt. Når man så ikke kan det mere, må man finde på noget andet. Det gør jeg. For der er andre opgaver i tilværelsen end at gå på arbejde.” 

“Jeg gør meget ud af at tale med de mennesker, jeg møder. Om det er naboer, mennesker i bussen eller folk jeg møder på en café. Mit motto er, at vi skal være gode ved hinanden.  Også selv om jeg ikke kender dem på forhånd. Når jeg læste teologi var det mest for at blive klog på det guddommelige. Jeg blev ikke præst og fint med det. For jeg tror ikke på kristendommens dogmer. Jeg hylder i stedet næstekærlighedsloven og årsagsvirkningsloven: Den, der giver noget af et godt hjerte til et andet menneske, bliver belønnet. Og den, der er ondsindet, får det onde igen.” 

Selv om Ida ikke lever efter den kristne tro, er hun overbevist om, at der er et liv efter døden. 

“Jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil da godt leve i nogle år endnu. Men jeg er faktisk lidt nysgerrig efter, hvordan det er at dø. Jeg er sikker på, at døden er som en drøm. Vi går ind i vore egne tanker. Og har vi opført os godt, går vi ind i en vidunderlig åndelig verden. Det er en god ide at have en god samvittighed og at tilgive og sige undskyld dér, hvor man kan og dér hvor man skylder.” 

 “Jeg tror helt og fast på et evigt liv. Tænk sig: vi får lov til at opleve livet. Det er da vidunderligt. Nyd det – og brug bønnen, hvis der mangler kraft og styrke til at klare den skæbne, man har lige nu. Man kan godt bede selv om, man ikke er troende i religiøs henseende. Bønnen virker alligevel,” slutter den altid åndeligt søgende Ida Jind. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *