Midt i Aarhus centrum. Igennem porten til gården bag Teater Bodegaen på Skolegade finder et helt særligt “herreværelse.” Et intimt og unikt spillested – mest for det modne publikum, hvor alle går glade hjem derfra. 

Tekst og foto: Kurt Leth

Den 79-årige pianist Ivar Sørensen er kendt af et væld af århusianere – især blandt den ældre generation. Dengang unge gik i byen for at få sig en sving-om havde Ivar travlt ved pianoet. På de hedengangne århusianske danse-etablissementer som Jacobs BQ, Maritza, Hotel Royal, Wienerhallen, Restaurant Rico og Borgporten. Plus et væld af andre natklubber i Danmark. 

Og egentlig er der ikke så meget forskel til i dag. Så snart Ivar kan komme afsted med det, spiller han på livet løs. Trods sin fremskredne alder kan han ikke slippe musikken.  

Han holder sig i gang i det, han kalder for Ivars Herreværelse. Et intimt og hyggeligt spillested, som ligger i gården bag Teater Bodegaen i Aarhus. Her har han i de sidste otte år samlet mennesker i den modne alder til små koncerter. Coronaen gav desværre for ham og hans trofaste publikum et slemt afbræk i aktiviteterne i Ivars Herreværelse.  

“Men til september er vi i gang igen. Hver anden onsdag eftermiddag mellem kl. 14 og 16,” fortæller en opmuntret Ivar Sørensen. 

Ivar er en musikalsk sprællemand. En rutineret musiker, der i mere end 60 år har spillet på alle mulige instrumenter. Når der er gang i den i Herreværelset sidder han selv ved koncert-pianoet eller med harmonikaen. Alt imens frivillige solister synger sange fra den danske og svenske sangskat.  

Undertegnede har besøgt Ivars Herreværelse flere gange, og jeg må sige, at stemningen her er skøn. Alle går glade herfra, når de har hørt Ivar og hans solister bringer minderne frem.  

Flygel på afbetaling 

Ivar Sørensen er langt fra som folk er flest. Han er en farverig person. Det understreges af følgende historie: 

“På vej over efter 20 cecil i den tidligere tobaksforretning på Store Torv, så jeg en dag et stort flygel i udstillingsvinduet hos Brødrene Jørgensens Pianoforretning. Det var brugt og stod til ca.100.000 kr. Jeg tænkte: ‘Sådan et må jeg eje.’ Selv om jeg faktisk ikke havde råd. Men heldigvis havde jeg masser af spillejobs, så jeg købte det på afbetaling.” 

Ivar havde imidlertid et enkelt problem med købet af det store flygel. Han havde ikke et lokale at sætte det i. En hasarderet handling? 

“Ja mon ikke. For vi havde ikke plads til det derhjemme. I starten fik jeg lov til for 150 kr. om måneden at have det stående i pianoforretningen. Men pludselig en dag kom lokalet i gården bag Teater Bodegaen til salg, og jeg købte det ubeset.” 

Herreværelset 

At besøge Ivars Herreværelse er yderst interessant. For Ivar har sat sit helt eget præg på stedet.  

Her er rariteter – sjældne og kuriøse ting – der får enhver ynder af antikviteter til at tabe mundvandet. Her er lanterner og koøjer fra Skagens skibe. En perlekæde, som Ivar har fået på Grønland og en guitar skænket af Sussi og Leo. Sjove og forunderlige ting, der alle har en historie. 

 “Vigtigst for mig er, at jeg kan lave noget for andre – at skabe glæde for dem, der kommer her. Da det for nogle år siden blev lidt for langt mellem spillejobbene fik mit private herreværelse en ny og større betydning for mig. I stedet for at vente på at folk ringede med jobs, valgte jeg at skabe dem selv. På den måde fik jeg nyt liv i lokalet, som jeg har ejet i mere end 38 år.”  

 Tidligere brugte Aarhus Teater det som øvelokale til dramatik. Berømte skuespillere har øvet sig her og for de yngre skuespillere, er det her det hele begyndte. 

 “At mødes med sangere og andre musikere hernede holder mig skarp. Inden jeg spiller med solisterne, skal jeg øve mig enten her eller derhjemme i Studstrup. Det er i den grad med til at holde hovedet kvik.” 

Et sundere liv 

“Når man nærmer sig de 80, skal man passe på ikke at synke for dybt ned i lænestolen. Man skal holde sig i gang. Jeg var faktisk ved at komme ind i en dårlig spiral. Jeg var blevet lidt trist, fordi jeg var kommet ud af fysisk form.”  

“Som musiker er der mange fristelser. Tit og ofte kommer øl og vin til én i en lind strøm. Det sætter sine spor. Så for ikke så længe siden sagde jeg til mig selv, at det skulle være løgn. Skeen skulle over i den anden hånd.” 

“Ved hjælp af min søde kone Lene er jeg kommet i langt bedre form. Jeg havde fået sukkersyge, men den er på vej til at blive jaget ud af kroppen. Jeg var ved at miste følelsen i fødderne. Nu mærker jeg dem småt igen.  Heldigvis. Og kolesteroltallet er blevet mindre – alt sammen på grund af at jeg dyrker mere motion, plus at jeg får en sundere kost.”  

“Det er godt nok sent at finde en ny og bedre levevis som 79-årig, men det er aldrig for sent. For jeg har fået det langt bedre og jeg har i sinde at fortsætte med at leve på en ordentlig måde. Både med kost og motion.” 

Ivar betegnes med rette som en ildsjæl. Han skaber ikke arrangementerne i herreværelset for at blive rig. Der er nemlig ikke penge involveret i projektet. Der er plads til 30-35 gæster, og de betaler et beskedent beløb, så der er penge til kaffen og kagen. 

Barsk opvækst 

Ivar Søren er musikeren, der aldrig har lært sig noder. 

“Jeg kommer ud af en fattig familie. Vi var ni søskende. Der var ikke råd til, at jeg kunne gå til musikundervisning. Men jeg ville spille musik, så jeg havde kun en udvej: At lære mig selv at spille efter gehør. Og det har jeg gjort i alle årene.” 

Ivar tænker ikke tilbage på sin ungdom med stor munterhed. 

“Nej, jeg kom tidligt ind i et dårligt miljø. Selv om det gik ganske godt med musikken, og jeg havde mit eget band, var jeg ikke lykkelig. Langt fra. Fra jeg var 16 til jeg var 21 år levede jeg i et dårligt forhold. Med en kvinde, der var syv år ældre end mig selv og som havde to små børn.  Det var en alt for stor mundfuld for mig. Jeg var ulykkelig. Så en dag brød jeg ud af forholdet. Tog mit gode tøj – et par skjorter – og flygtede.” 

 “Dengang spillede jeg i et band på Centralhotellet i Randers. Klokken kunne blive både to og tre om natten, inden jeg var færdig med jobbet. Og jeg havde ikke noget sted at bo. Hvad gjorde jeg? Enten sov jeg i opgange eller i det lokale, jeg havde spillet i. Bag ved flyglet. Det var rædsomt.” 

“Den var en barsk tid, men jeg følte, at jeg stille og roligt kæmpede mig frem til et bedre liv. Jeg fik et værelse, som en servitrice lånte mig. Og stille og roligt begyndte solen at skinne på mig igen. Rigtig godt blev det, da jeg mødte Lene – min kone.” 

 “Vi traf hinanden på det hedengange berømte spillested Jacobs BQ i Aarhus, hvor jeg havde spillet i otte-ni år. Lene var en ung sangerinde på bare 20 år.  Hun gjorde sig godt og flot på scenen. Jeg lokkede med hende og fortalte hende, at jeg var pianist og stod og manglede en solist. Sandelig om det ikke lykkedes at komme til at spille musik med hende.  Hun var og er godt nok 23 år yngre end mig, men uanset hvad så opstod der sød musik. Og vi har nu været gift i 32 år.“ 

 “Som 21-årig stod hun brud til mig. Min forlover var Michael Bundesen fra Shu-bi-dua – en god ven af mig. Første gang jeg mødte ham var, da jeg spillede på Hvide Hus i Ebeltoft.  Han var kommet til byen på bryllupsrejse med sin kone Ninka. Det endte med at vi sang og spillede sammen i Molbostuen. Det var starten på et langt venskab.” 

Kærlighedens klippe 

Der har altid været fart på i Ivars liv. Både musikalsk og herhjemme. Hustruen Lene Sørensen siger: 

“Ivar og jeg fandt i mine helt unge år ud af, at vi havde mere til fælles end musikken. Vi spekulerer ikke over, at der er 23 års forskel på os. Ivar har gjort det godt – det på trods af den kraftige modvind, han havde i de unge år. Jeg kan godt lide, at han bliver ved med at arbejde med musikken. Han kan slet ikke slippe den, men jeg er nu også glad for, at han har trappet lidt ned i de senere år. Og jeg er først og fremmest glad for, at Ivar har fået øje for, at hans liv kan leves sundere end tidligere.” 

“Som han sagde forleden: Tænk sig: ‘Nu kan jeg snøre mine sko uden at blive forpustet.’” 

Til daglig er Lene varme- og energiplanlægger i Favrskov Kommune. Sammen har de sønnen Emil, der arbejder som mediegrafiker og web-designer. Ivar fortæller, at sønnen fra han var godt 3 år begyndte at spille på violin: 

“Sammen optrådte vi til store og små arrangementer. Emil blev bedre og bedre og spiller virkelig godt, men da han blev ældre mistede han lysten til violinen. Så nu spiller han kun ved særlige anledninger. Lidt ærgerligt, men Emil skal selvfølgelig følge sine egne lyster.” 

I musikalsk form 

Solisterne i herreværelset optræder ligesom Ivar selv gratis. De gør det mest af alt for at holde sig i sangmæssig form. 

Som en af solisterne, 82-årig Tove Schlytersen, siger: 

“Det er hver gang sjovt og hyggeligt at optræde her hos Ivar. Tilhørerne er altid så begejstrede. At synge her hos Ivar holder liv i mig.” 

Så det er både solisterne og gæsterne, der sætter pris på det projekt, Ivar har sat i gang. 

Alternativt sommerhus  

Når Lene og Ivar ikke befinder sig på bopælen i Studstrup – tæt på vandet – er de som oftest i Skagen. 

“Igennem tidens løb har jeg haft mange spillejobs i Skagen og Gl. Skagen. Derfor elsker vi at komme derop forår og sommer. Vi har etableret os med en campingvogn på en privat naturgrund. Med rådyr og heste omkring os. Midt mellem Skagen og Gl. Skagen. Vi elsker det. Jeg kan godt lide at være handymand, så jeg har udbygget campingvognen. Den minder faktisk om et sommerhus – lidt i den alternative stil. Men for 4.000 kr. om året har vi vores egen skønne, men beskedne fritidsbolig, som vi elsker at bo i.” 

“We’ll Meet Again” 

Vi slutter af i Ivars Herreværelse. Solisterne optræder på skift med kendte klassikere fra revytidens forfattere Kai Normann Andersen, Benny Andersen, Osvald Helmuth-klassikere og der er også lidt fra nutiden med bl.a. Abba. Og pludselig er der gået to timer. Tiden er kommet til den rørende og fantastiske afslutning. Fællesang “We’ll Meet Again. Vi ses igen.  

Og det gør mange af gæsterne. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *