Ulla Knappe er historien om en kvinde, der nærmer sig de 80 år og ikke har noget ønske om pension, men derimod stadig vil ud i livet og have mere af det hele.  

 Af Kurt Leth 

Hun har aldrig været i krise med sin alder – Ulla Knappe fra Risskov – som på trods af, at hun snart fylder 78 år, er arbejdssøgende.  

I 52 år har Ulla Knappe været leder. Ulla Knappe er den yngste kvindelige leder nogensinde ansat i Stormagasinet Magasin i Aarhus. I 23 år har hun stået i spidsen for Osteoporoseforeningen, der har hovedkontor i Aarhus. Til foråret trækker hun sig dog fra sin lederpost i patientforeningen, der hjælper mennesker med knogleskørhed. 

“Nu må der nye kræfter til,” siger den erfarne leder.  

Jobsøgende 

Så godt som alle, der har haft et aktivt arbejdsliv i små 60 år ville trække sig tilbage til et roligt pensionistliv. Men ikke Ulla Knappe. Selv om hun snart siger farvel til Osteoporoseforeningen, har hun ikke tænkt sig at trække sig fra arbejdsmarkedet. 

Ulla Knappe er faktisk ved at forberede sig til et nyt kapitel i sin tilværelse. Den snart 78-årig kvinde er gået på jagt efter et nyt arbejde – omend lidt mindre krævende end det, hun bestrider nu. 

 “Tanken om at leve et liv som decideret pensionist kan jeg ikke lide. Jeg føler mig fortsat i topform. Selv om det først er til foråret, jeg siger farvel til Osteoporoseforeningen, leder jeg allerede nu med lys og lygte efter et nyt job. Jeg er langt fra klar til at gå hjemme 100 procent hos min mand. Jeg skal have noget at give mig til. Mit hoved fungerer godt, så jeg skal have noget at bruge min hjerne til. Hvis det ikke lykkes, er jeg på den.” 

Og Ulla Knappe er ivrig efter at få et nyt job. For ikke længe siden søgte et job hos Danmarks Statistik.  

“Det var et job, der passedes som fod i hos til mine kvalifikationer. En 12-15 timers stilling, hvor jeg skulle interviewe danskere i deres egne hjem rundt om i Danmark. Jeg er mobil, så at køre en tur til Nordjylland eller Fyn ville være fint. Desværre fik jeg afslag. Men jeg returnerede: Får I pludselig en åbning, er jeg klar.” 

 Opsat hår og spadseredragt 

Som 21-årig kom Ulla Knappe til Magasin med en eksamen fra Handelshøjskolen. I første omgang søgte hun job som sekretær i personaleafdelingen. 

“Jeg kom til samtale med stormagasinets direktør. Med mine 21 år og med halvlangt lyst hår og gul cottoncoat mente direktøren, at jeg var lidt for ung til jobbet. Så en anden kvinde kom på banen – med en mere velegnet alder. Hun var 35 år.” 

“Men sandelig om ikke jeg blev indkaldt til en ny samtale en uges tid senere. På visse betingelser ville jeg få jobbet: Jeg skulle have opsat hår, grå eller sort spadseredragt, ligesom jeg skulle bekræfte, at jeg var i et fast forhold – helst gift.” 

Med sin fars hjælp anskaffede Ulla sig to spadseredragter, og den 1. september 1965 startede hun så på jobbet.  

“På en præsentationsrunde med direktøren blev jeg introduceret som et år ældre, end jeg i virkeligheden var. Det var lidt grænseoverskridende. 

Men heldigvis gik det hele godt. Allerede fem år efter sin tiltrædelse blev Ulla Knappe personalechef for Magasins 500 medarbejdere. 

“Det var et stort ansvar, men det tyngede mig ikke. Jeg elskede jobbet. Jeg kunne lide at gå rundt i huset og tale med medarbejderne. Det kunne lige så vel være med chaufføren som en medarbejder i kantinen. Jeg interesserede mig for deres liv. Ofte kendte jeg både den ansattes og børnenes navne. En god og tæt dialog har altid være vigtig for mig.” 

“Jeg synes rigtig godt om ideen med at hjælpe andre mennesker, der er i vanskeligheder.”

Karrieren prioriteres 

Som 30-årig fik Ulla Knappe og hendes mand sønnen Rasmus Steen. 

“Når vi ikke fik flere børn, hang det nok sammen med, at jeg havde mere lyst til mit arbejde. Dengang var barselsorloven minimal, i hvert tilfælde når man var chef. Allerede 10 dage efter fødslen var jeg tilbage på jobbet. Når jeg var inde på mit kontor, blev barnevognen ofte placeret i portnerboligen hos fru Laursen.  Samme portnerbolig blev senere et yndet ventested for min søn, når jeg var på arbejde en fredag aften til efter kl. 20 eller en lørdag formiddag efter kl. 14.” 

Ulla Knappe har et mildt blik. Er en præsentabel kvinde. Men man skal ikke lade sig snyde af hendes ydre. For bag facaden gemmer sig en powerkvinde, der har forventninger til sig selv, og som kræver handling af andre.  

Det er Ulla Knappe yderst til højre

“Det var dengang Magasin var det førende stormagasin i provinsen. Vi var stolte af vores arbejdsplads. Mennesker kom og gik – nogle medarbejdere blev i huset til de blev pensioneret. Andre tilpassede sig aldrig. Her måtte jeg så sammen med deres daglige chef skride ind og afslutte ansættelsesforløbet.” 

Leverpostejen 

Ulla Knappe er kendt for som leder altid at have haft benhård fokus på organisationen.  

“Selv om det er godt med tætte relationer til medarbejderne, har jeg aldrig tøvet, hvis jeg har fundet det nødvendigt at udskifte folk. Både af min direktør og af min mor og far har jeg lært, at man skal handle med retfærdighed. Men ikke give køb, hvis noget er forkert. Det har aldrig været rart at afskedige mennesker. Men har jeg kunnet forsvare beslutningen, har jeg aldrig tøvet. Retfærdighed er vigtig for mig, og selv om det er svært at sige folk fra, har det ikke generet mig, hvis det er det rigtige for organisationen.” 

Dog husker Ulla Knappe en kedelig historie. Det var omkring en leverpostej til 4,75 kr. 

“Da en kassedame over de 60 år en dag skulle hjem, lyste den røde knap hos portneren. Desværre havde hun en leverpostej i tasken uden bilag. Kontorchefen, der havde vagten den aften, gjorde kort proces: Han fyrede hende på stedet.” 

Der var sket det, at leverpostejen var blevet ”smidt” af en kunde lige før lukketid. Og kassedamen vidste, at den ville blive kasseret dagen efter. Kassedamen kontaktede mig dagen efter og sagde: Åh nej, I må ikke fyre mig. Mit liv bliver ødelagt, hvis jeg mister mit job. Jeg har siden været ked af, at jeg ikke efterfølgende argumenterede for mere elastiske regler i den givne situation. En skriftlig advarsel havde været en bedre og mere menneskelig løsning. For kunderne kunne jo godt lide hende. Hun var et sødt menneske.” 

Selvstændig 

Det blev til 28 år hos Magasin. I forbindelse med en omorganisering af ledelsen i stormagasinet besluttede Ulla Knappe, at hun ville prøve nye udfordringer. 

“Så jeg valgte at gå selvstændig inden for HR-området. Opgaven var at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at finde de rette medarbejdere til forskellige jobs. I Magasin havde jeg været forvænt med, at der var specialister på alle områder som jeg kunne jeg søge råd hos. I mit eget firma var der pludselig kun mig selv til at klare alle spørgsmål.” 

“Jeg vil ud i livet”

Så da Ulla blev kontaktet af Osteoporoseforeningen og spurgt, om hun kunne hjælpe til i organisationen i hendes fritid, sagde hun ja. 

Det blev startskuddet til en længere karriere inden for foreningen, der hjælper mennesker med knogleskørhed. I starten var hun frivillig, men hurtigt øjnede hun store udviklingsmuligheder i patientforeningen. Så efter kort tid blev hun valgt som lønnet formand.  

Modtog ridderkorset 

Ulla Knappe er stolt af, hvordan Osteoporoseforeningen har udviklet sig igennem årene. Dengang hun startede i foreningen var der 3.500 medlemmer. Nyeste medlemsstatistik viser, at der nu er godt 14.000 medlemmer. 

I 2017 modtog Ulla Knappe ridderkorset for sin indsats i Osteoporoseforeningen. Det skete i forbindelse med foreningens 25 års jubilæum i Musikhuset.  

“Det var prinsesse Benedikte, der overrakte mig det, inden jubilæumsfesten blev skudt i gang. Det kom aldeles bag på mig, at jeg fik den smukke påskønnelse. Men glad blev jeg naturligvis.” 

Som landsformand har Ulla været på valg hvert andet år. Når hun slutter til foråret gør hun det med stolthed og god samvittighed.  

“Foreningen har 22 lokalafdelinger rundt om i landet. Når jeg gik ind i arbejdet i Osteoporoseforeningen var det en tilfældighed. Jeg kendte en person i foreningen, som arbejdede hårdt for mennesker med knogleskørhed. Så det er ikke fordi nogen i min familie, eller jeg selv lider af knogleskørhed. Jeg synes bare rigtig godt om ideen med at hjælpe mennesker, der er i vanskeligheder.” 

“Da jeg gik ind i arbejdet mente selv de praktiserende læger, at knogleskørhed var en tilstand og ikke en sygdom. Det skulle der gøres noget ved. Så mine dygtige medarbejdere og jeg har igennem årene gjort alt, hvad der har stået i vores magt for at kæmpe for danske borgere med knogleskørhed. Det har været mig meget magtpåliggende, at vores arbejde skulle lykkes. Alt for mange mennesker med knogleskørhed er overladt til sig selv. Smertefulde brud og nedsat livskvalitet er konsekvensen for den enkelte.”  

Ud i livet 

Selv om det godt kunne se ud til, at Ulla kun har haft arbejde i hovedet, så har hun andre interesser, som nok skulle gøre det muligt at udføre et pensionist-liv uden job. I hendes hjem står et lille hvidt klaver. Det bliver flittigt brugt. 

“Selv om jeg nok kunne være bedre, elsker jeg at spille på det. Det giver mig god gymnastik til hjernen og bringer mig i godt humør. 

Ulla Knappe spiller også bridge. 

“En hobby, som jeg har meget glæde af. Jeg lærte det for mange år siden sammen med Kirsten Eriksen, der var chef for parfumeafdelingen i Magasin. Jeg spiller stadig en gang om ugen i Bellevue Hallen i Risskov. Det varer som regel op til fire timer en aftenstund. 

Da Ulla Knappe for snart mange år siden kom fra det nordjyske til Aarhus, meldte hun sig ind i Aarhus Dame Roklub. 

“Det er blevet til mange gode år som aktiv roer. Specielt holdt jeg meget af at ro single-sculler. At ro inde fra Søsporten i lystbådehavnen og runde Åkrogen og så retur var en herlig tur. At ro giver motion og frisk luft, og det er så absolut en sport, jeg kan savne. Nu bliver det mest til gåture langs stranden på Fedet i Risskov.” 

“Vi må tage livet som det kommer og det er vigtigt for mig at komme ud i livet. Så når jeg slutter som landsformand i Osteoporoseforeningen til foråret, satser jeg på at finde et nyt indhold i mit liv.”   

“Jeg vil ud i livet og bruge min hjerne.”