Liv i minderne

– 50 små film til mennesker med demens

 

En rød traktor med selvbinder i en moden kornmark. En lille pige med røde sløjfer i rottehalerne og næsen begravet i en juleappelsin med nelliker og levende lys i baggrunden. En ung kvinde på cykel en dejlig sommerdag med blå himmel og blomstrende hyld. En mand med fiskestang, stående i en robåd ude i vandet. Soldater på march på landevejen, iført olivengrønne uniformer med skråhuer fra 1960-erne. En mor, der pusler en nøgen baby, der sutter på en lyseblå vaskeklud …

 

De synsmæssige sanseindtryk står i kø i 50 kortfilm med den samlede titel ”Liv i minderne”. Filmene er produceret af Retrospect Film, specielt til mennesker med demens. De får nu mulighed for at se film, hvor indholdet er afstemt dementes abstraktionsniveau. Der er skruet ned for handlingen og op for stemningen med nærværende billeder og rolig klipning. Flere af filmene foregår i 1950’erne for netop at skubbe til de tidlige erindringer og skabe ro og glæde ved noget velkendt. Med highlights fra livet refererer filmene til noget genkendeligt og vedkommende, som f.eks. morgensang på husholdningsskolen, eller når familien tager til stranden med børnene en dejlig, varm sommerdag. Samtidig er der også produceret en film der handler om kærlighed og erotik.

 

Et frirum

”Liv i minderne” er baseret på den forskning der findes om demens. En ekspertgruppe har defineret principperne for filmenes indhold. Halvdelen af filmene foregår i 1950-60’erne og en del af dem bruger ADL- begrebet (Active Daily Living) så filmene ikke kun skaber et behageligt frirum, men også bidrager til at påvirke f.eks. spiselysten eller forberede den demente på en aktivitet der sker i løbet af dagen.

Den anden halvdel af filmene er dokumentariske, nutidige og kan bruges som værktøjer i hverdagen, som f.eks at tage tøj på, børste tænder eller smøre sig en mad. Filmene kan bruges både som rekreation og danne basis for samtaler med familiemedlemmer og plejepersonale. Spændvidden i filmene giver plejepersonale og pårørende mulighed for at finde noget der passer til den enkelte borger. Projektet er det første af sin art og er en del af et forskningsprojekt om demens. Filmene er produceret i samarbejde med Socialstyrelsen, Center for Forskning i Aldring og Demens (CFAD)/VIA University College, med støtte fra Trygfonden, Socialstyrelsen og Aarhus Kommune. De 50 film er samlet i en DVD boks.

 

Ekstra eksemplarer kan købes gennem Alzheimerforeningens netbutik: http://alzheimershop.dk/

Se mere om demens-filmene på http://www.demensfilm.dk/