Nanna Kristensen

Nanna Kristensen på 44 år er førtidspensionist og frivillig i Hjernerystelsesforeningen. Nanna er selv ramt af senfølger efter en hjernerystelse, derfor kan hun ikke imødekomme kravene på det ordinære arbejdsmarked. I lang tid manglede hun mening i hverdagen. Det fandt hun som frivillig i Hjernerystelsesforeningen, hvor hun kan tage opgaverne i sit eget tempo. 

Puk Janum Christiansen, Projektkonsulent ved Hjernerystelsesforeningen
 

“Jeg fik en hjernerystelse, som satte mig helt ud af spillet ift. job og sociale sammenhænge. Det efterlod et ubeskriveligt tomrum og ensomhedsfølelse,” fortæller Nanna, der ser tilbage på den første tid efter sin hjernerystelse.  

Nanna’s funktionsevne er så nedsat, at hun ikke kan imødekomme et ordinært arbejde, og faktisk troede hun heller ikke på, at hun kunne imødekomme et frivilligt virke. 

Hun blev opfordret af hjernerystelsesforeningen til at prøve det af, og arbejder nu frivilligt i foreningen som landsbestyrelsesmedlem, til trods for sine senfølger.  

“Jeg har svært ved at sidde foran en skærm i mere end 15 minutter. Men arbejdet kan tilrettelægges, så jeg kan gøre det i intervaller, og over længere tid,” forklarer hun.  

Lokalafdeling Aarhus 
Hjernerystelsesforeningen er ved at kickstarte sin lokalafdeling i Aarhus med en række initiativer og aktiviteter for hjernerystelsesramte. I løbet af 2021 og 2022 opstarter foreningen mødegrupper, afholder foredrag og andre events. 
Bor du i Aarhus og har hjernerystelse, så kan du melde dig ind i Hjernerystelsesforeningens lokale facebookgruppe her. Du kan også læse mere på foreningens hjemmeside her.

Få modet tilbage 

Før sin skade var Nanna socialrådgiver. De evner bruger hun i sit frivillige arbejde, i sit eget tempo. 

Jeg kan både bruge nogle af mine kompetencer fra mit gamle liv, og fylde min tid ud med et virke, der giver personlig mening og værdi.”

Arbejdet har givet Nanna modet tilbage. Selvom hun har foreningen i sit bagland, er hun også i stand til at løse nogle opgaver på egen hånd. 

“Det har været berigende, at jeg kan indfri de forventninger, der er til mig,” fortsætter hun. 

Frivillig på egne præmisser 

Hjernerystelsesforeningen har forskellige frivilligjobs – nogle kan udføres derhjemme og nogle foregår sammen med andre frivillige. Som frivillig kan man tilrettelægge arbejdet eget behov, og samtidig gøre en forskel for andre. 

“Jeg får energi af at hjælpe andre, og at være en del af noget,” fortæller Nanna om sine egne grunde til at være frivillig.  

Hjernerystelsesforeningen arbejder sammen med Frivilligcenter Aarhus om at finde frivilligjobs til hjernerystelsesramte, der gerne vil ud i andre foreninger. Derfor behøver du ikke have en særlig interesse i hjernerystelser. Du kan også være at blive besøgsven, strikke eller hækle til andre, eller hjælpe med administrative eller kommunikative opgaver.  

“At arbejde frivilligt betyder for mig at bruge min tid på noget med mening og bruge mine kompetencer fra mit gamle liv på mine præmisser, med min hjernerystelse,” siger Nanna. 

Hjernerystelsesforeningen og Frivilligcentret sørger for at foreningerne er godt informeret om udfordringerne ved hjernerystelse. Derfor vil der være forståelse og fleksibilitet omkring de behov og udfordringer, man har som hjernerystelsesramt.  

Frivillig som førtidspensionist 
Vidste du, at du som førtidspensionist og bosiddende i Aarhus Kommune, kan du få en mindre løn for dit frivillige arbejde? Det kan du i et såkaldt kvotejob.  
Kontakt Hjernerystelsesforeningen på puk@hjernerystelsesforeningen.dk eller ring på
29 73 72 11 og hør mere.  
Du kan også læse om de generelle regler for førtidspensionister i arbejde her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *