Når du træder ind ad døren i Folkehuset mødes du af en skøn duft af nybagt kage, bagte æbler og kanel. Siden nytår er Folkehusets køkken blevet brugt som mødested for en kageklub, hvor en gruppe kvinder mødes og eksperimenterer med alt fra glaseringer til mousser af forskellig art. Det er Makhubba på 39 år, som har startet gruppen, der mødes hver måned og bager. 

Af Lea Marie Fruergaard Grandt 

Makhubba har bagt, siden hun var fem år. Hun er vokset op i Usbekistan og for fire år siden flyttede hun til Danmark på grund af kærlighed. Hun elsker at bage, eksperimentere og lære fra sig, og hun deler ud af sin passion med andre på en YouTube-kanal, hvor den ene flotte kage efter den anden bliver vist frem. Bagning er hendes hobby, og i fritiden tager hun på kurser for at blive endnu bedre til at lære at mestre nye teknikker om chokolade og tempereringer. Makhubba er vild med kager.   

Når man spørger Makhubba, hvorfor det lige er bagning, hun brænder for, kommer svaret prompte:  

”Jeg elsker at bage. Det er ligesom meditation. Det hjælper på mit humør, hvis jeg er sur, ked af det eller stresset. Så får jeg det altid bedre af at bage. For eksempel slapper jeg af ved at pynte en kage fint med chokolade, og så glemmer jeg det, der ellers kan gå mig på.” 

Social bagning 

Makhubba fik idéen til kageklubben, da hun både gerne ville lære nye mennesker at kende i Aarhus og samtidig havde lyst til at dele ud af sin viden om bagning. Derfor søgte hun GENLYD-puljen, og fik støtte til at starte kageklubben i Folkehuset Gellerup, hvor der er god plads til at mødes og et stort køkken. 

 ”Jeg kunne godt tænke mig at finde nogle at bage med, så kagebagning kunne blive til noget socialt sammen med andre. Håbet var, at vi både kunne dele glæden ved at bage, at jeg kunne udvikle mit danske sprog, og at vi kunne lære om bagetraditioner fra hinanden.” 

Efter tre mødegange er klubben nu oppe på 30 medlemmer, der mødes og bager alverdens kager. De fleste kendte ikke hinanden på forhånd, og klubben har derfor været med til at udvide deltagernes netværk. 

En af de mennesker, som deltager, er Hanne. Hun bor i midtbyen, og hun faldt over opslaget om Makhubbas kageklub på nettet. 

”Jeg tænkte, at det var en god måde at møde nye mennesker på. Jeg kender ikke nogen af de andre, men nu har vi jo set hinanden et par gange, og vi har lært hinanden at kende. Det er rigtig hyggeligt. I stedet for, at vi sidder alene derhjemme, så har vi nu en gruppe, hvor vi også lærer nye måder at bage på. På den her måde kan vi alle være med, og man behøver ikke være en haj til at bage, for Makhubba lærer os det”. 

En multikulturel kageklub 

Kageklubben handler ikke kun om at bage og spise, det er også en kulturudveksling mellem de forskellige deltagere, hvor de skiftes til at præsentere nye typer bagværk for hinanden. De 30 deltagere har rødder i Usbekistan, Tyrkiet, Sverige og Danmark, så i klubben smager de på kager fra hele verden. 

Makhubba kan mærke, at hendes danske er blevet bedre og det er flere af deltagernes også. Nu ved de for eksempel, at det hedder bagværk og ikke bage-værk og at det hedder Wienerbrød i stedet for vin-brød.  

I klubben lærer deltagerne også nye traditioner fra hinanden, både de kulturelle og kulinariske. Det fortæller Zulfizar, der har været med i klubben fra start: 

”Det er spændende at lære nogle nye mennesker at kende og få nye opskrifter på kager. Man bliver inspireret, ikke kun til at bage, men også til at lære nyt om verden. Man lærer nye mennesker og steder at kende, og man lærer mere om andre sprog. Hver gang har jeg lært noget nyt. Det er afslappende og et varmt fællesskab. Bagningen knytter os sammen, og vi får en tættere relation med de kvinder, vi møder her.” 

For Makhubba er der ingen tvivl om, at hun har fundet de rette ingredienser til en hyggelig kageklub og et fællesskab omkring kagerne.  

Tag et kig ind på Facebookgruppen og se mange flere kager: https://www.facebook.com/groups/676092303552894 

Vil du starte et fællesskab?  

I Aarhus Kommune er der 37 Folkehuse, hvor du gratis kan låne hyggelige lokaler i forskellige størrelser. Du kan også låne køkkener, hvis du vil mødes i en mad- eller kageklub, eller du kan sætte dig i caféerne, som findes i mange af folkehusene. Ved flere af folkehusene er der også forskellige udendørs faciliteter til f.eks. petanque, krolf og pizzaovne, som alle er velkomne til at bruge. 

Find nogle at mødes med: 
www.genlydaarhus.dk kan du få kontakt til andre, der gerne vil mødes om en fælles interesse. Du kan gå på opdagelse i de mange invitationer på den digitale opslagstavle eller skrive dit eget opslag om det, du gerne vil lave med andre. Du kan også søge støtte fra GENLYD-puljen til opstart af nye, fællesskabende initiativer. https://genlydaarhus.dk/genlyd-puljen 

Du kan prøve kræfter med den lækre kage Marifat Opa 

Opskrift 

Marifat Opa: 

Til dejen: 

Mælk 200 ml 

Mel 700 gr 

Æg 2 styk 

Piskefløde 200 ml 

Tørgær 2,5 tsk  

Smør 30 gr 

Salt 1 tsk 

Til fyld: 

Æble 1 styk  

Sukker 2 tsk 

Stødt kanel 1 tsk  

Fremgangsmåde:  

  • Tænd ovnen på 200 grader.  
  • Klargør fyldet: Skær æbler ud i små tern, vend dem med kanel og sukker og bag i 10-15 minutter i ovnen.  
  • Bland smeltet smør, æg og sigtet mel til en fast dej.  
  • Del dejen ud i små kugler på størrelse med et lille æble. Lad dem hæve i en time.  
  • Rul dej-kuglerne flade og marker et kryds ovenpå. I to diagonale hjørner skæres skrå strimler (ca. 1 cm brede).  
  • I et af de intakte hjørner lægger du fyldet. Fold det andet intakte hjørne ovenpå, så du får en lukket dejmasse med fyld i.  
  • Fold strimlerne ind over fyldet fra skiftevis højre og venstre side, så det danner et flettet mønster. 
  • Rør to æg sammen og pensl alle kagerne. 
  • Bag dem i ovnen til de er gyldne. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *