Elsebeth Egholms liv forandrer sig i takt med, at hun skriver sine bøger. Hun starter forfra hver gang, og det både skræmmer og inspirerer hende. Til maj udgiver hun sin 18. roman. Vital har besøgt journalisten og forfatteren til en snak om et liv i faser, og hvordan man skaber sunde vaner i det omskiftelige. 

 Tekst: Kasper Fryd Kristensen Foto: Michael Drost-Hansen 

 
”Så kom blikkenslagerne endelig,” siger Elsebeth Egholm, mens hun kigger ud ad vinduet. 70’er-villaen i Risskov, hvor hun bor med forfatterkæresten Jürgen Klahn og hunden Django, bliver løbende moderniseret. Nu er turen kommet til garagens tag. ”Det var på tide. Der er virkelig lang ventetid på håndværkere for tiden.” 

En anden verden 

Det er en almindelig, let skyet, mandag formiddag i forfatterens hjem. Inde i stuen trasker Django dovent rundt, og udenfor breder ukrudtet sig stolt og uinviteret mellem terrassefliserne. Elsebeth tager en tår af sin instant kaffe, og fortæller eftertænksomt: 

“Jeg tilhører jo ikke de forfattere, der skriver hver dag. Jeg skriver, når jeg har en bog. Og så har jeg brug for en anden ro og koncentration, end jeg kan få herhjemme med hus, hund, have og praktiske gøremål. Så når tiden er inde, tager jeg ned til min lejlighed på den lille, maltesiske ø Gozo, og så lever jeg meget struktureret. Jeg er alene, og det er arbejde. Jeg har nogle venner, som jeg kan dosere til en uforpligtende kop kaffe eller andet, og så har jeg indlagt motion, men jeg kommer for at skrive.”

Opholdene er meget intensive, men Elsebeth trives i rytmen på Gozo, hvor hverdagen er optimeret til at understøtte den fordybelse, det kræver at skrive. Her har forfatteren en regel om, at hun skal skrive 3000 ord om dagen. Ofte gør hun det bedre. Tre ugers intensiv skrivning, og hun har skrevet en hel bog.  

“Skrivefasen er det, man lever for. Det er det, det hele handler om. At få formuleret sine idéer. Der kan jeg blive helt høj. Det er nok det, der driver mig. At jeg ikke kan lade være med at fortælle historier og at opnå den følelse, hvor det flyder ud af mig. Jeg har det allerbedst, når jeg er i gang med at skrive.”

Som Elsebeth understreger, er timingen dog afgørende for et godt skriveophold på Gozo. 

”Det bliver ikke nemmere at skrive bøger, det bliver sværere. Men det driver mig også til at blive bedre, at udvikle mig.” 

“En stor del af mit arbejde består i at vente. Vente til, at noget dukker op af sig selv, som gerne vil skrives. Så jeg forstår historien, og hvad jeg vil med den. Når jeg så er klar, er det skønt at få taget hul. Så er jeg motiveret, og så skal jeg til Gozo. Men jeg ved aldrig, hvornår tiden er inde. Det er også derfor, jeg ikke udlejer lejligheden,” griner hun. 

Forfatteren har næsten lige afleveret udkastet til sin kommende bog: ”Den røde glente”.  

“Så nu er jeg i redigeringsfasen. Den kan være hård. Det føles ikke som rigtigt arbejde, for jeg er slet ikke så streng ved mig selv, som når jeg skriver. Generelt kan man sige, at mine vaner – når jeg ikke er i gang med en bog – de adskiller sig ret meget fra mine vaner, når jeg skriver.”

Roen i rutinen 

Spredt i stuen finder man vidnesbyrd om forfatterens hverdag i Danmark. Der ligger stablede håndvægte, adskillige bøger og dagfriske aviser, mens der centralt i rummet står et imponerende flygel. Det kommer vi tilbage til. 

“Jeg rundede jo de 60 sidste år, og det tænker jeg da over. Jeg vil gerne gøre ting, der holder mig i gang, så jeg ikke mister kraft. Både med hjernen og kroppen.” 

Som gammel journalist starter Elsebeth altid dagen med at drikke en kop kaffe og konsumere nyheder i bunkevis. 

“Generelt er jeg af den opfattelse, at det er vigtigt at følge med i, hvad der sker omkring mig og ude i verden. Jeg abonnerer på fire aviser, både danske og udenlandske, og bruger megen tid på at surfe rundt på nyheder. Men det kan jo også blive en overspringshandling, for jeg er nok lidt af en nyhedsnarkoman. Det kunne jeg godt tænke mig at skrue lidt ned for.” 

Rent fysisk holder Elsebeth sig også i gang. Hun har fået en personlig træner til at lægge et overskueligt 20-minutters træningsprogram, så tre gange om ugen svinger hun håndvægtene i stuen eller i haven, hvis solen skinner. Hver dag tilbagelægger hun flere kilometer med jagthunden Django.  

“Jürgen og jeg bruger flere timer på hunden om dagen. Han træner Django, og jeg går ture. Man kan sige, at Django faktisk er den indirekte årsag til flere af mine bøger. Der dukker meget inspiration op, når jeg går tur med hunden. Vi går tit herovre i Mollerup Skov, og sådan en time der, det er simpelthen godt for alt.”

Klangen fra et fjernt sted 

“Vil du gerne høre noget?” spørger Elsebeth, da snakken falder på hendes iøjnefaldende Steinway-flygel fra 1912. Hun forelskede sig i klangen for et par år siden, og siden har hun gjort det til en daglig vane at spille mindst 30 minutter om dagen. 

“Det er enormt tilfredsstillende. Men det er jo ikke noget, jeg slapper af med. Jeg kan fx ikke gøre det, hvis jeg er træt. Det kræver dyb koncentration, og så er det også som at træde ind i en anden verden og afkoble fra alt andet – præcis som når jeg skriver. Men det er også hårdt arbejde, apropos det med at blive ældre, at skulle sætte sig ned og skulle læse noderne. Det tror jeg er rigtig sundt for både hjernen og fingrene. Jeg forsøger at udsætte mig for at spille fra bladet, altså at sætte noder foran mig, jeg ikke har spillet før og så se, hvor godt det går. For der skal man virkelig bruge meget. Og faktisk så sidder jeg og varmer op med sådan nogle kedelige fingerøvelser, inden jeg går i gang. Hvis man skal gøre det, så skal man også gøre det ordentligt.” 

”Jeg har det allerbedst, når jeg er i gang med at skrive.” 

Det palisander-brune flygel antændte samtidig inspirationen til Elsebeths sidste udgivelse ”Som natten kender stjernerne” fra 2020. Hun blev nysgerrig på det over 100 år gamle instruments rejse fra fabrikken i Hamborg til den nordøstfranske by Metz i Lorraine, hvorfra det har set to verdenskrige. 

“Da jeg gik på Det Jyske Musikkonservatorium, var jeg rigtig god. Men så overtog journalistikken og sidenhen mit forfatterskab, så i næsten 30 år har jeg ikke spillet. Derfor kontaktede jeg min gamle klaverlærer, der i mellemtiden var blevet pensioneret. Og ham besøger jeg en gang imellem, så jeg kan banke rusten af.” 

Efter en kort pause retter Elsebeth sig op, og udbryder ”nå, Brahms Intermezzo.” Med selvsikre bevægelser vækker hun flygelet til live med varme, melankolske toner. 

Hør Elsebeth spille Brahms, og fortælle om, hvordan klaveret blev inspiration til hendes seneste roman.

At begynde forfra 

Elsebeths liv hænger uløseligt sammen med hendes bøger. Hun har skrevet 17 og solgt over en million eksemplarer, men det er stadig en cyklisk proces, som tidevandet eller sæsonernes skiften. Pludselig trækker det sig tilbage. Lige så godt det føles at skrive, lige så tomt kan det føles at blive færdig med en bog. 

“Når alt sammen er afleveret, kan jeg få den der tomhedsfornemmelse. Måske en slags fødselsdepression. Søren Ulrik Thomsen sagde i et interview, at det i hans erfaring som forfatter var sådan, at man starter forfra hver gang. Ellers skrev man samme bog hele tiden. Selv jeg, der skriver underholdningsromaner, forstår ham glimrende. Jeg begynder forfra hver gang. Jeg kan have den samme håbløse fornemmelse af ikke at kunne noget. Hver gang. Det bliver ikke nemmere, det bliver sværere. Men det driver mig også til at blive bedre, at eksperimentere og udvikle mig.”

I sin sidste bog skrev Elsebeth for første gang i nutid. Den kommende bog har hun skrevet med en jeg-fortæller, noget hun aldrig har gjort før. Begge bøger er i øvrigt kærlighedsromaner, hvilket er et markant skifte væk fra den krimigenre, hun er velbevandret i. 

”De bedste idéer får jeg på tur med hunden.” 

“Måske vender jeg tilbage til krimierne, men nu opbygger mine bøger sit eget univers, der ikke er designet omkring samme hovedperson. Afrundede historier, hvor man kan give den fuld gas, og så starte forfra med noget helt andet næste gang. Den næste bog skal gerne være mindst lige så god som den forrige, helst bedre.”

I dag bliver det sandsynligvis ikke til mange timers redigering af ”Den røde glente”. Django skal snart luftes, og solen er endelig kommet frem fra skyerne. 

“Selvom jeg prøver at holde mig i gang på den ene og anden måde, så synes jeg også, at man en gang imellem skal indulge – altså forkæle sig selv. Drikke noget vin og slappe af. Ellers bliver det for kedeligt. Det vil jeg tillade mig. Men ikke på daglig basis. Man er nødt til at være venlig ved sig selv. Og sige, hvis jeg ikke lige får trænet i dag eller spillet på flygelet i dag, så går det nok.” 

En dag som forfatter på Gozo

07:00 – Jeg er A-menneske, så jeg vågner altid tidligt, uanset om jeg er på Gozo eller i Danmark. 

07:15 – Som gammel journalist er det en fast vane, at jeg hver morgen skal lave en kop kaffe og så tjekke alle de store aviser og DR. Og så skal jeg også lige forbi Facebook, hvor mange af mine læsere følger med.  

08:00 – Jeg skriver bedst om formiddagen, da jeg er mest frisk i hovedet her. Så jeg skriver nærmest uafbrudt frem til frokost.  

12:00 – Frokost, hvor jeg får en pause. 

13:00 – Så kører jeg videre med skriveriet. 

15:00 – Her tager jeg en pause, hvor jeg hver dag går flere kilometer ned til stranden, hvor jeg tager en svømmetur. Omkring tre gange om ugen træner jeg med mit fitness-program inden.  

16:00 – Jeg fortsætter skriveriet. 

18:30 – Færdig ved tastaturet for i dag. Jeg laver aftensmad, og nogle gange går jeg ned til det hyggelige torv ved kirkepladsen og finder en bid mad på en restaurant. 

20:00 – Jeg tager et glas vin – eller to – som belønning for en lang arbejdsdag. Jeg plejer også gerne at se noget Netflix eller HBO, hvis ikke jeg mødes med nogen. Men ikke for meget alkohol, da jeg skal tidligt op og i gang igen dagen efter. 

21:30 – Slut for i dag. 

Bøgerne i mit liv

Den seneste bog, jeg har læst, er Lone Hørslevs nye roman, der hedder “Halvt i Himlen”. Hun har tidligere skrevet til en mere smal målgruppe, men det er så hendes forsøg på at skrive noget mere mainstream med en historie, der foregår i 1920’erne bygget på hendes oldemors historie i fattige kår i København. Det er en super god bog, som jeg virkelig kan anbefale. 

Lige nu læser jeg romanen “Kvinden ved 1000 grader” af den islandske forfatter Hallgrímur Helgason. En gammel islandsk kvinde synes hun har levet længe nok, og har arrangeret sin egen kremering. Og mens hun venter på, at ovnen når 1000 grader, fortæller hun sin livshistorie. Det er absurd humoristisk, og så kender jeg forfatteren fra en litteraturfestival i Flensborg. 

Jeg er blevet inspireret af alle kærlighedsromaners Moder, nemlig “Stormfulde Højder” af Emily Brontë. Den læste jeg, inden jeg skiftede krimi ud med kærlighed. Den er meget smertefuld og ret hård læsning i fortællingen om det destruktive kærlighedsforhold mellem Cathy og Heathcliff. Den er utrolig smukt skrevet, og en bog, der har haft indflydelse på arbejdet med min kommende roman “Den røde glente”. 

Inden jeg blev forfatter, læste jeg Leif Davidsens roman “Den russiske sangerinde”. Jeg gik på journalisthøjskolen, og Leif, der selv var journalist med erfaring som korrespondent i Moskva, brugte i bogen sin store indsigt i russiske forhold. Det talte til mig som ung studerende, og det gav mig en tro på, at journalistikken også kunne blive min indgang til forfatterskabet. 

Af de store klassikere tiltrækkes jeg af fortællinger som “Anna Karenina”, “Madame Bovary”, “De elendige”, “Lykke-Per”, og mange af Dickens’ værker. Det er ofte samtidsskildringer – mange af dem egentlig meget tragiske, men det skal det jo være – og så med et historisk bagtæppe. Det er nogle af de fyrtårne i den klassiske litteratur, jeg tiltrækkes mest af, da det bare er gode historier.

Elsebeth Egholm fotograferet i sit hjem i Aarhus onsdag den 22. september 2021.

Blå bog Elsebeth Egholm 

  • Født i 1960 
  • Blev journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1989 
  • Har studeret på Det Jyske Musikkonservatorium 
  • Debuterede i 1999 med romanen ”De frie kvinders klub”, og har siden udgivet 17 bøger, heriblandt ni bind i den populære serie om Dicte Svendsen 
  • Privat bor Elsebeth i Risskov med sin kæreste Jürgen Klahn, der også er forfatter, og hunden Django 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *