Kunst har altid interesseret Helle Pedersen. Også inden hun blev syg. Men efter en psykose som ung fik den en ny værdi. I takt med erkendelsen af, at hun skulle lære at leve med en diagnose, blev kunsten i stigende grad et middel til at forstå sig selv, udtrykke sig selv og udvikle sig selv.

Tekst og foto: Kasper Fryd Kristensen

Kunst og begyndelse

Jeg voksede op i 70’erne og 80’erne i Randers. Det var en ganske almindelig tryg og kærlig opvækst med mine to yngre søskende og mine forældre. Det var en opvækst med meget leg og frihed. Vi var meget på eventyr, synes jeg. Jeg var legende og fantasifuld. Kiggede på andre med et nysgerrigt blik. Havde tillid til verden og andre mennesker. Legede i træer – klatrede op og havde udsyn. Elskede at erobre nyt land. At være på eventyr. 

Fra mine teenageår begyndte det at blive svært. Jeg var ikke længere en sød og indtagende lille pige. Men en lidt grim ælling. Det nuttede var væk, og jeg var pludselig helt forkert. På rejse i en voksen verden. Følte mig hele tiden i den forkerte krop. Brysterne voksede og voksede. Og pludselig var jeg i gymnasiet. Her klovnede jeg mig igennem. Sagde sjove og kiksede ting for at få folk til at grine. Jeg følte mig misforstået og ensom.

Teksten er et udpluk fra en tekst, jeg har skrevet om, hvorfor jeg laver kunst. Men det er jo ikke hele fortællingen. Jeg var for eksempel skide dygtig til matematik. Også dygtig til skriftlig dansk. Vellidt. Sød.

Kunst og sygdom

Jeg læste samfundsfag på Aalborg Universitet, og arbejdede en periode i London. Jeg fik det værre og værre psykisk. I 1996 startede jeg på Højskole på Langeland. Det var en kunsthøjskole, hvor jeg prøvede kræfter med maleri, akvarel, tegning, linoleumstryk og collage. Det var utroligt spændende, men samtidig fik jeg det værre og værre. Oveni det gik min kæreste og jeg fra hinanden kort før opholdet, så tiden var præget af sorg og savn. Jeg holdt mig for mig selv, og fik ikke mange venner. 

Efter højskolen flyttede jeg til Aarhus. Her var planen at starte på kunsthistorie på Universitetet. I stedet blev jeg indlagt. Psykiatrisk Hospital i Risskov. Jeg fik vel det, man kan kalde en psykose. Jeg var fyldt med onde tanker og forestillinger. Jeg troede folk talte om mig, drillede mig og at ingen kunne lide mig. De tog sig godt af mig på hospitalet. Men det er jo et smertefuldt sted at være, fordi det på en eller anden måde er forbundet med skam. Det at være psykisk syg. 

Kunst og sårbarhed

Det var en hård start på mit liv i Aarhus. På en måde genstartede jeg det hele efter min indlæggelse. Et nyt liv med en diagnose. Der er heldigvis mange muligheder i Aarhus for folk med psykisk sårbarhed, og jeg kunne komme videre. Jeg arbejdede nogle år i “Biffen” i Brabrand, som var et aktivitetscenter. Derefter Rejsecaféen i Aarhus. Så ned på ANTV, som er en tv-station i Aarhus, der laver anerkendende tv om psykiatri.  

Sideløbende lavede jeg kunst privat, men det begyndte at fylde mere, da jeg startede som daglig leder i Galleri Gallo i 2012. Det er et græsrodsgalleri, der udstiller fra kunstnere, der er psykiatribrugere eller har det psykisk svært. Her fik jeg meget ansvar, og skulle koordinere med kunstnere og de frivillige vagter, der passede galleriet. Jeg skulle også arrangere den årlige auktion. Jeg så rigtig meget kunst fra sidelinjen, så det gav mig også modet til at tænke ”nu er det min tur til at lave noget!” 

Kunst og fortælling

Jeg kan godt lide processen. Selvom den også er hård og frustrerende. Hvor skal det ende henne? Det er nogle personlige ting, jeg bearbejder i min kunst. Det kan godt være lidt ensomt på en eller anden måde at skulle arbejde med de ting, Men det er meget lærerigt. Man er overladt til sig selv og sit eget arbejde med stoffet. 

Jeg bruger kunsten til mange ting. Til at komme af med nogle ting. Til at blive klogere på mig selv og andre.  Til at slappe af – og ikke slappe af. Og til at udtrykke mig. Det kan nærmest være et instrument til terapi og personlig udvikling. Min motivation for at lave kunst er, at jeg har så mange historier i mig. Vilde, groteske og smukke historier. Dem vil jeg dele med andre. Det udspringer af mit liv – af minder, følelser, hemmeligheder, løgnhistorier og håb.

Kunst og (selv)udstilling

Jeg har prøvet at udstille i Galleri Gallo,  Gallo Huset og Museum Ovartaci. Det har blandt andet været en julekalender med 24 tegninger af håb og drømme for fremtiden. Den lavede jeg efter en svær periode. Jeg har også udstillet en kube på Ovartaci med tegninger og collager om fortiden og fremtiden. Det har været angstprovokerende hver gang. Det med at skulle ud over rampen og blotte sig for folk. Men også et kæmpe løft. 

Lige nu er jeg tilfreds, hvor jeg er. Tager det lidt som det kommer. Jeg er i gang med at tegne min livsfortælling i små fragmenter. Det her er min familie. Det her er det, der er i mit køleskab. Det er fra dengang, jeg var syg. Ekskærester. Bøger. Veninder. Drømme om natten. Der er jo mange måder at inddele det på. Det er en masse små vinduer til mit liv. På den modsatte side vil jeg lave tekster til billederne. Noget i digtform, noget i punktform og noget i prosa. Der er en del tomme sider i bogen endnu, men jeg regner med at fylde den helt ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.