Mød fem frivillige

Madtjans giver livsglæde

 

Leif Madsen er ikke selv troende, men hos Kirkens Korshær har han fundet et fællesskab, hvor han føler sig forstået og værdsat.

 

KØKKENFRIVILLIG – Tre dage om ugen er Leif Madsen (64) medhjælper i personalekøkkenet i Kirkens Korshær i Nørre Allé. Han begyndte som frivillig i 2004, hvor han efter behandling af stofmisbrug var flyttet i egen bolig og trængte til at få nyt indhold i livet.

 

”Efter 32 år som narkoman var alle mine broer brændt. Vennerne var væk og jeg havde kun lidt kontakt til familien. Jeg havde brug for noget at stå op til og at komme ud og møde andre mennesker. Og jeg elsker at være her. Det giver mig så meget ro og livsglæde. Jeg er ikke så god til at skabe tætte relationer, og hos Kirkens Korshær møder jeg mennesker, der lytter og forstår mig på en måde, jeg ikke oplever andre steder i samfundet.”

 

I køkkenet er Leif med til at planlægge menuen, lave indkøbslister og røre i gryderne sammen med de øvrige frivillige. Han er selvlært i køkkenet og glad for at lave mad. Flere gange om året tager han også frivilligtjanser på Kirkens Korshærs lejre og øvrige arrangementer.

 

”Vi har en aftale om, at de bare kan ringe efter mig, når der er brug for hjælp. Kun én ting kan afholde mig fra at tage herned, nemlig hvis jeg skal være sammen med mine tre børnebørn.”

 

Læs mere på www.kkaarhus.dk  

 

 

Skaber tryghed lokalt

 

Birthe Schmidt nyder friheden og variationen ved at være natteravn. Hun bestemmer selv, hvornår hun vil gå, og møder nye mennesker fra gang til gang.

 NATTERAVN – Et par aftener om måneden trækker Birthe Schmidt (70) i en gul-sort jakke. Hun er natteravn i Tilst, hvor hun bor. En tjans, hun meldte sig til for 16 år siden, fordi hun gerne ville gøre noget godt for sit lokalområde og lære det bedre at kende. Natteravne går altid tre sammen. Om sommeren går de ofte i parkerne, hvor mange hænger ud, og ved gymnasiefester og Ung Fredag er de altid i festområdet. Formålet er at gøre det trygt for især børn og unge at færdes ude.

 

 

”Vi plejer at sige, at vi passer på dem, der opfører sig ordentligt. Det er så hyggeligt at gå ved skolerne. Mange børn kommer farende for at sige hej, og ved festerne får vi tit en snak med de unge. Her følger vi måske nogle under en mørk viadukt eller ringer efter en forælder, fordi én er blevet for fuld,” siger Birthe, der ser mange fordele ved at være natteravn.

 

”Jeg har lært rigtig mange at kende i Tilst, især unge mennesker, og jeg får god motion ved at gå rundt. Vi tror også på, vi gør noget godt ved at mindske uro. Vi kan jo ikke vide det, men man sætter vel ikke ild til en skole, mens der er tre gule jakker i området.”

 

Læs mere på natteravnene.dk

 

 

Hjælper fodboldfans

 

Amalie Tromborg Thaysen oplever et godt fællesskab og trygge forhold for de frivillige stewards hos AGF.

STEWARD – Ved AGF’s hjemmekampe er Amalie Tromborg Thaysen (23) en af de frivillige stewards, der med et smil viser publikum på plads, besvarer spørgsmål og er med til at sikre ro og tryghed på tilskuerpladserne. Jobbet har hun haft siden juli i år. Hun læste tilfældigt om muligheden og meldte sig, selv om hun ikke går op i fodbold.

 

”Jeg kan rigtig godt lide mennesker, og det tiltalte mig at komme ud i et område, hvor jeg aldrig havde været før. Og det er så fedt og udviklende et frivilligjob. Det er spændende at se, hvordan mennesker også kan agere, for det kan nemt være fine folk i jakkesæt, der råber de mest tarvelige ting efter dommeren,” siger Amalie, der læser kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

 

Hun arbejder frivilligt, fordi hun gerne vil yde et bidrag til samfundet, men også for at få nye erfaringer og kvalifikationer. I dag er hun fx godkendt til at visitere folk ved stadion efter at have gennemført DBU’s kontrolløruddannelse som led i stewardjobbet.

 

”Som studerende bliver vi opfordret til at lave noget frivilligt arbejde, som vi kan skrive på CV’et og derved skille os lidt ud i ansøgerbunken.”

 

Læs mere på agf.dk

 

 

Rollemodel for unge

 

Spejderarbejdet har ført Morten Abildgaard Knudsen til bl.a. Tyskland og Færøerne og har givet ham et stort internationalt netværk.

SPEJDERLEDER – Når en 12-årig knægt siger, at du har lavet det fedeste natteløb ’ever’, og en 18-årig pige betror dig, at dit kursus har fjernet hendes selvmordstanker. Dér giver arbejdet som spejderleder allermest mening for Morten Abildgaard Knudsen (27). Han er leder for 20 unge mellem 12 og 17 år i KFUM-Spejderne i Åbyhøj.

 

”Jeg glæder mig hver gang, jeg skal til et møde. Kontakten med de unge er enormt givende, og vi ledere har et godt socialt fællesskab.”

 

Morten er ud af en vestjysk familie, hvor alle var spejdere. Da han i 2012 flyttede til Aarhus for at læse dansk på universitetet, var det helt naturligt for ham at opsøge en spejdergruppe her:

 

”Jeg ville have udvidet min omgangskreds, så jeg ikke kun hang ud med studiekammeraterne.”

 

Ud fra spejderprincippet ’børn lærer børn’ fik Morten sine første små lederopgaver som 10-årig.

 

”At være spejder er et udviklingsprojekt. Jeg kan stille mig op og tale foran en forsamling, være sammen med unge og er skolet til at få folk til at arbejde sammen. Det er godt at have med videre i livet. Jeg har lige søgt et job som gymnasielærer og har skrevet spejdererfaringen på CV’et. Det har jeg hørt, at rektor synes er fedt.”

 

Læs mere på kfumspejderne.dk

 

Tager den sidste nattevagt

 

At være frivillig vågekone som Vivian Sinkjær Søndergaard kræver, at man er moden og har et afklaret forhold til døden.

VÅGEKONE – Efter flere dødsfald i sin nærmeste familie blev Vivian Sinkjær Søndergaard (55) opmærksom på, at mange dør alene. Det fik hende til at melde sig til Røde Kors’ vågetjeneste. Siden 2014 har hun fem-seks gange om året siddet hos døende på plejehjem, hospitaler eller i private hjem.

 

”Jeg oplever, at jeg gør en forskel ved at skabe ro og tryghed for den døende og give de pårørende en pause og sikkerhed for, at der hele tiden sidder én hos deres kære. Nogle pårørende er også forskrækkede for døden, og her er det dejligt at kunne støtte dem i at være i situationen,” siger Vivian, der til daglig er selvstændig psykomotorisk terapeut.

 

Vivian sidder hos døende i tre timer ad gangen. Holder måske i hånd, giver beroligende tryk på armen, læser op eller nynner. At være vågekone har fået hende til at reflektere over vores forhold til døden:

 

”Ind imellem kæmper vi for meget for livet. Hvor mange operationer skal en 87-årig igennem for at få lov til at komme herfra? Nogle gange skal vi respektere de ældres nej tak til yderligere behandling og acceptere, at livet er slut.”

 

Læs mere på rodekors.dk/afdelinger/ aarhus

 

Tekst: Inge Hald 
Foto: Liv Høybye

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *