Moffe har glemt, at han engang var ensom

 

Svend Aage Jensen og Isabella Alberte Hedeager er morfar og barnebarn, bedste venner og roommates. I huset, som Svend Aage selv har tegnet og bygget i 1956, bor også Isabellas kæreste Emil og hunden Gaia.

 

Tekst: Anna Kniep, Foto: Liv Høybye

 

Isabella Alberte Hedeager på 27 og Svend Aage Jensen på 93 år har et særligt forhold. De er morfar og barnebarn og bedste venner, og så er de roommates.

 

Da Svend Aage Jensens kone døde for fem år siden, flyttede hans barnebarn Isabella Alberte Hedeager på dengang 23 år ind. Egentlig skulle det være midlertidigt, men begge parter endte med at være så glade for det, at det nu er blevet en permanent løsning.

 

Siden dengang er Isabella blevet kæreste med Emil, og de to bor nu i husets to sammenhængende stuer. De to første år, efter at Isabella flyttede ind hos sin morfar, sov hun på sovesofaen i tv-stuen. Så sad de sammen i sofaen og så film hver aften, men selvom det var hyggeligt, er alle glade for den løsning, de har fundet nu.

Isabella Alberte Hedeager (27) og Svend Aage Jensen (93) har et særligt forhold. De er morfar og barnebarn, bedste venner, og så er de roommates.

 

”Det fungerer ret godt på den måde. Når Moffe ser fodbold for eksempel, så er der skruet helt op for lyden. Så er det rart, at han kan lukke sin dør, og vi kan lukke vores,” siger hun

og griner.

 

Ensomt at bo alene

Svend Aage og Isabellas forhold har altid været noget særligt.

”Lige siden jeg var barn, har jeg elsket at komme på besøg hos min mormor og morfar. Jeg plagede altid om at være her i ferierne, og jeg græd, når jeg skulle hjem igen.”

Det tætte forhold har ikke ændret sig, efter at Isabella er blevet ældre.

 

 

“Der er jo ikke nogen grund til, at han skal være alene,når vi kan bo sammen”

 

Da hun i en periode flyttede fra huset i Højbjerg for at bosammen med Emil inde i Aarhus midtby, savnede hun sin morfar.

”Dengang sagde Moffe, at det var ensomt at bo alene, og at dagene blev lange,” fortæller hun og rynker brynene i en eftertænksom mine. Svend Aage kan ikke huske, at han følte sig ensom dengang. ”Der er nogle fordele ved at blive gammel,” siger han med et glimt i øjet.

Heldigvis var Emil med på idéen om, at parret sammen skulle flytte ind hos Svend Aage. Og her har de så boet sammen i snart to år.

Hvis man skal bo sammen, skal man kunne lide hinanden, og humoren er noget af det, Svend Aage og barnebarnet Isabella har til fælles.

 

Siger altid ”JA”

Ifølge Isabella er en af de gode ting ved Svend Aage, at han ikke er bange for at kaste sig ud i nye ting. Da Isabella foreslog, at de skulle prøve at leve vegansk, tøvede han ikke med at sige ja.

”Bare jeg får noget i skrutten,” siger han. Svend Aages gåpåmod og Isabellas ideer har ført dem langt omkring i verden sammen og gjort, at deres gode forhold er blevet endnu stærkere. Generelt griner de meget sammen og er enige om, at humoren er en af de ting, der binder dem sammen. ”Vi forstår hinandens dårlige humor,” siger Svend Aage og smiler.

 

 

”Vi har været på Filippinerne, i London, Berlin og Prag,” siger Isabella.

”Og i Djurs Sommerland,” tilføjer Svend Aage, og så griner de begge.

 

 

 

Gensidig glæde af hinanden

En gang om ugen går Svend Aage til skak. Og mandag, onsdag og fredag træner han hos en fysioterapeut med efterfølgende kaffe og snak med de andre pensionister, men

Svend Aage og Marie Luise Jensen var gift i næsten 60 år, inden Marie Luise gik bort.

Vi har været på Filippinerne, i London, Berlin og Prag,” siger Isabella. ”Og i Djurs Sommerland,” tilføjer Svend Aage, og så griner de begge.

Selvom han kan klare sig selv, føler Isabella alligevel et ansvar for sin morfar ”Og der er jo ikke nogen grund til, at han skal være alene, når der er mulighed for, at vi kan bo sammen,” forklarer hun.

Samtidig synes hun, at hun får lige så meget ud af at bo sammen med sin morfar, som han gør.

”Det er rart, at der altid er nogen i huset. Mine veninder har jo meget, de skal, ligesom jeg selv har, og så er det rart at vide, at der altid er en, der har tid.”

Men duoen tror ikke, at et familiebofælleskab er løsningen for alle. De er enige om, at det først og fremmest kræver, at man kan lide hinanden.

 

 

Flere generationer under samme tag

I dag bor kun to procent af voksne danskere på samme adresse eller vej som deres voksne børn, børnebørn eller forældre, men ifølge en undersøgelse, lavet af YouGov for Bolius Boligejernes Videncenter, drømmer mange flere om at gøre det. Undersøgelsen viser, at hver tredje godt kunne tænke sig denne boform. Og at 80 procent udelukkende ser fordele ved at bo om ikke sammen med familien så meget tæt på den. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik at antallet af husstande med flere generationer under samme tag er stigende. Kilde: Bolius (januar 2018)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *