Opskriften på tomatsuppe og focacciabrød fra Folkestedet

Folkestedet i Aarhus afholder løbende suppeaftener, hvor man i hyggeligt selskab med andre kan nyde lækker mad. Supperne er altid et hit, og vi har været så heldige at få fingrene i madopskriften på tomatsuppen og focacciabrødet.

Så nu har du muligheden for selv at give dig i kast med tomatsuppen.

Opskriften er til to personer.

 

Tomatsuppe

Ingredienser:

1 lille løg, hakket
2 fed hvidløg i tynde skiver
2 stængler bladselleri i tynde skiver
en smule ekstrajomfruolivenolie til stegning
4 dl grøntsagsbouillon
5 dl mosede tomater
½ bundt basilikum, plukket
salt og peber

 

Sådan gør du:

Sautér løg, hvidløg og bladselleri i lidt olie i en varm gryde. Det skal ikke tage farve. Kom bouillon og tomat på, og lad din tomatsuppe småkoge i 12-15 minutter. Tilsæt basilikum, og blend
suppen med en stavblender. Smag til med salt og peber. Anret din tomatsuppe med lidt olie og basilikum, og servér straks med brød til.

 

 

 

Focacciabrød med rosmarin

 

Ingredienser:

2 spsk olivenolie

550 g hvedemel

2 tsk. Groft salt

25 g. gær

4 dl. Lunken vand

 

Fyld

50 g smør – stuetempereret

3 små hvidløgsfed

2 spsk friske rosmarinblade,timian eller oregano

 

Pensling

Vand

 

Pynt

1½ spsk havsalt, fx læsø sydesalt

 

Sådan gør du:

Kom olivenolie, mel, salt og gær delt i mindre stykker i køkkenmaskinens skål eller i et dejfad. Tilsæt vandet. Ælt dejen i maskinen i ca. 5 min. eller i hånden i ca. 10 min. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i ca. 40 min.

Hak hvidløgsfedene fint og rør disse sammen med krydderurterne i smørret. Kom den hævede dej i en oliesmurt bradepande (ca. 30 x 40 cm). Bred dejen ud med melede hænder. Lav små huller i dejen og fordel kryddersmørret i disse. Lad dejen efterhæve ca. 20 minutter.

Pensl med lidt koldt vand og drys saltet ud over dejen. Bag midt i ovnen.

 

Bagetid

Ca. 25 min. ved 225° – traditionel ovn.

 

Opskrifterne er fra Folkestedet.