På strøgtur hjemme i dagligstuen

Som beboer på et plejehjem kan hverdagen sommetider være stille, især hvis det ikke er muligt at komme ud på grund af fysiske eller mentale barrierer. Virtual Reality (VR) er en teknologi, der giver dig mulighed for at træde ind i en anden virkelighed gennem en brille med billeder og lyd og dermed opleve andre steder end der, hvor du fysisk befinder dig.

 

Tekst Annette Vium Larsen foto Louise Bengtson og Per Ryolf

På tur med “brillen”

Bodil Kondrup Jensen på 82 år bor på plejehjem, og hun har både været på Marselisborg Lystbådehavn, en tur med Letbanen og på strøgtur i Aarhus med “brillen”, som hun kalder den:
“Jeg havde aldrig hørt om sådan en før, men så kom Louise og spurgte, om jeg ville prøve, og det ville jeg selvfølgelig.”
Louise Bengtson er oplevelsesmedarbejder i lokalområde Nord i Aarhus Kommune, hvor hun skaber gode hverdagsliv og stjernestunder for plejehjemsbeboere. Dette indebærer aktiviteter lige fra dans og produktion af blommemarmelade til VR-oplevelser. Mens Bodil har VR-brillerne på, sidder Louise ved siden af og taler med Bodil om det, hun ser.
“På et tidspunkt sagde jeg ‘pas nu på!’, fordi Louise gik ude på Marselisborg Lystbådehavn, og så gik hun så langt ud til kanten. Jeg følte virkelig, at jeg var med”, fortæller Bodil og fortsætter:
“Så har jeg været på en anden tur med brillen, hvor vi var med Letbanen. Det var fantastisk! For jeg kommer jo ikke ud at køre med Letbanen ellers, men det gjorde jeg den dag, og det var sådan helt autentisk.”

Som at være der selv

Louise Bengtson har forskellige film med ud til borgerne, men hun afslutter også sit besøg med at spørge, hvad filmen kunne handle om, hvis borgeren selv skulle bestemme. Da hun spurgte Bodil om dette, svarede Bodil prompte, at hun rigtig gerne ville på en strøgtur. Derfor lavede Louise en VR-film fra Strøget i Aarhus, som Bodil kunne se.
“Jeg sad og kiggede på alle de mennesker, der gik der. Jeg var sikker på, at der var nogen, jeg kendte”, fortæller Bodil.
Hun har tidligere boet i Aarhus centrum, hvor hun ofte kom på Strøget.
“Man kommer jo ikke ind og ser sådan noget mere, men så kom jeg der, via den dér”, siger Bodil og peger på VR-brillen. “Det var faktisk som at være der selv. Jeg kiggede også på de butikker, som jeg kendte så godt. Jeg har altid godt kunnet lide, når der var mange mennesker, så det var en god tur, jeg var på.”

 

At følge sine drømme ved hjælp af teknologi

Louise Bengtson er glad for de muligheder, VR giver borgere, der ikke er i stand til at opleve det sted, de gerne vil.
“VR kan selvfølgelig ikke erstatte den virkelige oplevelse, hvis det er muligt for borgeren at komme afsted,” understreger Louise. “Men hvis man ikke kan klare distancen, tænker jeg, at VR er et fantastisk redskab til at opfylde nogle ønsker og komme et sted hen, man godt kunne tænke sig at se en gang mere i sit liv.”
Med teknologien er det muligt at opleve steder, der ikke er tilgængelige med kørestol eller rollator, og ofte vækker videoerne gamle minder og giver anledning til nye snakke.
Med VR-teknologi er det muligt at lave oplevelser for den enkelte, der ellers ikke ville være tilgængelige.
“Der er jo forskellige ting, man kan se, og det kommer jo også lidt an på, hvad folk bryder sig om at se. Jeg er da ikke sikker på, at alle ville synes, at den tur på Strøget var så spændende, som jeg synes, men sådan er der jo forskel”, siger Bodil.
VR er et eksempel på en teknologi, der kan gøre det muligt at følge sine drømme – også som ældre.

Kom forbi DokkX og prøv VR

Bodil vil gerne anbefale, at andre prøver VR.
“Jeg synes, vi skal have sådan noget og have tid til at se lidt en gang imellem. Så får man en oplevelse i en stille hverdag,” siger Bodil.
Louise Bengtson blev inspireret til at anvende VR efter et besøg på DokkX, hvor det er muligt for alle at prøve og få vejledning i forskellige former for VR både til leg, læring, træning og meget mere.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *