Personalet er jo ikke mors familie

87-årige Elna Christensen får besøg af sine børn minimum en gang om ugen plus det løse. ”Vi er blevet meget tættere som familie, efter mor flyttede på plejehjem,” siger hendes tre døtre.

 

”Mor, du strikkede da også de der norske trøjer, som blev solgt i København?!” ”Ja, og når det var betalingsdag, så kom der Rebild-boller ud med bud fra bageren,” siger Elna Christensen og ler. I det hele taget kæmper latter, smil og fagter om pladsen i hendes stue på plejehjemmet i Malling med fortællinger fra barndom og opvækst. Elna Christensen, 87, og hendes døtre Connie Birk, 63, Nanna Michelsen, 61, og Jonna Korup Petersen, 57, har taget hul på familiefortællingerne.

 

Mor skal se ordentlig ud

Hovedet fejler ikke noget, men de 87 år gør, at Elna Christensen bliver hurtigt træt. Derfor mødes familien oftest hos hende, men døtrene inviterer også tit til middag derhjemme, tager hende med på udflugter og henter og hjælper, når hun skal til øjenlæge, til bandagist og andre praktiske gøremål. Ligesom de vasker og stryger alt hendes tøj. ”Mor skal se ordentlig ud hver dag, også selv om hun ikke skal ud,” siger Connie Birk, ”så selvfølgelig gør vi det; vi køber også nyt tøj til mor – så kan hun prøve det herhjemme og se, om det dur.” Connie Birk besøger sin mor fast hver mandag, hvor hun også har møde med lokalcentrets brugerråd – gennem brugerrådet har hun indflydelse på, hvad der sker af aktiviteter for både hendes mor og de andre beboere på plejehjemmet.

 

At være noget for andre

Næste uge skal Elna Christensen flytte til et plejehjem i Tranbjerg, hvor både Jonna Korup Petersen samt søstrenes bror, Jan, bor. ”Så kommer jeg helt sikkert til at se endnu mere til mor, for så kan jeg jo endnu nemmere lige kigge forbi efter arbejde,” siger Jonna Korup Petersen. Alle tre søstre bruger i det hele taget en del tid på familien. På børn og børnebørn, som de ser så tit de kan. ”Vi hjælper til, når der er brug for det og nyder at være sammen med børnene,” siger Nanna Michelsen. Både hun og Connie Birk er færdige med arbejdsmarkedet og ’hygger sig, nyder livet og rejser en del’, som hun siger. Men hun bruger også tid på at hjælpe andre pensionister i nærområdet med små gøremål i hverdagen. ”Når jeg alligevel er nede og handle ind, kan jeg jo ligeså godt lige købe med til andre. Man kan godt kalde det en slags frivilligt arbejde, men det handler i virkeligheden bare om godt naboskab,” siger hun og fortæller om en dame, hun hjalp gennem længere tid. ”Hendes søn var så taknemmelig, at han forærede mig en rejse til Italien, efter hun døde. Det er da dejligt på den måde at kunne være noget for hinanden,” mener hun.

 

Mor som samlingspunkt

De tre søstre holder fast strikkedag hos deres mor hver anden lørdag. Fra et til fem. Godt nok har Elna Christensen ”strikket nok i sit liv,” men kaffen, kagen og ikke mindst selskabet vil hun ikke være foruden. ”Det betyder rigtig, rigtig meget, at jeg ser dem så tit. Der er ikke så mange at snakke med her, hvor jeg bor nu. Så det ville være trist uden. Vi var faktisk startet op med strikkeklubben inden, jeg flyttede herud, men vi ses alligevel mere nu,” fortæller hun. ”Mor kunne jo selv det hele før, men da hun kom på plejehjem, fik hun mere brug for os. Og faktisk har det betydet, at vi ses meget mere alle sammen nu, end vi gjorde før,” tilføjer Nanna Michelsen, mens Connie Birk supplerer: ”Vi har altid haft et godt indbyrdes forhold, men det har alligevel helt klart gjort os meget tættere som familie.

 

Dejligt personale, men…

I hverdagene er det dog personalet på plejehjemmet, der tager sig af Elna Christensen. ”De er søde, og især nogle af det faste personale bliver jo som en slags familie for en,” siger hun og tilføjer: ”Men de er jo ikke min familie, og kan aldrig gøre det ud for mine børn.”

 

 

Tekst: Pernille Bonne

Foto: Lars Aarø