Rollen som pårørende

Omsorgen kan der ikke sættes en finger på, men personalet har travlt og ikke altid tid til at informere og overlevere til hinanden, oplever Monica Ottosen, hvis mor bor i plejebolig på tredje år. Hun er vild med medarbejderne, men efterlyser bedre kommunikation.

 

”Hej mormor, dejligt at se dig!” næsten råber Eik Ottosen, da han træder ind ad døren til sin mormor Ruth Ottosen på hendes stue i plejeboligerne Egely i Holme. Ruth Ottosens 92 år har sat sig på både hørelsen og hukommelsen, men Eik og hans hund Happy kender hun altid, og også sin datter Monica, der bor i nærheden og kommer på besøg flere gange om ugen. ”Nogle gange smutter jeg bare lige ned for at sige godnat, men jeg kommer her generelt rigtig meget,” siger Monica Ottosen og forklarer, at hun derfor også kender personalet godt og har rig mulighed for at høre, hvordan hendes mor har det – Ruth Ottosen har Alzheimers og derfor svært ved selv at sætte ord på.

 

”Personalet er så søde og gode ved min mor, og de er også søde til at fortælle mig, hvordan det går. Men jeg kan godt have en fornemmelse af, at det er lidt tilfældigt, hvad der bliver kommunikeret internt,” siger Monica Ottosen og giver et eksempel. ”Min mor er med tiden blevet mere og mere svækket både fysisk og mentalt og har efterhånden svært ved at spise selv. Jeg var til et møde med ledelsen og min mors kontaktperson, hvor det blev besluttet, at min mor ikke burde spise alene. Desværre blev beslutningen ikke almindeligt kendt blandt plejepersonalet med det resultat, at min mor ofte fortsatte med at spise for sig selv på sin stue. Jeg kom flere gange tilfældigvis på besøg i disse situationer og blev både ked af det og vred, når jeg så, hvordan hun sad og fumlede med maden, der havnede på både hende selv og på gulvet. Det er jo ganske ydmygende – også for en person med demens,” siger hun. Hun understreger, at kritikken på ingen måde er rettet imod enkeltpersoner i plejegruppen: ”Personalet gør det virkelig godt, og det er bestemt ikke dem, men derimod deres arbejdsvilkår og redskaber til intern overlevering, der, udefra set, kunne forbedres.”

 

Tid er en udfordring

Inde på stuen er Ruth Ottosen i gang med formiddagskaffen. ”Jo tak, jeg har det udmærket,” svarer hun lidt reserveret på spørgsmålet om, hvad hun synes om at bo på Egely. ”Du plejer ellers at fortælle mig, at pigerne er så søde, og at du er så glad for at bo her,” opmuntrer Monica Ottosen, og hendes mor bekræfter, at det er hun skam også. En af de omtalte piger er SOSU-assistent Lone Møllgaard, der kommer fast hos Ruth Ottosen og kender både hende og hendes datter godt. Hun oplever generelt et godt samarbejde med husets pårørende, men bekræfter, at tid er en knap ressource, især i perioder med sygemeldinger og mange vikarer. ”Jeg synes, vi har nogle gode snakke med pårørende, når de er på besøg. Jeg skriver ikke meget i Ruths kontaktbog, men jeg kender Monica godt og ringer ofte, hvis der er noget, jeg tænker, hun gerne vil vide. Til gengæld kan kommunikationen godt smutte ved vagtskifte, hvor der er mange ting, der skal overleveres.

 

Mindre kontakt til udenbys pårørende

Monica Ottosen har to brødre, den ene i Aarhus, den anden i København. Også broren i Aarhus lægger jævnligt vejen forbi Egely, mens der i sagens natur går længere mellem besøgene fra hovedstaden. I familien Ottosen betyder det ikke så meget, for så holder familien ham opdateret. Men faktisk er familier, hvor der ingen pårørende er i nærheden, dårligt stillede i forhold til kommunikationen med plejepersonalet. En undersøgelse foretaget blandt pårørende til beboere i Aarhus Kommunes plejeboliger viser, at de pårørende, der oplever den bedste dialog og samarbejde med personalet, er dem, der kommer ofte i plejeboligerne. Derfor barsler kommunen blandt andet med en kommunikationsplatform, der gør det lettere at holde udenbys og udenlands pårørende opdateret, for eksempel med korte beskeder, fælles invitationer eller hurtigt knipsede billeder fra hverdagen – noget plejepersonalet på Egely i forvejen er gode til, fortæller Monica Ottosen: ”De har sådan en dejlig atriumgård herude. En dag sad min mor og solede sig og havde det hyggeligt. Så tog en af pigerne lige et billede med mobilen og sendte til mig. Jeg blev simpelthen så glad!”

 

Tekst: Pernille Bonne

Foto: Brian Rasmussen