Anne Marie Helger har altid haft sine meningers mod, selvom det giver nogen over næsen. Med erkendelsen af at være en del af risikogruppen for Covid-19 tager hun sine forholdsregler og accepterer, at ikke alle idéer vil blive ført ud i livet. Men skabertrangen – den er lige så stærk som altid.

Tekst: Kasper Fryd Kristensen / Foto: Berit Hvassum

Badevandstemperaturen sniger sig kun lige akkurat op på de fire grader, men Anne Marie Helger har været under. Fyldt med energi af det kolde decembergys, sidder hun nu i sit og sin mands lune sommerhus på Bornholm omgivet af øens rå skønhed. Det er en lille lomme uden tv at rette sin ­opmærksomhed mod, bare stakkevis af bøger, havet, og de gråbrune klipper uden for vinduet.

Telefonen brummer på bordet.

”Ja-hej, det er Anne Marie,” svarer hun med frisk stemme.
På den ene side er huset et fristed, som hun med manden Jeppe Helweg ofte besøger for at memorere sine replikker, fordybe sig i litteratur og reflektere. Men i løbet af det sidste år har det også haft en pragmatisk funktion som et Corona-eksil, langt væk fra deres faste bopæl på Christianshavn. Her bliver de skærmet fra et smittetal, som i skrivende stund vokser sig større og større.

”Det er en underlig situation lige nu. Vi har mange børn og børnebørn rundt i verden, som vi ikke har set længe. Vi savner dem, og de savner os. Vi er her rigtig meget for tiden, for vi ér jo gamle, og vi tør faktisk ikke andet,” fortæller hun.

Skabt af det rette stof

Dronningen måtte aflyse sin 80-års fødselsdags som følge af Corona, og den 12. februar runder Anne Marie Helger også et skarpt hjørne, når hun fylder 75. Afskåret fra sin familie, sit publikum og sine venner i aktivistkredse har pandemien tvunget hende til at skrue tempoet ned.

Hele livet igennem har hun reciteret, remset og revset i krydsfeltet mellem skuespillerinde, aktivist og debattør. Hun har flettet det danske sprog i underfundige helgerismer (”jeg er en autointakt og førstegangsdøende postklimakteriel kulturel mimremakrel i præterminal fase”), og kan som få vægte sine ord.

Men kostumerne og stilen er en lige så naturlig forlængelse af Helger som hendes leg med ordene. Da dette interview foregår via telefonen pga. Corona­situationens restriktioner, beskriver Anne Marie ­Helger dagens outfit:

”Jeg sidder i tøj, min datter har syet. Men der er godt nok mange huller i, og det er meget slidt. Jakken er i hvert fald 12-15 år gammel. Kjolen er af uld, så den er der nogle møl, der har forset sig på. Jeg har stoppet mange af hullerne, men jeg kan se, at der er kommet nogle nye. Og der er også nogle pletter på den,” siger hun til sin egen forbavselse, og bryder ud i et hæst grin.

Tøjet er måske slidt, men sejlivet. Det har mange gode år endnu.

Hårdtslående pacifist

Meget kan man sige om Anne Marie Helger, men én ting er sikkert: hun har banet sin helt egen vej gennem livet. Og måske var det altid men­ingen, det skulle gå sådan.

Hendes bedsteforældre var meget velhavende, og barndomshjemmet i den store villa i Charlottenlund ­husker hun som et smørhul. Her voksede hun op som midterbarn mellem storesøsteren Agnete og lillebroren Erik (endnu en lillebror, Jens, kom senere som efternøler).

Helt fra barnsben opstod hendes længsel efter udklædning. Når forældrene ikke var hjemme, kunne hun hurtigt forvandle gardiner og sengetæpper til unikke kjoler og kostumer. Tidligt gjorde hun sig bevidst om påklædning og mode, og i realskolen beskriver hun sin stil som en ”jazzbums” med solbriller, islandsk sweater og hjemmesyet Hessian-tøj.

Hun husker tilbage på en tryg barndom med kærlighed, højt til loftet og en stor adgang til kunst, kultur og litteratur. Hun taler varmt om sin far Jørgen, der var stads­bibliotekar, kunne læse en bog på en time og høre radioavis på samme tid. Han var gnisten, der antændte en dyb kærlighed til det danske sprog i Anne Marie. Med alvor i stemmen fortæller hun også om det tungsind, der eksisterede i hendes far, og hvordan hun fra Jørgen har arvet en vis melankoli.

”Jeg har det faktisk bedst i gråvejr,” som hun fortæller.

Allerede som ung var hun skarp i replikken og autoritetsudfordrende. Med en ungdommens fandenivoldskhed udbryder hun:

”Jeg husker, at jeg ville læse arbejderforfatterne og vide mere om samfundets opbygning. Jeg begyndte at diskutere med min far og mor, og forklare dem, hvor farligt det her med atomvåben var, og hele den sociale ulighed – og at vi var så rige!”

Den del af sig selv har hun fra sin mor, Anna-Mary. Hun tog sig af hjemmet og børnene – og senere også Jørgen, da han blev ramt af det, man dengang kaldte endogen depression, mens Anne Marie ­stadig var ung.

”Hun var en meget stærk og optimistisk og handlekraftig kvinde, min mor. Hun var også, uden at vide det, en rigtig god feminist. Hun fandt sig ikke i en skid.”

I barndomshjemmet var der også Lisbeth, en ung pige i huset. Hun hed Schwartzer til efternavn, men hun var nærmere rød. Til Jørgens store fortrydelse tog hun tidligt Anne Marie med til nogle politiske møder om kampagnen mod atomvåben. I realskolen bar Anne Marie efterfølgende en stolt, lille ”nej til atomvåben”-badge på sin islandske sweater. En sag værd at kæmpe for. En dag prøvede Flemming, som blev kaldt ”Flæske”, at flå den af hendes trøje, og han måtte bøde med bank af den unge Anne Marie.

”Det var før, jeg opdagede, at jeg var pacifist,” som hun fortæller med et smittende grin.

De glade 60’ere

I midten af 60’erne var Anne Marie i starten af 20’erne. Hun var blevet elev ved skuespillerinden Beatrice Bonnesen, og ville være skuespiller. Det var navnlig hendes far ikke glad for, da han vidste, at det var en vild verden, hvor meget kunne ske. Så med stort besvær måtte ­Bonnesen overtale Anna-Mary og særligt Jørgen.

”Beatrice var meget, meget begejstret for mig. Hun syntes ­simpelthen, at jeg var tæske-talentfuld. Hun overtalte dem til, at de skulle lade mig optage, og sagde alt muligt med, at de ikke måtte snyde den danske befolkning for det her kæmpe talent, som hun altså mente, jeg var,” siger Anne Marie, og bryder ud i endnu en stor latter.

”Men hun var godt klar over, at jeg nok ville komme til at gå mine egne veje. Det sagde hun tit. Og det fik hun virkelig ret i.”

Det lykkedes hende i 1966 at få Anne Marie optaget på Aalborg ­Teaters Elevskole, langt fra forældrene og de vante omgivelser. Samme år debuterede hun i Ann Jellicoes Min Skøre Mors Hobby, hvor en af stykkets musikere var den langhårede guitarist Carsten Lund.

”Det lyder mærkeligt, men da han kom ind ad døren på Fru Houmanns Pensionat, hvor jeg spiste, tænkte jeg: ’der kommer faren til mit barn’. Først til premierefesten på Min Skøre Mors Hobby opdagede han mig. Men jeg måtte slås lidt for hans opmærksomhed. Så jeg sværmede rundt og gjorde mine roser grønne, og til sidst gik det op for ham, at det skulle være.”

Året efter sprang Anne Marie fra den småkedelige og småborgerlige elevskole (og er derfor selverklæret ”autointakt”), hvorefter hun blev en del af teatertruppen på Jomfru Ane Teatret.

Når Helger taler om sin første store forelskelse og de formative år i 60’ernes Aalborg, foregår det i lange talestrømme. Med kærlighed i stemmen fremkalder hun det ene billede efter det andet, som var det gamle filmruller.

Der er historien om de lyssky diskoteker med striptease i kælderen, hvor hun vendte plader til den lyse morgen for at tjene penge. Eller dengang hun fandt ud af at hendes nære veninde, som hun somme tider sov med, når Carsten havde jobs i Frederikshavn, faktisk var en opereret mand – der tilmed var forelsket i hende. Og hvordan der nogle gange sad musikere og røg noget underlig tobak inde i stuen. Stilen var naturligvis heller ikke tilfældig, og hun bar nu mini­skørter, mønstrede kjoler, mens håret var afbleget og velplejet, sat højt op med ”franskbrød” i.

”Jeg var kommet langt væk hjemmefra. Men det med stofferne var slet, slet ikke noget for mig. Jeg drak ikke engang. Jeg var bare totalt optaget af teatrets væsen og kunsten og det at blive skuespiller og føre mig frem på scenen – det var min store besættelse. Og så min kæmpe forelskelse i Carsten Lund.”

I starten af 70’erne blev hun gravid, og kort efter fik Carsten tilbudt et stort job i København med Povl Dissing og Benny Holst. Carsten havde også sprunget fra sin konservatorie-uddannelse, så det var hans store chance som musiker. Med deres datter Johanne godt på vej, flyttede parret til tidens kontrastfyldte hovedstad.

Maoisme og samfundskritik

I København fandtes der et teatermiljø, ulig noget man kunne finde i det ellers farverige Aalborg. I 1971 hentede Anne Maries gamle Jomfru Ane Teater-kammerat Britta Lillesøe hende ind i Solvognen, ­Christianias teatergruppe der var særligt kendt for sine gadeforestillinger, spektakulære politiske aktionsforestillinger og demonstrationer som Julemandshæren og Dyrehæren.

”Da jeg opdagede Christiania og blev en del af Solvognen, tænkte jeg ’hold da op…’ Så synes jeg jo nok, at jeg var gået glip af en hel del, når jeg havde puttet mig oppe i Aalborg. Solvognen var et meget kreativt miljø – alle mulige slags mennesker, der ramlede sammen dér. Nogle stærke kvinder og nogle flotte, stærke mænd.”

Græsrøddernes aktivisme og budskab om pacifisme gav genlyd i Anne Marie. Midt i orkanens flippede øje lod hun sig dog aldrig rive med af nogle af de – i hendes øjne ’åndssvage’ – tendenser – der også blomstrede i miljøet på denne tid. Hverken de aggressive og farlige demonstrationer, de sanse­udvidende stoffer, den ideologiske maoisme eller flerkæresteriet. Hun fokuserede derimod på to ting: at være mor til Johanne og skuespillet.

”Vores lejlighed lå ved siden af Maos Lyst, hvor der boede nogle spændende og velformulerede mennesker. Men vi kunne ikke forstå, at sådan nogle kloge folk var maoister.”

I denne tid var hun pludselig med i forestillinger, hvor hun skulle skrive sine egne tekster og lave sine egne kostumer, og hun begyndte at dyrke sit talent for komik og ­samfundskritik med satirisk brod.

”Vores lejlighed lå ved siden af Maos Lyst, hvor der boede ­nogle spændende og velformulerede mennesker. Men vi kunne ikke forstå, at sådan nogle kloge folk var maoister. Irma solgte Mao-sko og Mao-tøj – altså hele uniformer med kasketter og det hele – og der lavede jeg et nummer, hvor jeg gik rundt i et sæt, og lavede grin med den danske maoisme. Det blev folk godt nok sure over.”

”Folk siger, ’jamen du er da socialist’, og jeg ved ikke, om det er det rigtige at sige. Jeg ved ikke, hvad jeg er. Jeg har aldrig tilhørt et politisk parti. Jeg tror ikke på uniformering. Nogle gange gør politikerne det så dumt, for de må jo ikke sige det, de virkelig tænker. De skal tænke, som partiet tænker. Og sådan er mennesket jo ikke. Andre siger, jeg er en hippie, men jeg var mest af alt tiltrukket af tøjet – de lange gevandter, blomster i håret, sjal og alle mulige nepalesiske udsmykninger.”

Her i 2021 er det 50 år siden, hun flyttede til København, og særligt de tætte venskaber fra Christiania mindes hun med modstridende følelser.

”Når man sådan kigger tilbage, er det sørme mærkeligt. Jeg mødte alle de her skønne mennesker, der fik afgørende betydning for mig og min udvikling. Og for mange af dem er det ikke gået nær så godt, som jeg havde troet. Nogle mistede fodfæstet. Nogle er døde. Nogle klarede sig selvfølgelig også rigtig fint.”

Aldersteenager

Gennem sin karriere er Anne Marie Helger mest kendt for sine kulørte kostumer, sin lige så farverige retorik og sit store tandsmil. Men hun kender bestemt til mørket, og svarer spillerindens bevidsthed. For en utålmodig kvinde som Anne Marie Helger er, manifesterer den sig ofte i en voksende rastløshed. Hun har travlt! Med en overdrevet opgivende stemme fortæller hun om aaalle de bøger, hun skal nå at læse og om sin erkendelse af, at hun ikke kan nå at føre alle sine kunstneriske planer ud i livet.

”Jeg tænker meget over mit liv, og det har jeg altid gjort. Og jeg har også altid tænkt meget over døden. Jeppe og jeg snakker meget om det – på en rar måde, altså. Vi har det med os. Vi ved, vi er gamle”

”Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke ’jeg gider ikke reparere dén kjole, for jeg når ikke at have den på i det her liv’. Der er så meget, hvor jeg tænker ’kan det betale sig?’, og det er jeg ked af, at jeg tænker sådan. For jeg har altid syntes, at det der med at ”betale sig” – hvad er der i det for mig – det er så ondt. Man skal jo tænke på, hvordan man kan hjælpe andre.”

”Men min veninde og kollega, Vigga Bro, sagde til mig ’du er jo ikke gammel, du er aldersteenager’, for der var hun ved at være 80. ’Når du først er 80, så kan vi begynde at tale om det’. Men man ved jo godt, at horisonten er der.”

Inspirerende teknik

Skabertrangen har dog ikke aftaget det mindste i styrke. Coronatiden i bornholmsk isolation har for Anne Marie været en anledning til at arbejde på sit nye show Helger Danske, såvel som utallige andre små og store projekter. Heriblandt korte Facebook-videoer, hvor hun som i 70’erne stiller sig op og taler for de udsatte – mennesker, såvel som mink eller kloden – komplet med helgeristiske ordjongleringer og spidse stik til hykleriet og egenrådigheden.

”Jeg prøver at lægge nogle andre vinkler på. Når jeg sender sådan en video ud, kan den pludselig risikere at være set af 100.000 mennesker. Og normalt når jeg laver et show, kan jeg jo ikke nå så langt ud. Så selvom jeg ofte siger irriterende teknik, så er det også tit inspirerende teknik. Især fordi vi også har en familiegruppe på WhatsApp, hvor vi sender billeder og video af, hvad vi laver. Og det er en stor trøst i den her tid.”

“Siden jeg var ganske lille har jeg holdt fast i mantraet: Frygt ikke meningerne, frygt det meningsløse. Frygt ikke holdningerne, frygt det holdningsløse.”

”Men det er jo ikke kommentarer og ”likes”, jeg synes er sjovt. Jeg vil ud og optræde sammen med folk. Og det er også en af grundene til, at jeg elsker teatret så højt. For det er ligesom indianerkunst; det er skrevet i sand, og blæser væk igen. Der er noget skønt ved det, for det er nu og her – og aldrig mer’. Sådan er det. Og det er det også lige nu med dig og mig.”

”Men lige nu sætter jeg min lid til, at vi snart kan få lov at blive vaccineret. For ellers kan vi ikke komme ud og være sammen med andre mennesker – og det kan vi jo ikke holde ud.”

Anne Marie Helger

  • Født 12. februar, 1946
  • Gift med Jeppe Helweg og mor til Johanne Helger Lund
  • Droppede ud af ­Aalborg Teaters Elevskole i 1966
  • Var i 1970’erne ­tilknyttet debatteatre som Fiolteatret og alternative scener som Solvognen
  • Har medvirket i talrige film, musicals, teaterstykker og tv-serier
  • Har en forkærlighed for storslåede kostumer, der både kan opleves i bogen ”Råberober” og som vil blive en fast udstilling på Danmarks Kostumarium i Svendborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *