Lizzie og Johannes er reservebedsteforældre

Da Lizzie og Johannes Andersen så, at SIND Pårørenderådgivning søgte frivillige reservebedsteforældre, var de enige om, at de gerne ville åbne deres hjem for et barn, der havde det svært. Det har de aldrig fortrudt, for både de og reservebarnebarnet har stor glæde af samværet.

 

”Har du lyst til at være reservebedste for et udsat barn?” Lizzie Andersen var lige gået på pension, da hun læste annoncen for SIND Pårørenderådgivning, der søgte frivillige med overskud til at være noget for et barn med en psykisk syg forælder eller søskende. Det overskud havde hun, og ægtefællen Johannes var hurtigt med på ideen. ”Jeg havde ikke lagt planer for mit otium og havde heller ikke regnet med, at jeg skulle lave frivilligt arbejde. Men da jeg så annoncen, tænkte jeg, at det lød spændende. Så jeg spurgte Johannes, om han ville være med, og det ville han heldigvis gerne,” fortæller Lizzie Andersen.

 

Barnet var en ung mand

Det er normalt mindre eller mellemstore børn, der får støtte via SIND Pårørenderådgivnings Reservebedsteordning, men børn i alle aldre kan have brug for ekstra opmærksomhed. Lizzie og Johannes Andersens reservebarnebarn var 16 år, da han startede med at komme hos dem for tre år siden. Og selvom han var godt på vej ind i voksenlivet, var han også en sårbar dreng, der havde brug for ro og omsorg. Noget, som ikke er en selvfølge, når man vokser op i en familie, hvor en forælder eller søskende har en psykisk sygdom. ”Hans familie har det indimellem svært, og han kommer hos os for at få fred og ro. Nu er han blevet 19 år, bor for sig selv og er godt i gang med en uddannelse, men han har stadig behov for en pause fra hverdagen. Nogle gange er det hver uge, andre gange går der tre uger imellem, at vi ser ham. Så sidder han og laver lektier, vi går en tur, snakker om stort og småt eller måske ser han og Johannes en fodboldkamp,” siger Lizzie Andersen.

 

Kursus forbereder reservebedsteforældre

Det eneste, det kræver at blive reservebedsteforældre er, at man har tid og overskud til at være sammen med et barn, der har det svært. For at blive rustet til det kommer man på et kursus, hvor deltagerne bliver klogere på, hvad det betyder for børn at leve i familier, hvor der er psykisk sygdom, og hvordan man støtter barnet på den bedst mulige måde. ”Børnene kommer fra familier, hvor sygdom fylder rigtig meget, og hvor der ikke er så meget overskud til dem. Derfor har de brug for et frirum, hvor de kan få lidt opmærksomhed og være i centrum,” siger Pernille Toft Haslund, der er projektkoordinator hos SIND Pårørenderådgivning i Aarhus. Men reservebedsteforældrene har ikke bare brug for redskaber til, hvordan de skal tage imod børnene. Det er også vigtigt, at de er bevidste om, hvordan de passer på sig selv og ikke overinvolverer sig i barnets til tider udfordrende hverdag. ”Meningen er, at man får et reservebarnebarn, ikke at man får en hel familie med i købet. På kurset gør vi det meget klart for reservebedsteforældrene, at der ikke er forventninger om, at man involverer sig tæt med andre end barnet,” siger Pernille Toft Haslund. Efter kurset har deltagerne mulighed for at springe fra, hvis de alligevel ikke kan se sig selv i reservebedsteforældre-rollen. Men hvis de er med på vilkårene, hvilket de fleste som regel er, får de en personlig samtale med en af SIND Pårørenderådgivnings frivillige rådgivere. Ud fra børnenes, forældrenes og reservebedsteforældrenes ønsker til samværet, matcher rådgiverne så parterne med hinanden. ”Vi taler med de kommende reservebedster om, hvad de kan tilbyde barnet. Hvor ofte de ønsker at være sammen med barnet, og hvad de kunne tænke sig at lave sammen med det. På samme måde snakker vi med barnet og forældrene om, hvad de kunne tænke sig, og hvad barnet har brug for,” siger Pernille Toft Haslund.

 

Første møde

Første gang, Lizzie og Johannes Andersen mødte deres reservebarnebarn og hans forældre, skulle de to familier lige se hinanden lidt an. Lizzie Andersen havde sommerfugle i maven og spekulerede på, om hun og Johannes nu var gode nok. Drengen var stille og sagde ikke så meget. Men de hyggede sig med kaffe og boller, og forældrene fik svar på nogle af de spørgsmål, der naturligt nok opstår, når man skal overlade sit barn til fremmede mennesker. Efter det første møde har parterne to døgn til at melde tilbage, om de fortsat er interesseret i at skabe en relation. For Lizzie og Johannes Andersen var der ikke så meget tvivl. ”Vi syntes godt om familien lige fra starten. Selvfølgelig overvejede vi det lige en ekstra gang, inden vi sagde endeligt ja. Det er jo forpligtende, for man melder ikke bare fra igen, når man har involveret sig med et barn, der har det svært,” siger Lizzie Andersen.

 

Givtigt for alle parter

Det ikke kun børnene, der får udbytte af reservebedste-ordningen. At det også beriger reservebedsteforældrenes tilværelse at få et fremmed barn ind i deres liv, kan Lizzie og Johannes Andersen nikke genkendende til. ”Samværet er utroligt givtigt for os. Han er et barn med en helt anden baggrund, og han har brug for en anden slags støtte, end vores egne voksne børn har. Det er fantastisk at følge hans udvikling, og så er det dejligt igen at have en, der kommer hos os i dagligdagen,” siger Lizzie Andersen. Noget af det, børn og voksne ofte fremhæver ved reservebedsteforældre- ordningen er, at det er frivilligt og uafhængigt af det etablerede behandlersystem. ”Det betyder meget, især for større børn, at der ikke er penge involveret i relationen, og at reservebedsteforældrene er sammen med børnene, fordi de har lyst,” siger Pernille Toft Haslund. For Lizzie og Johannes Andersen var det også lysten, der gjorde, at de meldte sig som reservebedsteforældre. Men efter tre år er forholdet til reservebarnebarnet ikke bare hyggeligt samvær. Den unge mand er blevet en del af familien. ”Vi betragter ham, som en del af vores familie, og det tror jeg også, han gør. Med ham har vi fået nyt liv i vores liv, og jeg håber, at han vil være en del af familien altid,” slutter Lizzie Andersen.

 


Reservebedsteforældre-ordningen

 Er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Ældresagen og SIND Pårørenderådgivning. Det er et tilbud til børn med forældre eller søskende, der har en psykisk sygdom. Samarbejdet startede i 2012, og indtil videre har 26 børn fået reservebedsteforældre via SIND Pårørenderådgivning. Man bliver kun reservebedsteforældre for ét barn. Er der flere børn i familien, vil man finde andre reservebedsteforældre til dem. Det er meget forskelligt, hvor ofte reservebedsteforældre og børn ses. Nogle ses en gang om ugen, andre ses hver anden uge. Der afholdes løbende fællesmøder, hvor reservebedsteforældre kan sparre med hinanden og få råd og vejledning.

Hvis du er interesseret i at blive reservebedsteforælder, kan Pernille Toft Haslund kontaktes på telefon 2382 3708 eller mail pth@sindspaa.dk.

SIND Pårørenderådgivning

SIND Pårørenderådgivning rådgiver, vejleder, støtter og underviser pårørende til mennesker, som har en psykisk sygdom. SIND Pårørenderådgivning er en selvejende juridisk enhed, der har et bredt samarbejde med mange relevante parter, blandt andet Landsforeningen SIND.

 

Tekst: Charlotte Vincents Jansen

Foto: Mathilde Bech

 

Detaljer omkring Lizzie og Johannes Andersens reservebarnebarn og hans familie er udeladt af hensyn til deres privatliv. Af samme årsag optræder hverken drengen eller hans forældre i artiklen.