I Sabro har mændene kastet sig over repelling

Mandegruppen i Sabro kaster sig med hovedet forrest ud i fysiske aktiviteter og får prøvet grænser af.

”Det er vigtigt, du kigger lige ud – kig ikke ned – fokuser på bygningerne overfor. Træd et skridt ud på muren. Og så løber du ned ad den med korte skridt. Og bare rolig, rebet kan holde til 2.500 kg.” Instruktør Kim Winkler guider og beroliger John Pagh, der hænger i den tynde line med ansigtet mod jorden 18 meter nede. En kort overvindelse, og så sætter John Pagh af og tripper ned ad den lodrette væg med kroppen ud fra muren i en 90-graders vinkel.

Australsk rappelling

Det første forsøg giver ikke topkarakter for det kunstneriske udtryk, men det vigtigste er, at det lykkes for John Pagh og de andre klatrere at overskride grænsen og kaste sig ud i den særlige form for australsk rappelling, hvor man fastgjort til en line løber ned ad en lodret mur med front mod jorden. John Pagh, 70, er sammen med Martin Perelman, 68, og Bent Knudsen, 72, en del af mandegruppen ved Sabro Lokalcenter. Siden august har de sammen med fem andre mænd hver mandag dyrket mandeaktiviteter, hvor de fysiske udfoldelser har været i højsædet. Udfordringerne fik et ekstra nøk denne mandag, hvor gruppen søgte oplevelser ved Friluftscenter Sprækkebjerg ved Hammel.

Drengen kommer op i én

”Det er udendørslivet og de fysiske udfordringer, jeg synes om ved denne mandegruppe. Det er lidt lige som ’Rigtige Mænd’ fra tv. Vi mødes som regel ved lokalcentret og træner ved de udendørs fitnessredskaber, og så har vi forskellige former for boldspil med amerikanske fodbolde eller floorball. Det giver en variation, man ikke møder andre steder. Når vi først kommer i gang, kommer drengen op i én,” forklarer John Pagh, der lige som de andre i gruppen bor i Sabro-området. Forud for den australske rappelling var gået en omgang almindelig rappelling, hvor deltagerne firede sig ned med ryggen mod jorden – her var udfordringen at sætte af fra muren med begge ben og komme ned i så få spring som muligt. Martin Perelman ville gerne have klaret de 18 meter i et langt svæv, men det lykkedes ikke helt. Han måtte sætte af fra muren et par gange, inden han nåede ned. ”Det er noget, alle skulle give sig lov til at prøve – det handler om at prøve grænser af og overvinde dem. Det er dejligt, at man kan mærke, at man stadig har sin krop, og at man kan bruge den,” siger han.

Overvandt min grænse

Lige som de to andre nyder Bent Knudsen samværet i mandegruppen. Efter at have klaret udfordringerne i den almindelige rappelling var han mere skeptisk, da de gik over til den australske udgave med hovedet nedad. Han takkede i første omgang nej, men da de to andre havde klaret udfordringen, tog han den også op. ”Det er det mest udfordrende, vi endnu har prøvet i mandegruppen, og man møder sine grænser. Jeg er glad for, at jeg overvandt min egen grænse og kastede mig ud i det,” forklarer han tilfreds, efter at have klaret den australske rappelling i fin stil. Efter at pulsen var kommet på plads, ventede en ny udfordring. Deltagerne skulle gå 90 meter på en wire over en kløft. Instruktør Kim Winkler var så letsindig at love øl til deltagerne, hvis de kunne gå både frem og tilbage. Ingen tog imod tilbuddet. Efter de 90 meter var armene syret så meget til, at de dårligt nok kunne løfte dem til en high five over igen at have løst en krævende fysisk udfordring.

Masser af leg og grin

Peter Sand er fysioterapeut og manden med de gode idéer til, hvad mandegruppen skal foretage sig: ”Når gruppen mødes, dyrker vi nogle andre former for fysisk akti – vitet, end man normalt ser omkring træningsredskaber. Ellers kan det hurtigt blive kedeligt. Vi har et pro – gram, hvor deltagerne kan mærke den hårde træning, samtidig med at der er en masse leg og grin, og nogle gange er det svært at få dem til at stoppe, når vi har været gennem to-tre timer med fuld knald på.”


Mændene op af sofaen

På lokalcentre og i foreninger er der masser af kvinder, der går til for eksempel yoga eller selvtræning, mens det er meget sværere at hive mændene op af sofaen og få dem i gang med at motionere. Inspireret af tv-serien Rigtige Mænd har Mariane Bech Nedergaard, der er frivilligkoordinator ved lokalcentrene i den vestlige del af Aarhus Kommune, sat gang i nogle mandegrupper, hvor fysisk aktivitet og mandehygge er i højsædet. For at få grupperne godt i gang har der i den første periode været tilknyttet en fysioterapeut, der skulle komme med idéer og inspiration, men tanken er, at mandegrupperne skal være selvkørende, hvor det er deltagerne selv, der tilrettelægger, hvad gruppen skal arbejde med. I den vestlige del af kommunen er der lige nu mandegrupper i Sabro og Tilst og én på vej i Stavtrup.

Spørg frivilligkoordinatoren i dit område, om der findes en mandegruppe, eller om der er planer om det. Se oversigten over frivilligkoordinatorer på Find frivilligkonsulenter og -koordinatorer (aarhus.dk

Tekst og foto: Allan Witte