Få en god cykeltur

En rusten kæde og for lavt dæktryk kan gøre cykling tungt og trist. Få tip til, hvordan du holder cyklen i topform, og hvad skal du overveje, når du vælger ny cykel. 

 

”min kæde er helt rusten, og det er kun et halvt år siden, jeg fik den skiftet. Kan du gøre noget?” Den unge kvinde kigger håbefuldt på Joachim Parbo, der til gengæld ser skeptisk ud: ”Du har ikke givet den olie over- hovedet? Jeg tvivler på, at den er til at redde.” Vi står ved Aarhus Kommunes rullende Cykelbibliotek, som denne dag er stillet op ved Skejby Sygehus. Her kan de ansatte i området komme forbi og få tjekket deres cykler og evt. låne en anden, for med egne ben at opleve hvilken slags cykel der er bedst for dem.

Prøv en anden cykel

Joachim Parbo står for Cykelbiblioteket på vegne af Aarhus Cykelby, og lige nu er han udfordret af kvinden med den røde cykel med indvendige gear og en rusten kæde: ”Hvor meget cykler du til daglig?” ”Jeg har 14 km til og fra arbejde.” ”14 km?! Du skal ikke cykle hjem på den cykel – vent lige lidt,” siger Joachim Parbo, smutter ind i containeren og kommer lidt efter ud med en cykel, der på mange punkter adskiller sig fra den røde, som kvinden tog på arbejde med om morgenen. ”Du skal prøve den her. Den er meget lettere end din egen cykel, og den har udvendige gear, så du vil helt klart mærke en kæmpe forskel på de to cykler. Tag du den her med hjem og kom tilbage med den om to dage, så er jeg overbevist om, at du vil have en anden cykel – det mangler da også bare, når du cykler så langt.”

 

Forkert sadelhøjde og dæktryk

Joachim Parbos hjerte banker for at få andre til at blive glade for at cykle. Han er overbevist om, at vi alle kan få lyst til at cykle mere og længere, hvis vi får bedre styr på, hvilken cykel der passer os bedst, og hvis vi får den ordentligt indstillet. ”Folk, der kommer forbi her, har som regel kun prøvet en cykel med indvendige gear, en sadel der ikke er ordentligt indstillet og forkert dæktryk. I mange tilfælde kan vi gøre cykeloplevelsen bedre ved at justere lidt på cyklen, så de sidder på en måde, så de får udnyttet kræfterne bedre, samtidig med at de bliver i stand til at orientere sig bedre i trafikken,” fortæller Joachim Parbo, der på Cykelbiblioteket ikke kun tuner folks cykel, men også låner cykler ud, så folk kan få en oplevelse af, hvordan det er at cykle på en god cykel, der er optimalt indstillet.

 

Følelsen kommer først

”Mange ved ikke, at indvendige gear æder 20 procent af de kræfter man lægger i pedalerne i modsætning til udvendige gear. Hvis kæden er slidt eller rusten, er det endnu værre. Der er mange, der kommer til cykelbiblioteket for at prøve en el-cykel, men hvis de i stedet får testet en god cykel med udvendige gear, viser det sig ofte, at det ikke er nødvendigt med en el-cykel. Hvis man er almindeligt førlig og har mindre end 10-15 kilometer til arbejde, kan mange klare det med en god cykel uden elmotor. Vi har i Cykelbiblioteket oplevet, at kvinder omkring 60 år, som ellers ikke motionerer, kan skære op mod 15 minutter af deres transporttid på cykel og klare for eksempel 11 kilometer på 35 – 40 minutter, og så vil det være forkert at anbefale dem en el-cykel,” siger Joachim Parbo, der mener, at det er noget helt andet, der gør det at cykle helt specielt: ”Det er følelsen, der er det vigtigste. Når du har den gode følelse, når du cykler, får du også motivationen og glæden, men det er den gode følelse, der kommer først.”

 

Parbos gode råd:


Dækket

Med det korrekte dæktryk ruller cyklen meget lettere. På siden af dækket kan du se, hvor højt trykket bør være. Du kan tjekke om dit dæktryk er i orden ved at presse hårdt på cyklen. Hvis dækket giver efter, mangler det luft. 

Kæden

Når kæden bliver så rusten, er den svær at redde. Som hovedregel skal kæden skiftes mindst én gang om året 

Gearet

Mange vælger indvendige gear, fordi de er bange for, at udvendige kræver for megen vedligeholdelse. Det er en skrøne ifølge Joachim Parbo. Alle gear kræver vedligeholdelse, og hvis indvendige gear bliver slidt, er de dyrere at reparere end udvendige. Til gengæld æder indvendige gear 20 % af pedalkraften til ingen verdens nytte 

Sadlen

Mange cyklister har indstillet sadlen forkert. Den er enten for høj eller lav – for langt fremme eller tilbage. Du kan selv tjekke om din sadelhøjde er i orden: Drej pedalerne rundt, så den ene pedal er længst muligt nede mod jorden. Sæt dig på sadlen, mens du støtter dig op ad en mur. Placér hælen på nederste pedal. Nu skal dit ben være fuldt udstrakt. 

 

Tekst og foto: Allan Witte