Tekst: Nanna Marie Rasmussen

Selv om Danmark er et lille land, er vi en del af en stor digital verden. Vi handler på nettet, betaler regninger på nettet og udfylder forskudsopgørelsen på nettet. Selv breve sender vi sjældent i den fysiske verden, da den digitale verden har gjort det hurtigere for os med mails og sms’er. Vi kan nu sidde trygt hjemme i sofaen og foretage daglige gøremål,
som tidligere skulle klares ved fremmøde flere fysiske steder. Den digitale verden har gjort det lettere for os, men den har også medført nye former for utryghed. Måske undlader du at handle på nettet, fordi du er bange for at blive snydt? Måske har du modtaget en mail fra SKAT, der oplyser, at du ved et enkelt klik kan få de penge, du har til gode, selvom du ved, at du ikke skulle have penge tilbage i skat? Eller måske har du endda oplevet at købe en gave på nettet, der aldrig er blevet leveret, selvom du har betalt for den?
Det er fornuftigt at være opmærksom, når du færdes på nettet eller bliver kontaktet på mail eller telefon af nogen, der efterspørger dine personlige oplysninger, men det skal ikke tilbageholde dig fra at være aktiv i den digitale verden. Ved at følge de 10 gode råd udarbejdet af Østjyllands Politi og Aarhus Kommune kan du trygt færdes i den digitale verden. Har du en smartphone kan du hente app’en ”Mit Digitale Selvforsvar”, der hjælper dig til at være sikker på nettet og holder dig opdateret på digitale trusler.

Sikker handel

Undlad at handle i web-butikker med mange sproglige fejl og “skæve” priser og kig efter, om web-butikken er e-mærket.

Tjek sælgers telefonnummer, privatadresse, NemID-validering og lignende, når du handler med private på nettet. Tjek, at betalingen foregår over en krypteret forbindelse ved at kigge efter hængelåssymbolet eller https://
i browserens adressefelt.

Falske e-mails og sms’er

Klik aldrig på en SMS eller e-mail, som du ikke har bedt om, kender til eller som ser mistænkelig ud – også selv om du kender afsenderen. Opgiv aldrig oplysninger til virksomheder/ myndigheder, der allerede har dine oplysninger i forvejen (fx SKAT, Nets, MobilePay eller din bank).

Beskyt dine data

Del aldrig dine passwords, pinkoder eller NemID med andre. Brug stærke passwords og genbrug ikke det samme password. Det er altid en god ide at have kopi af dine data, hvis du skulle blive ramt af virus eller lignende.
Sørg for at have opdateret software og antivirusprogram installeret på din
computer, telefon og tablet.