Sådan holder du nytårsforsættet

Tips og tricks til at bryde vaner

 

1/ Drop de spontane nytårsforsætter

 

Når du nytårsaften kl. 5 minutter i midnat beslutter, at nu vil du være et nyt og bedre menneske og kvitte cigaretterne/alkoholen/slikposen/sofaen eller hvor din dårlige samvittighed nu sidder – så er dit gode forsæt næsten dømt til at mislykkes inden raketterne er fuset ud. Planlæg i god tid hvad du vil ændre og hvordan. Opstil gerne konkrete mål a la ’jeg vil (ikke skal eller bør, din hjerne bryder sig ikke om tvang og skældud!) tabe 5 kg inden 1. maj’.

 

2/ Start i det små

 

Rom blev ikke bygget på en dag, så bryd én vane ad gangen. Og tag små skridt. ’Jeg vil løbe én gang om ugen’ er mere realistisk end ’jeg vil løbe 4 gange om ugen’.

 

3/ Erstat din vane med en anden vane

 

Hvis du bare holder op med at gøre et eller andet og ikke sætter noget andet i stedet, bliver der et tomrum og du vil opleve et savn. Hvis du fx vil stoppe med at tjekke din mobil som det første hver morgen, så erstat det med et andet fast ritual, fx lidt god musik. Eller 10 armbøjninger.

 

4/ Styr din indre stemme

 

Du vil møde udfordringer undervejs og din indre stemme vil tage fat – den, der fortæller dig, at det er okay at spise den flødeskumskage. Inden du ændrer en vane, er det derfor en god ide at skrive de mest sandsynlige argumenter ned, som din hjerne kan finde på at diske op med. Så kan du bedre modstå impulserne.

 

5/ Forpligt dig

 

Fortæl familie og venner – også dem på facebook – hvad du er i gang med, så bliver det sværere (og mere pinligt) at bryde den nye vane. Find en makker. Chancen for succes er større, når i er to om det. Det er sværere at springe løbeturen eller frokostsalaten over, når der står en og venter på dig.

 

Tekst: Ingrid Terkelsen 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *