Sammen hver for sig på Kragelund

Da statsministeren lukkede landet ned i starten af marts, lukkede Aarhus Kommunes tilbud til en lang række borgere også. På Kultur- og kontaktsted Kragelund, var der en gruppe handlekraftige brugere, der hurtigt oprettede en lukket gruppe på Facebook, så det vigtige fællesskab fra Kragelund kunne fortsætte.

TEKST Anja Ziegler FOTO Henrik Rydahl

Sangskriver-time med musikterapeut Henrik Rydahl.

Da Lene P. J. Poulsen havde sin sidste dag på Kultur- og kontaktsted Kragelund den 13. marts, vidste hun allerede, at hun var nødt til at gøre noget for at udfylde det tomrum, der nu ville blive. Sammen med tre andre brugere, startede hun samme dag Facebook-gruppen Krager i Flok, og den fik hurtigt mange medlemmer.

”Gruppen har udviklet sig over al forventning. Jeg troede kun, der ville være 10-20 medlemmer, men der er over 126 medlemmer. Det viser, at der er et stort behov,” fortæller Lene P. J. Poulsen.

De deler strikkeopskrifter, madopskrifter, billeder af aftensmaden, egne malerier, videoklip, gåture og skøre indfald.

Man får en pause fra sig selv

Medlemmerne deler tanker, følelser og minder om ting, de har lavet sammen, og bevarer på den måde det gode fællesskab, de havde på Kragelund.

De har lavet ‘streaming fællessang’ med live-streaming af sange fra Kragelunds sangbog, hvor deltagerne kunne synge med hjemmefra. De deler strikkeopskrifter, madopskrifter, billeder af aftensmaden, egne malerier, videoklip, gåture og skøre indfald.

”På den måde er der stadig et unikt drive, hvor der er fokus på de gode ting, og det man kan lave i fællesskab,” fortæller Lene P. J. Poulsen. ”Vi hjælper hinanden, og man får en pause fra sig selv.”

Medarbejderne er også med

Medarbejdere fra Kragelund har været med i gruppen fra start. De har tilbudt råd og vejledning via links til myndigheder og nyheder, og de har tilbudt telefonsamtaler til deltagerne lige fra start. Senere begyndte de at tilbyde deres aktiviteter i gruppen online, og på den måde har de holdt Kragelund virtuelt åbent.

De daglige gåture på Kragelund bliver nu tilføjet forskellige fotoopgaver, hvor deltagerne lægger sine billeder af opgaverne op efterfølgende.

”På den måde går man ture sammen – hver for sig,” fortæller Lene P. J. Poulsen.

En anden medarbejder fortsætter yoga online, og en tredje viser billeder fra Kragelunds kolonihave, så man stadig kan følge med.

Sangskrivergruppe via ZOOM

Henrik Rydahl er musikterapeut på Kragelund, og han har også videreført sin sangskrivergruppe online. De mødtes hver fredag på Kragelund, nu mødes de mandag, onsdag og fredag over ZOOM i 2 x 40 minutter.

”Deltagerne deler, hvor langt de er kommet i forhold til deres sangskrivning, og hvad de vil arbejde videre med de næste 40-50 minutter, hvorefter vi mødes igen, deler hvad de har lavet og giver feedback til hinanden,” fortæller Henrik Rydahl.

Camilla Sydel er førtidspensionist og har været med i sangskrivergruppen online lige fra start, og hun er rigtig glad for gruppen.

”Jeg ville have været på herrens mark uden,” fortæller Camilla Sydel, der også var med i sangskrivergruppen på Kragelund, men som ikke har set et menneske, hun kender, i flere uger.

”I ZOOM snakker vi også om, hvad der er svært og godt i det hele taget. Der er en god fortrolighed, vi støtter hinanden og er der for hinanden.”

Krager i Flok er kommet for at blive

Når Kragelund åbner igen, fortsætter Krager i Flok også på Facebook. Det giver mulighed for at følge med de dage, hvor man ikke orker at tage hen på Kragelund, så man ikke bliver helt koblet af.

”Med Facebook-gruppen er Kragelund aldrig helt lukket”, siger Lene P. J. Poulsen. ”Vi kan stadig være fælles om noget. Det giver tryghed”.


Om Kragelund

Kultur- og kontaktsted Kragelund er et tilbud om fællesskab og aktiviteter til voksne borgere, der har psykisk sårbarhed.

Læs mere om Kragelund på Aarhus Kommunes hjemmeside: aarhus.dk/kk-kragelund

Kragelund åbnede igen den 8. juni med visse forholdsregler.
Disse regler kan stadig være gældende- hold øje med ovenstående hjemmeside.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *