Børn kan ikke få for meget kærlighed

I gamle dage bestod en familie som oftest af tre generationer fordelt i lige linje: blodsbeslægtede børn, to forældre og fire bedsteforældre. Stamtræet var enkelt, overskueligt og let at aflæse.

Tekst: Helle Erenbjerg Foto: Carsten Ingemann

Sådan er det langtfra i alle familier i dag. Her spreder grenene på familiernes stamtræ sig ud i et langt mere mangfoldigt ­mønster af relationer; der er dem man er blodsbeslægtet med, dem man har giftet sig til, dem man har været gift med, og så er der de nye kæresters børn og forældre – altså dem, som kommer til, når der kommer nye kærester ind i billedet.

”Vi har lige været til børnefødselsdag: Mig, min eksmand, min nuværende mand, min søn, moren til hans to børn (min ekssvigerdatter) og hendes nye kæreste, mine to børnebørn, min ekssvigerdatters to børn fra et tidligere forhold og deres kærester. Og det er rigtig hyggeligt. Ungerne er glade for det. Det er jo hele deres sammen­rend af relationer.”

Sådan fortæller Birgitte Bjerre; mor, ekssvigermor, farmor til Camillo (10 år) og Nor (7 år) samt bonusfarmor til Olivia (11 år) og Benjamin (8 år). Og eksbonusbedsteforælder til eks-svigerdatterens to store børn på 18 og 25 år.
Hun er en af de mange, som kender til de udfordringer og glæder, der følger med en sammenbragt familie med dine børn, mine børn, nye kærester og nye bonusbedsteforældre:

“Jeg kunne godt mærke et stik af jalousi, da min ekssvigerdatter tog børnebørnene med på efterårsferie og juleferie til hendes nye kærestes forældre. Er jeg nu ikke god nok længere? Det er sgu’ da mig, der er deres farmor! Men det er jo fantastisk, at den nye kærestes forældre også har lyst til at være en del af mine børnebørns liv,” siger Birgitte og tilføjer: “Selvom det indimellem godt kan gnave en lille smule, så er det allermest bare dejligt. Børn kan bare ikke få for meget kærlighed.”


Jeg vil gerne dele mit liv med dem

Som bedstemor har det været vigtigt for Birgitte at skabe en tæt relation til børnebørnene:

“Helt fra begyndelsen kørte jeg tit til København og hentede den store i vuggestuen, gik ture og fandt på noget, vi kunne lave sammen. Det var simpelthen vigtigt for mig at være så meget til stede som overhovedet muligt og skabe en tæt relation til mine børnebørn.”

“Jeg vil også gerne have, at de skal opleve noget, når de er her hos mig. Vi tager på ture, stryger rejer, bader og tager på skiferier sammen. Jeg vil bare gerne dele mit liv med dem,” siger Birgitte og understreger:

“Det største i livet er altså det med de børn. Glæden ved at være sammen med dem. Følge med og snakke med dem. Man har de samme bekymringer som med ens egne børn. Du ved, går det godt i skolen? Har de gode venner? Trives de?”

Mine, dine og vores

Både Birgitte og hendes mand er enige om, at de hver har en særlig relation til deres biologiske børnebørn – og i kølvandet på det kan bølgerne af og til gå højt, som det så ofte sker, når hjertebånd skal flettes sammen i nye mønstre:

“Man får bare en særlig relation til de børn, der er ens biologiske børnebørn. Det er i hvert fald min oplevelse. Selvom jeg synes, at mine bonusbørnebørn er søde og dejlige, så har jeg et andet forhold til min søns børn. Det har vi haft nogle konflikter om – min mand og jeg. Vores børnebørn er jo vidt forskellige og mine larmer nok mere end hans,” siger Birgitte og tilføjer:

”Jeg oplever, at min og min mands tålmodighed og rummelighed er større i forhold til vores biologiske børnebørn og mindre i forhold til den andens børnebørn. Det er noget, jeg er meget opmærksom på, altså hvordan han taler til dem, og hvad de må og ikke må.”

For Birgitte og hendes mand handler det til syvende og sidst om på den ene side at acceptere, at det er sådan og samtidig stille krav til, at begge er retfærdige og ordentlige overfor alle børnebørn. Og netop spørgsmålet om, hvornår det er okay at sige fra, og hvem der skal gøre det. Det er noget, som fylder begge veje:

”På den anden side, så er det også mere enkelt for mig at være tydelig og at sige til og fra overfor mine egne børnebørn. Men når jeg gør det overfor min mands, så er jeg meget mere på vagt i forhold til, om jeg nu kritiserer hans familie.”

Familier er dem, vi selv skaber

”Jeg tror, at vi i vores generation mere har skabt vores egne ­familier. Mine børnebørn kalder mine bonus­børnebørn – altså min mands børnebørn – for deres fætter og kusine. Det er de jo ikke, hvis man ser meget firkantet på det. Det er jo en sammenhæng og relation, vi skaber selv,” siger Birgitte og funderer over forskellen på hendes egen barndom og børnebørnenes:

”Måske har vi altid kendt til de udvidede familier – altså min mor havde to veninder, som blev til mine tanter, og dem så vi hele tiden. Det, der måske er kommet til, er de der skilsmisser, hvor man alligevel mødes på kryds og tværs med de nye kærester og deres ­familier. Det gjorde man nok ikke i min barndom.”

Tre gode råd

I bogen ”Guide til bedsteforældre og deres børn” skrevet af Margrethe Brun Hansen og Maria Behrendt kan man læse mere om, hvad der sker når et barn bliver født og et nyt hold forældre og bedsteforældre skal finde hinanden.

Bogen rummer en række gode råd til de nye bedsteforældre – blandt andet:

Giv jeres børn rum til selv at skabe rammerne for deres nye familie

Vær der for dem, men drop de gode ­(velmenende) råd

Afstem ­forventningerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *