”Happy – happy – happy – happy!” … gjalder det ud i Den Blå Sal i KlostergadeCentret. Et halvt hundrede stemmer er sluppet løs i omkvædet på Pharrell Williams’ ørehænger. Den øvrige tekst gør også glad: ’Clap along if you feel like a room without a roof, clap along if you feel like happiness is the truth, clap along if you know what happiness is to you!’ (Klap, hvis du føler dig som et rum uden tag, klap, hvis du føler, at glæde er sandheden, klap hvis du ved, hvad glæde er for dig!) Koret Stayin’ Alive – opkaldt efter Bee Gees-hittet fra 1977 – øver hver torsdag kl. 10-12. Repertoiret er mest på engelsk, med enkelte danske islæt. ”Men det er vigtigt, at det er rock!” siger Ulla i kaffepausen, hvor der er tid til en lille snak med nogle af sangerne. ”Vi gider ikke synge gospel og højskolesange . Det er der så mange andre kor, der gør. Vi er et rockkor! Og vi har også ’Stayin’ Alive’ på repertoiret – men den kunne vi nu godt blive bedre til!”

 

Koncert på Dokk1 29. oktober 2016

I øjeblikket er man ved at indøve de sange, koret skal synge til en koncert på Dokk1 den 29. oktober sammen med et brass-band. Inden kaffen når man rundt om James Taylors og Carole Kings ’I Feel The Earth Move’, Stings ’An Englishman In New York’, Daltons ’Natte- Slinger’ samt ´Happy-sangen’. Man behøver hverken have kor-erfaring eller kunne læse noder for at være med i koret, men man skal opfylde tre kriterier: Man skal være pensionist, man skal kunne lide at synge – og man må ikke sige korlederen imod! Han hedder Bjørn ”Bønne” Christensen og har beskæftiget sig med musik hele livet, blandt andet i Østjysk Musikforsyning og Harmoniorkestret Kærne. Nu herser og regerer, roser og opildner han senior-rocksangerne, mens han spiller for på flyglet: ”Sopran og alt – takt 33! I skal falde ind der, hvor der står i noderne, at I skal falde ind – uanset om de andre ikke gør det! Brug bugstøtten – så kan I komme ubesværet op på de høje toner … sådan! Det skal bare ha’ no’en tæsk!” I øvrigt bliver Bønne 70 denne torsdag, og det bliver indledningsvist fejret med fødselsdagssang og en lille én til stemmebåndene.

 

Et frikvarter fra det, der tynger

Stayin’ Alive er en blanding af hygge og seriøsitet. ”Det er måske nok lidt løst i fugerne, og kaffepausen bliver somme tider lige lovlig lang; men vi har også en faglig stolthed. Det skal lyde ordentligt, når vi optræder,” forklarer Finn, en af de relativt få mænd i koret. En halv snes stykker, alt i alt – ” og vi vil gerne være mange flere,” tilføjer Kaj. ”Mænd tænker ikke over, hvor sjovt det er at synge.” Sjov, smil og latter og samværet med andre er en vigtig del af det at synge i kor. Men også det at være sammen om at skabe noget smukt. ”Når det virkelig swinger, så bliver jeg helt høj!” siger Mette. ”Stayin’ Alive er et frikvarter fra det, der tynger. Man kan have en dårlig dag, måske har man sygdom i familien eller andre alvorlige ting, så man slet ikke har lyst til at komme herned. Men så gør man det alligevel – og man får det altså bedre af det,” siger Kaj, og Ulla stemmer i: ”Man mærker ikke sin ked-af-dethed, når man synger!” Kaffepausen er slut, og sangerne finder langsomt og snakkende deres pladser i salen igen. Bønne sætter sig ved flyglet, slår tonen an … nu synges der med hele kroppen, fødder vipper, fingre knipser og hoveder nikker i takt til den fængende rytme: ’because I’m happy – happy – happy – happy …’

 

Bliver man lykkelig af at synge i kor?

De fleste korsangere kan nikke genkendende til andre korsangeres beskrivelse af den glæde og opstemthed, de føler efter en god kor-seance. Uanset hvor træt og trist, småforkølet, gnaven, forblæst, våd osv. man var, da man kom … når man går hjem, er man glad. Og de trælse ting, man måtte have gået og tumlet med, er forsvundet ud af hovedet. Man kan sågar føle sig helt ’høj’. Det skyldes flere forskellige ting: Når vi synger – i kor eller solo – frigiver hjernen endorfiner, der dæmper smerte, øger velværet og får humøret til at stige. Desuden har selve det at synge sammen i kor en meget vigtig social funktion. Vi mennesker holder meget af at svinge i takt med andre, og samtidig kan vi gode lide at give os hen og tillade os selv bare at være til i sangen og den fælles velklang. Tilmed får man det også bedre rent fysisk af at synge. Kroppen påvirkes nemlig fysiologisk, i og med at stemmen skaber lydbølger, der stimulerer cellerne, som derved frigiver energi og løsner spændinger. Så – bliver man lykkelig af at synge i kor? I hvert fald noget, der ligner!

 

I denne video kan du høre mere seniorrockkoret, samt få en fin smagsprøve på deres evner:

 

 

Tekst: Ingrid Terkelsen

Foto: Brian Rasmussen