Behovet for nærvær, flirt og sex er naturligt, selvom man er oppe i årene. Sexolog Sascha Munch er i dialog med mange ældre, og ét råd går igen: Dine følelser er ok. Og er du i tvivl, kan du søge råd.

 

 

Må man gerne tænke på sex, når man har rundet 82 år?

Det spørgsmål fik sexolog Sascha Munch af en aarhusiansk mand, hun havde i terapi.

”Han var blevet alene, og han lukkede lige så stille op for sin seksuelle aktivitet. Han begyndte at kigge efter kvinder på gaden og nu og da forestille sig, hvordan de så ud nøgne, men pludselig blev han usikker: ’Må jeg det? Er det ok’? Jeg ved fra mine samtaler med ældre, at han absolut ikke er den eneste, der går med de tanker,” siger Sascha Munch.

 

Ældre mangler viden

 

Og ifølge sexologen er det både normalt og helt i orden af have den slags tanker. For de er udtryk for en lyst, som de fleste mennesker har, men som nogen ikke giver plads til.

”Det at have lyst til andre mennesker i form af sex, berøringer eller bare samvær er jo en helt naturlig ting. I andre livsfaser skænker vi det end ikke en tanke, men for en del ældre er det meget tabubelagt. Det handler om tidsånd, kultur og faktisk også om viden,” siger Sascha Munch, der peger på, at mange ældre er opdraget i en tid, hvor det at tale om både følelser og kroppen ikke har været udbredt.

”Jeg oplever, at en del ældre har fysiske problemer i relation til sex – eksempelvis rejsningsproblemer for mænd og smerter under samleje for kvinder – og de ved ikke, hvilke muligheder der findes for at imødekomme de udfordringer. De er simpelthen ikke vant til at opsøge den slags information,” siger sexologen.

 

En lille flirt skader ikke

 

En anden typisk udfordring er forståelse af spillereglerne. Hvornår må man flirte, og hvordan ved man egentlig, om den anden part er ledig på markedet?

”Tidligere var grænserne mere tydelige. En forlovelsesring eller en vielsesring var et klart signal, men i dag lever mange jo i forhold uden at være gift. En af mine klienter følte sig begrænset af ikke at vide, om de kvinder, han var interesseret i, allerede var i et forhold, og han var bange for at udvise for stor interesse og blive stemplet som en gammel gris,” fortæller Sascha Munch, som gav manden det råd, hun har givet til mange andre med lignende overvejelser:

”Prøv dig frem. Det er ok at flirte, og hvis man ikke prøver, sker der i hvert fald ikke noget. En flirt bærer også meget andet godt med sig – det er en udveksling af positive signaler, som i mange tilfælde ikke fører andet med sig, end at begge parter føler sig bekræftet og får et energiboost. Det er da værd at tage med,” siger Sascha Munch.

 


Slap af og giv slip

 Mange har svært ved at flirte og finde ud af, hvordan man udviser interesse for en person, man er interesseret i at komme i kontakt med. Her er sexolog Sascha Munchs fem gode råd.

– Gør det klart for dig selv, hvad du egentlig leder efter. Har du brug for et smil, eller leder du efter en fast partner?

– Træf en beslutning om, hvad du gerne vil signalere. Dine øjne og dit smil fortæller, at du har energi, som du gerne vil dele ud af. God energi smitter.

– En flirt kræver mod. Du skal være villig til at løbe en risiko for at blive afvist, men husk, at den anden står i samme situation. Og hvad er egentlig det værste, der kan ske?

– Tag flirteri for hvad det er. Selvom det måske ikke fører til et ægteskab, kan det være, det giver en rar følelse i maven og et smil på læben. Hvorfor ikke tage det med i hverdagen?

– Mind dig selv om, at lysten til andre mennesker er naturlig.

– Din krop er ikke i samme form, som da du var 17 år, men det gælder for alle. Accepter dig selv, som du er, og så vil andre også gøre det

 

 

Tekst: Jesper Krusell

Foto: Brian Rasmussen