Skal vi følges?

 

Kender du følelsen af, at alle de andre kender hinanden, og du står der som Palle alene i verden? Det sker ikke i GENLYDs bevægelsesklub. Den skaber mulighed for at lave nye fællesskaber i gode og trygge rammer og samtidig få motion.

 

Rigtig mange synes, det kan være lidt svært at møde op i en ny forening og sige: ”Her er jeg – jeg vil gerne være med til det, I laver.” GENLYDs bevægelsesklub handler om, at det skal være nemt at lære nye mennesker at kende, og det handler om at få motion. Her bliver du ved hvert arrangement taget imod af værter, som sørger for, at alle bliver budt velkommen på en hyggelig og imødekommende måde.

 

”Vi ved, det er vigtigt med gode rammer, når man kommer et nyt sted. Man skal føle sig velkommen og kunne mærke, at det er et sted, hvor man sætter fællesskabet højt. Det skal være hyggeligt, trygt og let at være med. Det er netop det, GENLYD kan tilbyde, ikke bare i bevægelsesklubben, men i alle de arrangementer vi afholder,” fortæller Louise Kortegård, fællesskabsformidler i GENLYD.

 

Anne-Lise er en af de deltagere, som har været med til en del af bevægelsesklubbens aktiviteter. Hun fandt en af GENLYDs pjecer på Folkestedet i Carl Blochs Gade og gik ind på GENLYDs hjemmeside, hvor man kunne søge fællesskaber både som privatperson og som forening.

 

”Jeg oprettede en profil på genlydaarhus.dk, og en dag kom der en nyhed om, at der var gratis arrangementer, hvor man kunne komme rundt og se på forskellige motionsformer, og det syntes jeg lød spændende”, fortæller hun.

 

Anne-Lise har været ramt af stress og depression, og derfor kan det godt være en udfordring at komme afsted til nye ting.

 

”Det kan være svært for mig at komme afsted og møde fremmede, så det her er en rigtig god måde at bryde angsten og den frygt, der kan være for ikke at passe ind. Med GENLYD har man nogen at følges med den første gang i stedet for at møde op alene,” siger hun.

 

”Jeg kan rigtig god lide inklusionstanken i bevægelsesklubben. Det, at blive inddraget i et fællesskab og det, at man bliver mødt på en fantastisk måde, så man føler sig velkommen, det betyder meget. Man føler virkelig, at her er der plads til alle. Det er ikke bare en floskel,” understreger Anne-Lise.

 

Hun er ikke alene om at være begejstret for GENLYDs bevægelsesklub. Også Tonje har været med til mange af arrangementerne.

 

”Det vigtigste for mig er at komme ud blandt mennesker. At jeg kommer ud og mærker, at det her, kan jeg godt,” siger Tonje og fortsætter: ”Det har jeg altid haft svært ved, siden jeg blev ramt af stress. Nu glæder jeg mig, fordi jeg har nogen at følges med.”

 

I næsten et halvt år har Tonje gerne villet afsted til gåklubben GLAD i Aarhus 1900, men det er ikke blevet til noget – før nu – sammen med bevægelsesklubben, som har været på besøg i gåklubben:

 

”Selv om det var en skæv dag, kom jeg afsted, fordi jeg havde nogen at følges med. Det er kun på grund af GENLYD. Det er hyggeligt i gåklubben, og jeg har fået nogle gode oplevelser og kommer glad hjem efter en motionstur sammen med andre,” fortæller Tonje.

 

TEKST OG FOTO: CLAUS SJÖDIN

 

One thought on “Skal vi følges?

  • 29. november 2019 at 0:37
    Permalink

    Har du et presserende behov for et lån? vi er en privat virksomhed, og vi tilbyder pålidelige lån i intervallet € 5000 – € 500.000 med en meget lav rente. Kontakt os på: freedomfinancialnetwork2019@gmail.com

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *