Skraldecafeen går ikke ind for madspild

Overskudsmad fra supermarkedernes containere bliver omsat til lækre retter og fælles måltider. Skraldecafeen forener madglæde, bæredygtighed, frivillighed og fællesskab.

 

Udenfor lyser bålfakler op i tusmørket, og en duft af mad på grill spreder sig i kvarteret omkring Lokalcenter Marselis, hvor Skraldecafeen for en aften har indtaget lokalcentrets cafélokaler. Skraldecafeen er et frivilligt drevet socialt projekt, der udnytter overskudsmadvarer fra supermarkedernes affaldscontainere til at drive et åbent, mobilt fælleskøkken, hvor alle kan være med og deltage i aktiviteterne i og omkring køkkenet.

 

Mad med mere

Det er lokalcentret, der har inviteret skraldecafeen til at lave mad og samtidig hele kvarteret til at kigge forbi – noget både de faste brugere, nysgerrige naboer og enkelte børnefamilier har valgt at gøre. Ved et bord sidder to kvinder og sludrer, mens de spiser. ”Jeg fik en flyer i postkassen og syntes, det lød spændende,” siger den ene, Lillian Karstensen. ”Jeg går ind for genbrug og synes, det er synd med alt det mad, vi smider ud,” fortsætter hun og tilføjer med et blik rundt i lokalet og på buffeten, som er flittigt besøgt af de øvrige gæster: ”Og det er godt nok et fint arrangement.” De er begge kommet alene og kendte ikke hinanden i forvejen, men er allerede i gang med at lave en aftale om at mødes til et spil petanque dagen efter. Imens bæres skåle og fade med salater, grillede peberfrugter, kransekage, skrællede skralde-gulerødder, mexicanske pandekager, bruschetta med tomat og mozzarella og meget andet løbende ind og skiftes ud med nye retter, efterhånden som fadene tømmes. Menuen i Skraldecafeen er fastsat af, hvad supermarkederne fra dag til dag har valgt at smide ud. Og af de frivilliges fantasi.

 

Ikke vokset op med madspild

”Jeg har aldrig lavet æbleflæsk før, men vi fandt en pose madæbler i en container i går, og så fandt vi på det her,” siger Steffen Sand, der sammen med Annbritt Jørgensen har taget initiativ til ’Skraldecafeen’. Han steger og braser på det udendørs køkken, mens en ung mand med afrofrisure og store huller i ørene rører i en gryde på et par opstillede kogeplader inden døre. Ved et af cafeens langborde sidder nogle unge kvinder og snitter rodfrugter til salater, mens atter andre rører guacamole af friske avocadoer og former marcipan-mus med haler af lakridssnører. Også stamgæsterne i lokalcentrets normale café synes godt om initiativet. Leif Kristensen er medlem af aktivitetsudvalget på Dalgas og Marselisborg og fitnessinstruktør i lokalcenterets fitnessafdeling. ”Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi var fem søskende. Vi arvede hinandens tøj, og selv om vi aldrig gik sultne i seng, så kan jeg love dig for, at der aldrig blev smidt mad ud. Så når man tænker på, hvor meget mad, der bliver smidt ud i dag – det må være for milliarder…” siger han og fortsætter efter en eftertænksom pause: ”Nej, det her er en virkelig god idé.” ”At bruge overskuddet, så maden ikke går til spilde og samtidig bliver til et gratis måltid mad, som vi kan sidde her og hygge os med,” siger han og skåler med vennerne rundt om bordet.

 

Om Skraldecafeen

Skraldecaféen er et frivilligt drevet socialt initiativ, der udnytter overskudsmadvarer fra supermarkedernes affaldscontainere til at drive et åbent, mobilt fælleskøkken, hvor alle kan deltage i aktiviteterne i og omkring køkkenet. “Skraldecaféen” er et 100% lovligt projekt og blev i november 2015 udvalgt blandt 42 initiativer til at modtage “Aarhus Takker”-prisen, for at gøre en forskel i kampen mod ensomhed, på en måde, der samtidig er bæredygtig. Læs mere på facebook.com/skraldecafeen

 

Tekst og foto: Pernille Bonne