En skurvogn med plads til forskelligheder

”En dag dukkede en mand, vi ikke kendte, op med en ny søjleboremaskine til os og sagde: ”Den skal I have. I gør et godt job og har fortjent det.” Jeg fandt senere ud af, at den kostede omkring 1600 pund (13.500 kroner, red.) Det er bare ét eksempler på den positive måde Men’s Shed er blevet taget imod.”

 

Ian Sage er daglig leder af tilholdsstedet for mænd i Crawley, Men’s Shed – eller på dansk: Mændenes Skur. I realiteten er der tale om en container eller en skurvogn, der er fyldt med værktøj, maskiner og træ. Alt sammen doneret af lokale virksomheder og enkeltpersoner – ligesom skurvognen selv. ”Hvis du spørger mig, hvordan vi lykkes, må jeg indrømme: Jeg ved det ikke! Men det fungerer bare. Lige nu er vi omkring 25 mænd i gruppen, og cirka 15 dukker op hver gang. Nogle af dem har demens, men de fleste har ikke – de kommer blot for fællesskabets skyld. Vi gør ikke noget særligt for at skaffe mænd til gruppen – rygtet om at Men’s Shed findes, spreder sig, og interesserede melder sig,” fortæller Ian Sage.

 

Noget i hænderne

Den lille skurvogn bliver hurtigt fyldt, når mændene møder talstærkt op, og der er ikke plads til alle ved maskinerne. Det gør heller ikke så meget. Julie Kalsi, der er demenskoordinator i Crawley, fortæller: ”Det vigtigste for mændene er samværet, så ud over at arbejde med træ, bliver der drukket masser af te og kaffe. Vi har erkendt, at mændene er lidt vanskeligere at få sat gang i end kvinder. Hvis to kvinder mødes, begynder de at tale sammen, mens mændene, gerne skal have et praktisk formål, inden de får gang i snakken. Det er også det, der er hele baggrunden for Men’s Shed. Da vi startede, forklarede vi åbent, at mændene der kommer her har forskellige behov. Nogle husker ikke så godt eller skal have tingene forklaret flere gange. Det har dog vist sig, at det ikke er et problem. Folk tager godt mod hinanden,” konstaterer Julie Kalsi.

 

Fastholdende fælleskab for alle

”Tolerancen over for forskelligheder er i det hele taget stor,” supplerer Ian Sage. ”Vi fik for nogen tid siden en henvendelse fra en mor til en ung mand på 25 med autisme – om vi kunne have plads til ham her. Jeg præsenterede det for gruppen i Mens Shed, og fik det klare svar: ”Vi repræsenterer tilsammen mere end 500 års erfaring – hvis vi ikke kan drage nytte af den og give den videre, hvem kan så?” Den unge mand blev en del af gruppen og har udviklet sig rigtig meget – en af hans store hobbies hos os er at lave fuglekasser, som vi sætter op i nærheden,” fortæller Ian Sage. Julie Kalsi tilføjer: ”Jeg blev for nogen tid siden kontaktet af en datter til en af mændene fra The Shed. Hendes far bor alene, og hun fortalte mig, at hvis det ikke havde været for stedet her, og de mænd han er sammen med, så troede hun ikke, at han kunne blive boende derhjemme, så havde det været nødvendigt for ham at flytte på et plejehjem. Fællesskabet, og det at have noget at gå op i, har gjort, at han kan klare sig derhjemme.”

 

Tekst og foto: Allan Witte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *