Soldater til søs

De psykiske efterdønninger for hjemvendte soldater kan være både invaliderende og vare ved. Men selv for de hårdest ramte er der en vej tilbage til livet. På en sejlbåd er der brug for alle, og netop dén følelse kan være første skridt på vejen.

 

Sejlerne kravler op på kajen i deres røde heldragter, redningsveste og huer. Selv om solen skinner, blæser vestenvinden koldt, men humøret er højt. Meget højere end da de stævnede ud tre timer tidligere. Skuttende skuldre og bekymrede miner er skiftet ud med rette rygge, (sø-)røverhistorier og latter, der kan høres på lang afstand. ”Det var sjovt. Og det giver god energi til kroppen – god energi på livet”, siger Kenneth Nielsen, 35, der er krigsveteran fra Balkan og siden 2009 diagnosticeret med post-traumatisk stress-syndrom, i daglig tale kaldet PTSD. De første ti år efter krigen gik det fint. På overfladen i hvert fald, men inden i hobede vreden på verden sig op, og en dag kogte den helt over. ”Jeg åd et glas piller, og så var det ligesom tydeligt, at jeg ikke bare var almindeligt stresset,” siger Kenneth Nielsen, der dengang arbejdede som håndværker. Siden da har han været sygemeldt og gennem flere behandlinger og forløb og har det, efter eget udsagn, i dag meget bedre. Han er gift med ecuadorianske Carmen, der også er med på sejlturen i dag – ikke fordi hun har PTSD, men fordi det er godt at være aktive sammen.

 

Brug for succes

Sammen med fem andre krigsveteraner er de ude at sejle kapsejlads i Kaløvig Bugt nord for Aarhus. Alle syv har tilknytning til Fredericia Veteranhjem – nogle bor der, andre kommer der for at være sammen med ligesindede. Fælles for dem alle er den posttraumatiske stress, som Balkan-krigen har efterladt i deres krop og sind. Bag initiativet står havnekaptajn ved Kaløvig Bådelaug Jens Christian Gotfredsen, psykolog Kasper Damsø og eventchef ved DK Sejlsport Søren Tønder. De har allieret sig med en lille håndfuld frivillige medhjælpere: Ruth og Leif Boel på madholdet og Sten Schou Andersen og Niels Gotfredsen i følgebåde på vandet. De ekstra hænder er med til at få dagen til forløbe glat. ”Vigtigst af alt er, at veteranerne får en succesoplevelse, hvor de selv er med til at gøre forskellen. Via samarbejde og tillid til hinanden er alle deltagerne lykkedes med deres opgaver på bådene i dag. Det er fantastisk at se den gejst og glæde, det giver,” siger Søren Tønder. Og netop succesoplevelser har dagens deltagere for få af i hverdagen, forklarer Carl Bratved, der leder veteranhjemmet, og som er med i den ene af de to både på vandet. ”Alle, der er med i dag, er for psykisk belastede til at kunne passe et arbejde. Nogle af dem har været hjemløse i flere år, inden de kom til veteranhjemmet, og udsigterne til et mere almindeligt liv kan være en fjern drøm,” fortæller han.

 

Vejen tilbage

Med dagens oplevelse på vandet håber initiativtagerne, at drømmen er kommet et skridt nærmere virkeliggørelse. ”Vi vil gerne tilbyde et fast forløb for krigsveteraner med vores uddannede instruktører fra Team Danmark Kraftcenter Aarhus. Deltagere, der gennemfører forløbet, får et duelighedsbevis i sejlads. Målet er, at de bruger oplevelsen til at komme videre i livet, og måske endda bruger beviset til for eksempel at komme i praktik på relevante arbejdspladser. Det kunne være Tunø-færgen eller andre arbejdspladser, hvor der er brug for de kompetencer, de får med sig herfra,” fortæller Søren Tønder. ”Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde får et almindeligt job igen, men jeg håber på, på sigt at få et relevant fleksjob,” siger Kenneth Nielsen og fortsætter: ”Og det går den rigtige vej. Sådan noget som det her hjælper en del – det er godt at komme ud.”

 


Krigveteran?

Og har du lyst til at prøve kræfter med sejlsporten? Ring til DK Sejlsports eventchef Søren Tønder og hør, hvornår næste hold sejler ud. Deltagelse er uforpligtende. Mobil: 42 43 20 80

Veteranhjem i Aarhus

I løbet af 2015 slår et nyt veteranhjem dørene op i Aarhus. Veteranhjemmet er et værested for krigsveteraner med tilbud om forskellige sociale aktiviteter og mulighed for en seng at sove i. Læs mere på www.veteranhjem.dk