Soldaterkammerater gennem 325 år

Royal Chelsea Hospital i London har siden 1692 været en tryg havn for veteraner i det britiske militær. Et sted, der emmer af historie og traditioner. 

”Da jeg trådte ind af porten for halvandet år siden, følte jeg, at jeg var kommet hjem. At flytte ind på Royal Hospital Chelsea er det bedste, jeg har gjort, bortset fra da jeg giftede mig, og jeg har aldrig set mig tilbage.” Michael Paling er ikke i tvivl – efter en lang tilværelse i hæren er han nu kommet på den rette hylde sammen med 300 andre tidligere militærfolk i Royal Chelsea Hospital midt i London. Man skal ikke lade sig forvirre af navnet. Der er ikke tale om et hospital, men om et hvilehjem eller alderdomshjem, hvor det britiske samfund siger tak for lang og tro tjeneste.

 

Harry Potter univers

Som så meget andet i det centrale London emmer Royal Hospital Chelsea af historie. Det blev grundlagt i 1692 af Kong Charles II og er tegnet af den berømte arkitekt Christopher Wren, som stod for en stor del af genopbygningen af London efter en storbrand i 1666, herunder Sct. Pauls Cathedral. Stedet er en arkitektonisk åbning ind mod fortiden. Udvendigt holdt i stram, næsten kaserneagtig stil, og inden døre føler man sig hensat til et Harry Potter univers, når man besøger den store fælles spisesal eller den kirke, som bebyggelsen naturligvis også rummer. De fleste af bygningerne er mere end 300 år gamle, og det samme er de traditioner, der stadig vedligeholdes og fejres.

 

Hustruens idé

Efter 24 år i hæren – senest med en rang af seniorsergent – trak Michael Paling sig tilbage til et civilt job i Liverpool sammen med sin hustru. Da hun blev syg, var det hende, der foreslog Royal Chelsea Hospital for Michael Paling, og de nåede også at besøge stedet, inden hun døde, og de var enige om at det var fremtiden for ham. ”I tiden, der gik mellem min hustrus død og min indflytning her, nåede jeg at opleve den ensomhed, der kan gribe én. Vi fik aldrig børn og familien er spredt for alle vinde, så det var fantastisk at møde det fællesskab igen, som jeg kendte fra militæret,” fortæller Micahel Paling. ”Her bliver der sørget rigtig godt for os, og du kan deltage i alt eller i ingenting. I starten kastede jeg mig over alt, men har nu lært at sortere.”

 

To uniformer

Beboerne i Royal Chelsea Hospital opgiver deres militære pension, når de flytter ind, men beholder folkepensionen og eventuelle andre indtægter eller formuer. Til gengæld sørger Royal Chelsea Hospital for alt andet: bolig, mad, tøjvask, medicin, lægehjælp og underholdning. Og især det sidste er der meget af. Der er daglige aktivitetstilbud til beboerne, foredrag, sang musik, dans og meget mere. Det er blot om at vælge. Beboerne har to sæt uniformer – en blå hverdagsuniform og den røde gallauniform, som Michael Paling havde taget på i anledning af Vitals besøg. Gallauniformen luftes jævnligt; blandt andet ved der ugentlige optog i forbindelse med gudstjenesten, og når der er store mærkedage

 

Aldrig skudt i vrede

Nogle af de ældste beboere på Royal Chelsea Hospital har deltaget i 2. verdenskrig, mens nogle af de senest ankomne var med i Falklandskrigen i 1982, men det er ikke en betingelse for at bo på stedet, at man har været i kamp. Michael Paling har, som han med tilfredshed selv siger: ”aldrig affyret et skud i vrede,” men har i forbindelse med tjenesten været udstationeret i blandt andet Cypern og Nordirland. ”Mange af dem, der har været i krig, har nogle alvorlige minder med sig i bagagen. For dem er det trygt at være her, hvor deres naboer bedre kan forstå dem, end hvis de boede udenfor. I det hele taget har vi det alle godt med hinanden. Der er masser af mulighed for selskab, hvis det er det, man ønsker, og man kan også trække sig tilbage, når man har brug for det,” konstaterer Micael Paling og tilføjer: ”For mig er det forbundet med stor frihed at bo her. Jeg kan deltage i mange af de sociale og kulturelle aktiviteter, der findes i London, og jeg kan tage på ferie i udlandet i en periode, men når jeg har været væk et stykke tid, glæder jeg mig altid til at komme hjem.”

 

Tekst og foto: Allan Witte