Somme tider opfører vi os, som om vi var 16 – 17 år

To gange om ugen mødes en gruppe mænd i spraglet cykeltøj – og det er ikke kun for sjov.

 

”Én af grundene til at vi cykler er, at vi gerne vil blive noget ældre.” Så kort kan det siges, og det gør formanden for Team Olympia Senior Ove Kehlet. Der er dog også mange andre grunde til, at cykelklubben for mænd over 60 år i år kan fejre 15 års jubilæum og har større tilslutning end nogensinde før: ”Vi har et rigtig godt kammeratskab. I foreningen har vi medlemmer fra alle erhverv i samfundet, men når cykeltøjet kommer på, er der ingen forskel på os. Vi er bare nogle mænd, der holder af at cykle og hygge os sammen. For mit eget vedkommende handler det om, at jeg skulle have noget at tage mig til, da jeg holdt op med at arbejde. Samtidig var det vigtigt for mig at holde kroppen i gang, og jeg tror, at mange af os er i bedre form, end dengang vi var på arbejdsmarkedet,” fastslår formanden, der var med til at starte klubben for 15 år siden.

 

Brabrandsøen blev for lille

”Sammen med min bror og svoger startede jeg med at cykle rundt om Brabrandsøen, og efterhånden blev vi lidt flere, og vi begyndte at cykle længere. På et tidspunkt kom der en artikel om os i Jyllands-Posten, og så tog det for alvor fart. Nu er vi oppe på 55 medlem mer, og det er faktisk lige i overkanten af, hvad vi kan være. Så vi overvejer at oprette en venteliste, fordi vi ikke har et klubhus, hvor vi alle kan mødes efter træningen. Samtidig bliver det også en barriere for private invitationer til sammenkomster, hvor alle er inviteret,” understreger Ove Kehlet. Ud over begrænsningen i alder adskiller Team Olympia Senior sig også fra mange andre motions-cykelklubber ved, at medlemmerne kører året rundt. To gange om ugen – kun aflyst, hvis vejene er glatte.

 

Faste ritualer

For at være medlem skal man være mand, over 60 år og være i stand til at cykle 50 km på to timer. Medlemmerne mødes to gange om ugen ved Tangkrogen og deles op i op til fire grupper, alt efter hvor mange, der er mødt op og hvor hurtigt, de hver især kører. Alderspræsidenten er Villy Kehlet på 81 år, som stadig let kan overholde kravet på mindst 25 km i timen. Et fast holdepunkt efter cykelturen er, at de forskellige grupper mødes i caféen på Lokalcenter Dalgas til en kop kaffe og en snak om turen. Et andet fast ritual er, at når holdet mødes om morgenen ved Tangkrogen, går alle rundt og giver hånd til alle. Det er med til at markere fællesskabet og det sammenhold, der præger klubben. Et fællesskab, der også kommer til udtryk, når man deltager i andre løb end de ugentlige motionsture. Holdet deltager således fast i de store motionscykelløb omkring Aarhus: Langelinjeløbet, Marseliscykelløbet og Aarhus Rundt, og i nogle år har de også deltaget i cykelløbet Mors Rundt. Og selvfølgelig cykler deltagerne til Mors dagen inden løbet. De seneste år har der også været udenlandsture på programmet. Sidste år i Toscana, og i år gik turen til Mallorca. Det gentages i 2016, hvor 18 af klubbens medlemmer skal prøve kræfter med bjergene på Middelhavsøen.

 

Først over bakken

Bjergene behøver dog ikke at være særligt høje for at få konkurrence-genet op i mændene. Ét af medlemmerne Flemming Andersen forklarer: ”Selv om vi mest kører for motionens og hyggens skyld, sker der noget, når vi er ude på landevejene og ser en bakke. Det er ikke uvæsentligt, hvem der kommer først over. Somme tider opfører vi os, som var vi nogle 16 – 17-årige drenge,” griner han: ”Og det kan vi så hygge os med bagefter, når snakken går i caféen.”

 

Læs mere om Team Olympia Senior på www.teamsenior.dk

 

Foto og tekst: Allan Witte