Ulla Bangsund med sin kæreste igennem ni måneder, Peter. Hver gang de er sammen hos Ulla går de en lang tur langs stranden…

 

Egentlig var de begge færdige med at lede efter en partner, men Ulla Bangsund, 72, og Peter Teichmann, 71, valgte at give kærligheden sit andet liv. De har begge lært at give slip og har valgt tosomheden til.

 

”Jeg har gemt alle de sms’er, vi har sendt til hinanden. Også dem lige i begyndelsen, hvor vi netop havde lært hinanden at kende. De er lidt sjove at læse nu,” siger Peter Teichmann og sender et smil til Ulla Bangsund, der kvitterer med et fnis. Som to teenagere, der fortæller om det første kys. Men Ulla og Peter er ikke teenagere. Hun er 72, han 71, og de har ikke mødt hinanden i skolen eller til en koncert i ungdomsklubben. I februar 2015 mødte de hinanden på Lokalcenter Skæring, og siden har de været kærester.

 

Til fods hånd i hånd

Det var ellers ikke ligefrem jagten på en ny kærlighed, der hver især førte dem til lokalcentret i det nordlige Aarhus. Ulla var gennem syv år kommet som pårørende til sin eksmand, som året efter deres skilsmisse i 2006 blev syg og i 2014 måtte flytte ind på plejeafdelingen, der ligger i forbindelse med lokalcentret i Skæring. Og Peter begyndte at besøge caféen, da hans hustru flyttede ind på DemensCentrum Aarhus og han selv flyttede fra Egå til Skødstrup.

”I flytteperioden opfordrede mine døtre mig til at begynde at spise på Lokalcenter Skæring, fordi det hele var lidt rodet på grund af flytningen. Her mødte jeg denne her meget engagerede frivillige, Ulla, som var pårørende til en beboer. Jeg følte mig meget velkommen og blev hurtigt budt med til at sidde til bords med nogle af de andre, og jeg begyndte at deltage i forskellige aktiviteter,” siger Peter.

”I efteråret 2014 var jeg begyndt på mindful vandringer i Mols Bjerge som en del af min terapi i forbindelse med min hustrus flytning til DemensCentrum Aarhus. Jeg spurgte Ulla, om hun ville med. Det ville hun gerne,” fortæller Peter om den fælles glæde ved at gå, som også skulle vise sig at spille en central rolle for udviklingen af forholdet.

En dag gik turen nemlig til Egå Engsø, hvor Peter tog sagen – og Ulla – i egen hånd.

”Vi gik ved søen, og jeg sagde: ’Jeg må hellere holde din hånd, så du ikke falder’. Den var hun heldigvis med på,” siger Peter, inden Ulla afbryder: ”Siden har vi ikke sluppet taget”.

 

Ulykkelig og lykkelig på samme tid

Det at give slip har ellers været et omdrejningspunkt for både Ulla og Peter. For Ullas vedkommende har det handlet om at give sig selv lov til at lukke kærligheden ind igen.

”Efter min skilsmisse var jeg ikke interesseret i at indgå i et nyt forhold. Jeg havde et rigtig godt liv med mig selv og ledte ikke efter en kæreste,” siger Ulla. Peters situation var – og er – anderledes. Han er stadig gift med sin hustru, som på grund af sin Alzheimer imidlertid glider stadig længere væk.

”Selvom jeg er gift, er jeg i gang med en løsrivelsesproces, og der har det været virkelig dejligt at møde Ulla. Jeg har tænkt meget over, om jeg kunne have gjort noget anderledes i mit ægteskab – om jeg kunne have gjort noget i forhold til min kones sygdom. Og det ved jeg rationelt set godt, at det kunne jeg ikke. Så nu er jeg i gang med at lære, at jeg godt kan passe på min hustru og samtidig give mig selv lov til at være glad sammen med Ulla.”

 

Overskud og accept fra familien

Til trods for, at de er sammen så ofte, det er muligt, bor Ulla og Peter hver for sig. Peter har sin lejlighed i Skødstrup, men den er opsagt, og han søger en ny bolig tæt på Ullas lejlighed i Egå. Det er ikke kun praktikken omkring det at bo sammen, der har skullet håndteres. Der er også to familier, som har skullet vænne sig til den nye hverdag.

”Da jeg fortalte mine døtre om Peter, var de glade på mine vegne, men der gik tid, før de kunne møde ham. Deres far var på det tidspunkt meget syg, så de havde ikke overskud til det. Det forstår og respekterer jeg, og nu har de mødt hinanden,” siger Ulla, som sammen med Peter holdt juleferie hos Ullas ældste datter, der bor i Sverige.

Peters kone har en søn fra et tidligere forhold, og ham kontaktede Peter, da han mødte Ulla.

”Både han og hustruens reaktion var, at de var rigtig glade på mine vegne. Dem har vi også set, og Ulla er blevet taget godt imod. Mine tre døtre og deres familier er yderst positive og synes, at jeg endelig ser glad ud igen. Jeg er meget glad for den modtagelse og accept, Ulla og jeg har fået af både Ullas og min familie,” siger Peter.

 

Masser af aktivitet

Som bestyrelsesmedlem i DemensCentrum Aarhus har Peter et godt indblik i driften af centret, og Ulla er fortsat formand for beboer- og pårørenderådet i plejeboligerne i Skæring, hvor hendes mand døde sidste år. De bruger en del af deres tid sammen som frivillige på både lokalcenteret og i plejeboligerne, hvor de blandt andet har indrettet et orangeri for beboerne, og derudover kører de ture med de ældre i lokalcenterbussen. Peter er chauffør, og Ulla er medhjælper.

Ikke mindst Peter mener, at mødet med Ulla har betydet, at hans aktivitetsniveau er højere, end det ellers ville have været.

”Jeg har egentlig en del interesser – blandt andet fotograferer jeg meget – men det er klart, at det giver noget ekstra at gøre tingene sammen,” siger Peter.

 

17 år igen

Selvom den ene ikke rigtig var interesseret i et nyt parforhold, og selvom den anden havde svært ved at give slip, mener de begge, at man altid bør give kærligheden en chance.

”Jeg vil til enhver tid opfordre andre, der står i en situation, hvor de bliver alene, til at søge en ny partner. Man skal naturligvis have lyst, og det var jeg jo egentlig ikke selv klar over, at jeg havde, men da jeg så mødte Peter, var jeg klar til at give det en chance. Og det var han heldigvis også,” siger Ulla og smiler til Peter, der supplerer:

”Tanken om det uvisse kan måske gøre, at man ikke helt har mod på at kaste sig ud i et nyt forhold. Sådan havde jeg det måske lidt. Men jeg traf en beslutning om at prøve, og det er jeg lykkelig for i dag.”

Og gåturene, der startede det hele? Dem er der stadig plads til – og helst hver dag.

”Det er dejligt at komme ud. Og vi holder stadig i hånd – vi går ikke og putter med, at vi er kærester. Og følelsen af sommerfuglene i maven er der stadigvæk,” siger Ulla, inden Peter bryder ind:

”Ja! Det er som at være 17 år igen.”

Tekst: Jesper Krusell

Foto: Mathilde Bech

 


Kærlighed har ingen alder

 En at holde i hånd med, have sex med eller bare en at gå i biografen med? Kærlighed har mange former, og uanset om man har mistet en ægtefælle, er blevet skilt eller bare har brug for en ven, er der masser af mulighed for at lade kærligheden blomstre. Kærlighed er et af temaerne i Vital nr. 1 2016