Hjælp til pårørende

Sygdom rammer ikke kun den, der bliver syg. Derfor har Folkesundhed Aarhus et tilbud til dem, der står den syge nærmest.

 

I en stor vinkelsofa i en lejlighed på anden sal i Aarhus midtby sidder ægteparret Elly Meldgaard Andersen, 77, og Bent Møller Dahl, 78. I hver sin ende, ligesom de plejer. Lejligheden har de haft i mange år, og bortset fra et par diskrete ergonomiske træningsredskaber på spisebordet ser den ud, som den altid har gjort. Ægteparret ligner også nogenlunde sig selv. Men meget er anderledes, efter at Bent Møller Dahl i februar blev ramt af en blodprop i hjernen midt i søndagens rundstykke-kø ved bageren. ”Det har været en kæmpe omvæltning. Bent har altid været den, der havde styr på det hele. Den, der handlede ind og lavede mad. Nu tager jeg mig af alting. På et splitsekund går man fra én situation til en radikalt helt anden,” siger Elly Meldgaard Andersen, der dog ikke tager de ekstra arbejdsopgaver så tungt. ”Det praktiske er, hvad det er – det værste er, at Bent ikke længere er den samme som før. Han er meget afhængig af mig og bliver utryg, hvis jeg ikke er der. Psykisk er det rigtig svært. På mange måder er man som pårørende lige så sorgfuld inden i, som patienten selv,” siger hun og tilføjer: ”Man vil gerne være der og klare det hele, men man bliver også frustreret. Og så ryger proppen nogle gange af… Det er hårdt, og man har rigtig meget brug for nogen at snakke med.”

 

Trøst, støtte og forståelse

For Bent Møller Dahl betød blodproppen lammelse af højre side af kroppen, med gangbesvær, taleudfordringer og masser af genoptræning til følge. Udover massiv fysisk træning er han blevet tilbudt taletræning og psykologhjælp, mens hans hustru først et halvt år efter ulykken blev opmærksom på Folkesundhed Aarhus’ tilbud: Samvær – omsorg – støtte til pårørende.

 

Psykologhjælp og ligesindede

Tilbuddet består af psykologsamtaler og et gruppeforløb med andre i samme situation og er gratis at deltage i – og henvender sig til alle pårørende, uanset hvilken kronisk sygdom, de er berørt af. ”Psykologen var god til at få åbnet for snakken om, hvad det er, der er svært. Der er mange ting, der er ens for pårørende, og gennem samtalerne bliver man mere bevidst om, hvordan man skal håndtere situationen,” siger Elly Meldgaard Andersen, der gennem forløbet blandt andet har erkendt og accepteret, at uanset hvor meget han træner, bliver Bent aldrig helt den samme igen: ”Men jeg har sat mig nogle mål. For eksempel at få en indholdsrig hverdag sammen igen. Bent er heldigvis god til at sige ja til mine ideer, så jeg tror på, det nok skal lykkes.”

 


Hjælp til pårørende

Som ægtefælle, familiemedlem eller nær ven til en sygdomsramt kan det være af stor betydning at tale med andre om både praktik i hverdagen og om følelser. ’SOS til pårørende’ består både af gruppeforløb og tilbud om samtaler med en psykolog. Tilbuddet henvender sig til dig, der er pårørende til en person med kronisk fysisk sygdom, alvorlig fysisk sygdom eller på anden vis er udfordret på helbred eller fysik. Kontakt psykolog Lene Dernert hos Folkesundhed Aarhus.