Går man forbi Rudolf Steiner Skolen på Strandvejen en onsdag aften, kan man høre dumpe bankelyde og skarpe hvin fra en slibemaskine. Inde i gården har en lille gruppe mennesker formummet sig bag beskyttelsesbriller, støvmasker og høreværn. De er dedikerede stenelskere, der hugger skulpturer ud af marksten.

 

En af veteranerne på holdet er Sven Nicolaisen. Han har været stenhugger i mere end ti år.

 

”Når jeg har stået med hammer og mejsel hernede et par timer, er hjernen dejligt renset for problemer. Det er måske en floskel, at stenen taler til én, men der er noget om det. Der sker noget underligt, når man står og roder med de sten. En eller anden form for kontakt. Tit er det stenen, som bestemmer. Jeg kan for eksempel beslutte mig for at ville lave et fuglebad, men stenens linjer og farver gør, at jeg ender med noget helt andet. Og det er en rigtig god fornemmelse at gå en tur rundt om sin færdige sten og være godt tilfreds. Der er ingen krav om, at resultatet skal blive på en bestemt måde. Det er processen, der betyder mest.”

 

Det kan en anden kursist, Henning Lundorf, nikke genkendende til:

”Når jeg arbejder med min sten, er jeg inde i stenen. Det er en lise for sjælen. Alle problemer fordufter. Hvis der sprang en bombe ved siden af mig, ville jeg ikke lægge mærke til det. Ofte kommer læreren og siger: ”du skal hjem nu”. Jeg bliver så optaget af det, at jeg skal smides ud. Og da jeg kom hjem fra Malta for nylig, var der flere fotos af sten end af sol og strand på telefonen.”

 

Godmodigt drilleri

Ud over passionen for sten har holdet også et godt fællesskab.

 

”Når vi står og hugger, sker det jævnligt, at en sten flækker, eller at der ryger et stort stykke af. Så lyder der et højlydt: ”Åhh”, og så stimler hele banden sammen for at se, hvad der er sket,” siger Sven Nicolaisen.

 

Henning Lundorf supplerer: ”Vi går også rundt og kigger hos hinanden og kommer med kommentarer. Det kan godt udvikle sig til lidt godmodigt drilleri. For eksempel havde jeg lavet en meget flot hornugle, men de andre roste mig for den fine gris. Og vi holder øje med hinanden. Hvis der er nogen, der er væk et par gange, ringer vi til dem for at høre, om alt er ok. Efterhånden kender vi også hinanden så godt, at snakken i kaffepausen handler mere om børnebørnene end om sten.”

 

Det kræver ikke specielt mange kræfter at give sig i kast med at forvandle en granitsten til en flot skulptur, men det kræver tålmodighed. De fleste af kursisterne når kun at arbejde med én sten i løbet af sæsonen, der går fra marts til maj og igen fra september til november.

 

Kurset i stenhugning er under FO, telefon: 87 46 45 00

 

Tekst: Lotte Frandsen

Foto: Brian Rasmussen