Alle mennesker føler sig til tider alene, og det gælder også overskudstyperne, du kender fra tv og ugebladene. VITAL har mødt Barbara Moleko og Peter Mygind til en snak om hit-magere, hvis venner siver i modgangstider, og om klovne, der kan græde.

Af: Jesper Krusell, Foto Emil Hornstrup Jakobsen

Barbara Molekos hæse latter runger i stuen, da Peter Mygind når ind til midten af sin sætning: ”Vi kender alle sammen følelsen af angst og stress, og det at lære at sige tingene højt er en gave. Min kone og jeg plejer at sige til hinanden: ’Der er ofte en gave i lorten’. Den energi, der ligger i at blive vred eller bange, kan være så kraftig, at den hiver dig et andet og bedre sted hen.”

Den 32-årige sangerinde nikker ivrigt og fortæller om en episode, hvor hun blev påkørt af en anden cyklist og i sin forskrækkelse ikke kunne gøre andet end at sende kvinden, der havde ramt hende, et kæmpestort smil. Kvinden kørte i første omgang videre, men stoppede et par meter længere fremme, vendte sig om og råbte: ”Tak for det store smil,” inden hun trillede videre. ”Og så blev det jo helt godt alligevel. Man skal huske at smile,” siger Barbara Moleko – naturligvis med et af de væg-til-væg smil, der synes at være en fuldstændig integreret del af hendes ansigtsudtryk. På samme måde er den 55-årige Peter Mygind – skuespiller, tv-vært, musiker og meget andet – i brede kredse kendt som et glad ansigt. Som ham den sjove.

 

Ensom sammen med andre

Men popstjerner og tv-kendisser kan også have mørke dage, og ikke mindst Peter Mygind har i de senere år beskæftiget sig meget med nogle af tilværelsens skyggesider: Vold, mobning og ensomhed. En af hans sønner blev for nogle år siden overfaldet på åben gade, og siden har Peter Mygind holdt foredrag på mere end 500 skoler om mobning. Og i sit arbejde med det tema er det gået op for ham, at ensomhed både kan være en konsekvens af og en årsag til mobning. ”Der findes virkelig mange ensomme mennesker. Helt almindelige mennesker, som er ensomme i hverdagen, på deres arbejdsplads og endda i deres parforhold.

Man kan sagtens være ensom i selskab med andre mennesker. Nogle børn er ensomme, fordi de er blevet mobbet ud af fællesskabet, men mange mobbere er også ensomme, og de mobber, fordi de dermed bliver en del af et fællesskab. Et fællesskab, der er bygget op omkring at skubbe andre ud,” siger Peter Mygind.

Og den følelse kan Barbara Moleko godt genkende. ”Jeg gav for nogle år siden et interview, hvor jeg sagde, at jeg ikke følte mig ensom. Men efterfølgende tænkte jeg en del over det, og det gik op for mig, at jeg faktisk havde fortrængt en periode, hvor jeg lige præcis var ensom. Da jeg var midt i 20’erne, hang jeg ud på et sted, der hed Lades Kælder.

Alt var fedt, og alle var fede, og jeg var der hele tiden. Men på et tidspunkt havde jeg det ret dårligt, og med det samme trak alle folk sig væk fra mig. Alle forsvandt, og når jeg prøvede at tage kontakt til folk eller ringe til dem, blev jeg ignoreret. Det var en meget voldsom følelse, at jeg ikke havde nogen, og der var en lang periode, hvor jeg ikke var sikker på, hvem der var mine venner – og om jeg overhovedet havde nogen,” siger Barbara Moleko, som i slutningen af oktober udgav en ny sang. Den handler om ensomhed.

 

 

Fem år på udebane

Peter Myginds hus i Charlottenlund er af en størrelse, så det kunne forveksles med en ambassade fra et mellemstort land. Det skyldes, at det består af tre selvstændige lejligheder, så fire generationer kan bo under samme tag: I stuen bor Peter og hans kone, kommunikationsrådgiver og performancecoach Lise Mühlhausen, og deres yngste søn Valdemar.

På 1. salen bor parrets anden søn, Julius, med sin kæreste og deres lille baby, og øverst bor Lises mor Tove. Det er en ordning, der giver familiemedlemmerne mulighed for at se og være tæt på hinanden, og det er en ordning, der skaber grobund for dybe relationer til fælles glæde.

Peters egen barndom så markant anderledes ud. Godt nok var der altid masser af mennesker i hjemmet, men da han var 13, kørte hans far ham til Schweiz, hvor han blev installeret på en kostskole. Og der skulle han bo i fem år.

 

 

“Jeg græd i en uge og var ensom i en grad,

så jeg stadig kan få kvalme af at tænke på det”

 

 

”Mine forældre mente, at jeg havde brug for nogle andre rammer til at udvikle mig i en positiv retning, og at jeg skulle på kostskole. Det kom som et chok, for godt nok var mine karakterer ikke udpræget gode, men jeg var glad, og jeg havde venner. Pludselig lå jeg i en seng på en 6-mandsstue, hvor jeg ikke kendte de andre, og jeg kunne ikke tale tysk. Vi lå alle seks mand og græd i en uge, og jeg var ensom i en grad, så jeg stadig kan få kvalme af at tænke på det.

Det gik op for mig, at jeg enten kunne knække fuldstændig eller række hånden ud og skabe mig et netværk. Så jeg lærte noget om at tage ansvar for min ensomhed – men det var godt nok på den hårde måde,” siger Peter Mygind, der paradoksalt nok ellers var vokset op i et miljø, hvor der var masser af muligheder for at lære at tilpasse sig.

”Mine forældre var typen, der inviterede alt med en puls med hjem. Mit barndomshjem var altid fyldt med alt fra indiske dansere over transvestitter til græske skyggeteaterfolk, så man kan roligt sige, at hverdagen var mangfoldig.

 

Men du kan sagtens være ensom, selvom alle omkring dig har en fest,” siger Peter Mygind, der med tiden faldt til i

Schweiz.

Og så tog han hjem til Danmark – og ensomheden. ”Da jeg kom tilbage til København, kendte jeg ingen. Jeg havde ingen kontakt til mine folkeskolevenner, og jeg havde ikke gået i et dansk gymnasium. Så jeg boede i min lejlighed på Østerbro og lavede dukketeater, og når jeg havde fri, så jeg ikke rigtig andre mennesker end min mormor og morfar.

I weekenderne gik jeg ned på Park Café, købte guldøl og prøvede at drikke mig mod til at tale med folk, og lige så stille fik jeg opbygget et netværk.

Men det gik langsomt,” siger Peter Mygind, mens Barbara Moleko er ved at fordøje historien om kostskolen i Schweiz: ”Kørte de dig bare derned? Og du var der i fem år? Hold kæft, det lyder vildt”.

 

Kig hinanden i øjnene

Barbara Molekos egen historie indebærer også en del år uden for Danmarks grænser.

Hun er født i Danmark af en dansk mor og en sydafrikansk far, og som barn boede hun syv år i Sydafrika samt en kortere periode i Mozambique. Og barndomsårene i Afrika har sat deres præg.

”Min bror og jeg er opvokset i Sydafrika, og der kigger man hinanden i øjnene, man smiler til hinanden, man snakker til hinanden i elevatoren og kommer i det hele taget hinanden mere ved. Og så har man en talemåde, som løst oversat lyder, at det kræver en landsby at opfostre et barn. Mennesker bliver dannet af andre mennesker, og det samme gælder din selvopfattelse. Jeg har for eksempel talt med rigtig mange mødre, der føler et pres for at være den perfekte mor, og jeg har oplevet mødre, der har trukket sig helt ud af fællesskaber – og ret beset er blevet ensomme – fordi de har stået alene med at skulle levere noget, de ikke kunne. Det er trist,” siger Barbara Moleko.

 

Vi skylder hinanden støtte

Tidligere i år bragte Politiken et interview med den norske filosof Lars Fredrik Händler Svendsen, hvis titel er ”Ensomhed er dit eget problem, og samfundet kan ikke hjælpe dig”. Filosoffens hovedpointe er, at ensomhed er en følelse, man selv skal tage hånd om, og man skal ikke regne med hjælp udefra. Men det, mener både Barbara Moleko og Peter Mygind, er for hårdt sat op.

”Han har nok ret i, at man bliver nødt til at tage et ansvar for sig selv, men der kan være mange årsager til, at det er vanskeligt – man kan eksempelvis have angst, depression eller en anden lidelse. Og hvis ikke samfundet skaber de strukturer, man skal søge hjælp hos, har man jo ikke noget sted at gå hen, når man rent faktisk tager et ansvar for, at der skal ske noget,” siger Barbara Moleko, og Peter Mygind er enig.

”Det er din egen udfordring, om du er lykkelig. Det kan andre mennesker ikke løse for dig. Men samfundet – forstået som dig, mig og alle de andre – har et ansvar for, at vi åbner øjnene og tør reagere.

 

“I Sydafrika kigger man hinanden i øjnene,

man smiler til hinanden og snakker med hinanden i elevatoren”

 

Når man ser den kollega i kantinen, som altid sidder alene og spiser, skal vi turde investere os selv og sætte os hen til hende. Når vi møder folk i opgangen, skal vi hilse på dem, og når vores børn har en flok venner med hjem, og den ene af dem altid er helt stille, skal vi turde kigge vedkommende i øjnene og spørge ind til hans liv. Så vil vi finde ud af, at folk er kede af det, fordi de er blevet skilt, er blevet syge eller har svært ved at leve op til de andres forventninger, og så skal vi støtte dem. Det skylder vi hinanden,” siger Peter Mygind.

 

Vær tro mod dig selv

Peter Mygind har gennem årene arbejdet meget med børn og unge – både i relation til anti-mobning, men også i forhold til ensomhed.

På Folkemødet tidligere i år var han vært for et arrangement arrangeret af Ventilen, som er en frivillig organisation, der har til formål at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge.

Her hørte han unge fortælle historier om ikke at have nogen venner, om ikke at have voksne at støtte sig til og om at leve liv helt isoleret fra sociale fællesskaber. Historier, der har rørt den lattermilde entertainer dybt.

”Når alt kommer til alt, handler det om at være tro mod sig selv. At stole på, at man er god nok. Og det tror jeg, vi alle kan lære noget af. I stort set hele mit liv har jeg underholdt og sunget, når jeg har været til fest. Men jeg har i virkeligheden ikke altid kunnet lide det. Det er gået op for mig, at jeg har gjort det, fordi folk har forventet det af mig, og jeg har gjort det for at blive bekræftet. Og så har jeg stået der og gøglet, mens jeg nogle gange egentlig slet ikke havde lyst. Nu optræder jeg kun i private sammenhænge, hvis jeg ikke kan lade være. Jeg har skullet lære at være tro mod mig selv,” siger Peter Mygind.

 

Giv ikke ensomheden næring

De er begge enige om, at man, uanset årsagen, skal passe på ikke at lade ensomhedsfølelsen få for meget plads. ”Da jeg sad i min Østerbro-lejlighed, fik jeg en vane med at sidde alene og høre sørgelig musik. Set i bakspejlet dyrkede jeg det negative, og selvom man ikke skal negligere følelser, må de heller ikke få lov til at vokse fast. Det er ok at have ondt af sig selv, men hvis man har ondt af sig selv, fra man vågner, til man går i seng, kan man godt havne i ensomhed,” siger Peter Mygind og sender tankerne tilbage til ’gaven i lorten’- at vende det negative til noget positivt. ”Så hellere kigge indad og overveje, hvad man egentlig vil bruge sit liv på – hvad interesserer jeg mig for, hvem vil jeg gerne omgås, og hvordan kan jeg komme til det,” supplerer Barbara Moleko og Peter Mygind runder af: ”Gør noget for at møde andre mennesker, og tænk over, at de måske også opsøger fællesskaber, fordi de har samme mål som dig.”