Lis Rytter og Gudrun Wisler er historien om, hvordan to kvinder holder sig i gang og lever livet. De er aktive med det, de elsker overalt på jorden – sangen og musikken. De synger sig til et godt seniorliv og elsker at træde op på de skrå brædder med brillant støtte af deres pianist Vagn Koldby. De optræder med varieté og sang fra de gode gamle dage. Selv kalder Lis og Gudrun sig “De glade syngepiger” 

Tekst Kurt Leth Foto: Kurt Leth

Lis Rytter, 77 år, og Gudrun Wisler, 75 år, har fundet deres frirum – gennem musik og sang – væk fra dagligdagens udfordringer. Med deres sang og musik spreder de glæde, hvor de kommer frem. 

“Vi mærker den indre glød i sjælen, når vi står på de skrå brædder,” siger Lis. 

De to kvinder – begge bosiddende i Højbjerg – har lavet revy og varieté sammen i mere end 10 år. Rigtig mange østjyder kender Lis og Gudrun, og hvad de har lavet af små og store shows, er ikke småting. For private, i lokalcentre, i foreninger og på teatre. Ikke alene i det østjyske, men også i store dele af Jylland. 

“Vi føler os meget heldige og privilegerede, at vi har sangen og musikken som omdrejningspunkt,” siger Lis. “Vi glæder os hver gang, vi skal være sammen – enten for at øve eller når vi træder op til en forestilling.”

Lis og Gudrun er meget obs på, at de selv skal gøre noget for at have et godt liv. De elsker at komme ud i fællesskabet. Her oplever de den glæde, de skaber for andre i kraft af deres sang og musik.  

“De går til sangen og musikken med en kæmpe ildhu. Det skinner klart igennem, at de er glade for at synge. Og de elsker at komme ud at møde deres publikum.” 

Vagn Koldby, pianist

“For os er det dejligt at se den gnist, som de ældre får i øjnene,” fortæller Gudrun. “Vi kan se, at de bekymringer og udfordringer, de ældre har, forsvinder for en stund, når de synger med på nogle af de gamle melodier. Negative tanker bliver afløst af positive energier. Selv bliver vi også fyldt op med glæde og humør, når vi står dér på de skrå brædder. Noget som vi i høj grad kan bruge i vores hverdag.”  

Sangen er et frirum 

Sagen er, at de begge har deres udfordringer og bekymringer på hjemmefronten. 

Lis’ mand Ole Rytter har haft to hjertestop, som har gjort, at familien måtte flytte nærmere Aarhus – fra Hou til Højbjerg. 

“Vi ønskede en bolig i ét plan, men når vi skiftede kommune, var det lige så meget for at komme tættere på Universitetshospitalet i Skejby – i tilfælde af, at min mand skulle blive offer for et nyt hjertestop,” fortæller Lis. “Det er unægtelig hurtigere at blive transporteret fra Højbjerg til Skejby end fra Hou.” 

Gudrun bruger også sangen og musikken som en kær adspredelse fra livet derhjemme, hvor der også er sygdom. Hendes mand har nemlig Alzheimer på syvende år. Min mand Poul Erik har svært ved at huske og klare sig selv, fortæller Gudrun. Han er heldigvis i stand til at bo hjemme endnu. Men udfordringer er der. Jeg har en veninde og familie, der kan være hos ham, når jeg tager ud for at synge eller for at handle ind. Tit og ofte tager han med. 

“Det er vigtigt for både Lis og mig, at vi kommer ud. Vi har det fantastisk i hinandens selskab. Når vi er til varieté, revy og sang er det ligesom om, at vi glemmer hverdagens bekymringer.” 

Om det at komme ud at give livet farve, siger Lis: 

“Sangen og musikken er i den grad vores frirum. Selv om vi har vores at tænke på derhjemme, er vi enige om, at al negativ snak om sygdom er forbudt, når vi lader op til en forestilling.” 

“Efter coronarestriktionerne er forsvundet er der tryk på igen,” siger Gudrun. “Vi kan virkelig mærke, at der er bud efter os. Det er tydeligt, at mennesker igen vil ud at opleve verden.” 

Gudrun og Lis elsker at gi’ den som Bakke-sangerinder. De sætter ny kulør på gamle sange fra Bakkens Hvile. Plus, at de har en afdeling, hvor de synger populære numre fra 1950erne som “Blot slentre gennem regn”, “Alle går rundt og forelsker sig”, “Brænd mine breve” “Hele ugen alene” og et væld af andre sange. 

Revy frem for strikning 

Ved siden af Bakkesang og 50er-musikken er de også ude i det ganske land med varietéforestillinger. Den del af deres optræden kalder de “Den gamle Varieté”. Pianisten Vagn Koldby, som er den musikalske ledsager for Lis og Gudrun, siger om de to syngepiger: 

“De går til sangen og musikken med en kæmpe ildhu. Det skinner klart igennem, at de er glade for at synge. Og de elsker at komme ud at møde deres publikum.” 

Gudrun er på det nærmeste vokset op med sang og musik. 

“Både min mor og far var musikalske. Far spillede violin og mor fløjtede og sang. Og fra jeg var helt lille, gik jeg til kor.” 

Derimod har Lis ikke den samme musikalske baggrund. Hun begyndte faktisk først at optræde, efter hun havde passeret de 45 år.  

At det lige blev sang og musik, som Lis faldt for, var lidt tilfældighedernes spil: 

“Jeg var taget ned i Klostergade Centret i Aarhus for at melde mig til et strikkehold. På vej derhen hørte jeg nogen tale om, at der et andet sted i huset var ved at blive etableret et revyhold. Det tog jeg action på. Så i stedet for strikning meldte jeg mig til revyholdet. På den måde kom jeg i gang med at synge. Og ved den lejlighed mødte jeg senere Gudrun og Vagn Koldby, som blev vores pianist. På trods af, at jeg i min barndom og ungdom ikke havde sunget noget særligt, kom jeg hurtigt efter det. Også selv om jeg var lidt oppe i årene. For det interesserede mig helt vildt. Det siger lidt om, at det ikke er for sent at gå i gang med en ny interesse. Blot man lægger lidt kræfter og energi i det.” 

Det slog gnister 

De to sangeres første møde var ellers ikke særlig muntert.  

“Faktisk kom vi op at toppes,” fortæller Gudrun. “Lis ville blande sig rigeligt i, hvad for noget kostume, jeg skulle have på til en forestilling. Vi var ikke helt enige, så der opstod gnister imellem os, men vi blev heldigvis hurtigt gode venner. Siden har vi været uadskillelige.”  

“En af eleverne fra dengang var den sidenhen så kendte fodboldspiller, landsholdsanføreren Simon Kjær.”

Gudrun

Det var Lis, der i starten var krumtappen til, at de kom i gang som syngepiger. Opstarten var ganske speciel, for Lis havde et job i Den Gamle By som præsteenke i Eilschous bolig to-tre dage om ugen. 

“Min rolle som præsteenke bestod i at servicere de besøgende,” fortæller Lis. “Jeg bagte vafler, skrev breve, fremsagde salmevers osv. Naboen til Eilschous Bolig var Helsingør Theater. Pludselig en dag, da jeg stod dér som præsteenke, slog det ned i mig, at jeg ville lave en forestilling overe hos naboen – Helsingør Theater. Uden nærmere overvejelser lejede jeg teatret for en aften. Ret så impulsivt! For jeg anede ikke, hvad for en forestilling, jeg ville putte i teatret. Men jeg havde jo mine revyvenner fra Klostergade Centret i baghånden. Og om ikke vi fik en forestilling stablet på benene. Jo, livet er fyldt med muligheder, hvis man ellers tør udnytte dem.” 

Fra Paris til Aarhus  

Lis er uddannet sygehjælper. I et langt liv kan man nemt blive ramt af bump på vejen. Dem har der også været i Lis’ liv. Oprindelig var hun gift med en kriminalassistent. De flyttede til Paris, hvor han fik arbejde ved Interpol.  

“Der skete bare det, at min mand fandt en anden og yngre model,” fortæller Lis. “Blot to måneder efter vores sølvbryllup. Beskæmmet og såret rejste jeg hjem til Aarhus. Brændt af. Jeg gennemlevede hele spektret fra den dybeste sorg og forladthed, til anger og vrede. Jeg følte, at mit liv var ingenting. En kvinde uden fremtid. En tid som jeg mindes med gru. Men lykkeligvis kom jeg stille og roligt til hægterne igen og tænkte: Jeg gider ikke være ulykkelig til mine dages ende. Efterhånden dukkede lyset frem i mørket. Og de negative tanker blev afløst af positiv tænkning.” 

Hvad skete der? 

“Da jeg var kommet hjem til Aarhus, tog jeg initiativ til at etablere en netværksforening for enlige. Den skulle henvende sig til fraskilte og til mennesker, der havde mistet en ægtefælle til døden. Planen var, at vi skulle mødes til eksempelvis biografture, spisning, foredrag o.l. Der havde været en artikel i Aarhus Onsdag om en enkemand. Han fortalte om det lange sygdomsforløb, hustruen og han havde været udsat for, inden hun døde. Artiklen kørte på, at manden var den første i Aarhus Kommune, der havde fået plejeorlov til at passe sin døende kone. Jeg tog mig mod til at kontakte den vildt fremmede mand. Vildt grænseoverskridende. Jeg spurgte ham, om han ville være med i et netværksarbejde for enlige. Han svarede prompte ja.” 

“Og ved du hvad: foreningen blev aldrig større. Den kom til at bestå kun af ham og mig.” 

Lis og Ole blev kærester og gift. 

“Vi har nu holdt sammen i 29 år. Mit ægteskab nummer to med Ole har været langt mere givende og sjovere end mit første,” fortsætter Lis. “Uden vrøvl og diskussioner giver han mig lov til at være den, jeg er, så jeg kan lege med sangen og musikken lige så meget som jeg lyster.” 

Lis er en aktiv kvinde ud over det sædvanlige. For ved siden af at synge maler hun også billeder og så skriver hun på sin bog nummer to. Den handler om en synsk kvinde. Den første bog var en roman, som udkom for nogle år siden. Inspireret af hendes eget liv. Efter hun var blevet vraget og ufrivilligt skilt fra sin første mand. Hvordan det var for hende at flytte alene hjem til Aarhus fra Paris.  Det eneste, hun tog med sig hjem, var sin hund.  

“Bogen handler ikke decideret om min egen historie, men om en kvinde, der bliver alene. Skriverierne hjalp mig ud af mit livs krise. Jeg begyndte lige så stille at få de negative tanker ud af kroppen til fordel for positiv tænkning.” 

Ingen stiv pensionist  

Tilbage til varietéen og sangen. Både Gudrun og Lis føler sig på trods af alderen i nogenlunde god form. De har godt nok hver deres skavanker. Begge har lidt med hjertet, så de får begge blodfortyndende medicin, men de gør alt for at være i form. 

“Lykkeligvis er jeg kommet godt videre, siger Lis. Jeg har tabt mig fem kilo og gør en masse gymnastik hjemme på stuegulvet og går lange ture. Jeg skal nemlig sige dig, at jeg har et lidt krævende nummer som Tina Turner i en af de kommende forestillinger.  Og da skal der være gang i mig. Da kan det ikke hjælpe, at jeg står på scenen som en anden stiv pensionist.”  

Er I aldrig nervøse, inden I skal på scenen? 

“Ikke rigtig. Vi er spændte. Det skal man være for at yde en ordentlig præstation. Og jeg kan sige dig, at glæden ved endelig at komme i gang ovenpå den alt for lange pause pga. Corona overstiger alle små nervøse trækninger,” siger Gudrun og fortsætter:  

“Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle stille op med livet, hvis jeg ikke havde sangen og musikken. Nu har vi allerede været ude en 10-15 gange efter tiden med Corona, og vi kan mærke den indre glød i sjælen, når vi står dér på de skrå brædder og afleverer vore sange og små jokes.” 

Fra tysk til sang 

Gudrun er uddannet korrespondent i engelsk, tysk og fransk. I 29 år var hun ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten. Efter den tid prøvede hun i nogle år livet som tysklærer på Lund Skole ved Horsens. 

“Bortset fra lønnen var det en skøn tid at være lærer. En masse dejlige oplevelser med eleverne. De var så søde. En af eleverne fra dengang var den sidenhen så kendte fodboldspiller, landsholdsanføreren Simon Kjær. Jeg havde ham i syvende klasse. En rigtig rar dreng, men som han sagde til mig: Jeg gider ikke lære tysk. Det får jeg ikke brug for. For jeg skal være professionel fodboldspiller. Det har jeg grint meget af senere. For på et tidspunkt røg han til den tyske bundesligaklub Wolfsburg.”  

Opdaget som pensionist 

Op til hver forestilling skal der øves og programmet med numrene skal sættes sammen i en rækkefølge. 

“Her må jeg sige, at Lis er den drivende kraft. Det er hende, der sammensætter programmet, finder frem til sangene og numrene,” fortæller Gudrun. 

“Hun må ha’ kunnet li’, hvad der kom ud af min mund, for hun spurgte mig, om jeg ikke ville være med i en revy, som hun stod for. Hvorfor ikke, tænkte jeg.”

Arne Thorsen, sanger

Men uden to dygtige folk i pianisten Vagn Koldby, 81 år og sangeren Arne Thorsen, 77 år – gik den ikke. 

“De betyder alt for os,” siger Lis. “Uden dem var vi nul og niks.” 

77-årige Arne Thorsen havde aldrig gjort sig på en scene, indtil han en dag blev opdaget. Det var efter, han var blevet pensionist.  

“Det var alt imens jeg var til fodslaw. Mens jeg muntert på min rute gik og nød naturen, sang jeg. Jeg øvede mig nemlig på en rolle, jeg havde i Vilhelmsborg Festspillene. Det var “Sommer i Tyrol”. Jeg må ha’ sunget temmelig højt, for foran mig gik der en kvinde, som hørte min sang. Sjovt nok stod hun for brugerrådet i Lokalcenter Bøgeskovhus. Hun må ha’ kunnet li’, hvad der kom ud af min mund, for hun spurgte mig, om jeg ikke ville være med i en revy, som hun stod for. Hvorfor ikke, tænkte jeg. Så siden dengang til fodslaw for 13 år siden, har jeg været bidt af sang og musik.” 

“Og hvor har vi det sjovt. Til tider ligefrem hylende morsomt. Det er skønt at komme ud til et publikum, som sætter pris på det, vi laver. De gamle melodier går rent hjem hos publikum. De elsker sangene fra deres egen ungdom. Og oftest bliver der sunget med, så det er en fryd.” 

Vores livs forestilling 

Engang forsøgte Lis og Gudrun at gøre deres varietéforestilling en kende mere ungdommelig.  

“Vi allierede os med tre unge Can-Can piger,” fortæller Lis. “For ligesom at sætte lidt ungt blod i forestillingen. Men det var uden succes. For ofte stod vi dér og ventede på, at en af pigerne skulle dukke op. Hvornår kommer hun? Hvorfor kommer de ikke og i den dur. Ofte havde de glemt aftalen. Så de unge Can-Can piger droppede vi. Vi klarer os fint uden. Vores opgave er jo også at skildre datidens mange skønne sange. Det behøver vi ikke at ha’ 16-17-årige piger til at være med til.” 

Efter coronarestriktionerne er faldet bort har de to syngepiger for alvor fået mod på tilværelsen.  

Lis har egenhændigt besluttet sig for endnu engang at leje Helsingør Theater til deres varietéforestilling. Søndag den 23. januar 2022 med plads til 220 publikummer. 

“Jeg håber, at det bliver vores livs varietéforestilling i det gamle teater. Her hersker en helt særlig stemning, der passer som fod i hose til vores gamle sange. Og da skal vi for alvor gi’ den gas,” slutter Lis. 

NYTÅRSKONCERT – 2022 – PÅ RÅDHUSET

Få du lyst til at gå til koncert efter historien om de glade syngepiger? Så er der sat gang i billetsalget til den populære nytårskoncert i Rådhushallen den 13 januar.

Køb billetter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *