Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard 

Jeg startede som besøgsven for tre år siden, da vores piger var så store og selvhjulpne, at jeg havde tid og en vis portion omsorg, som kunne allokeres et nyt sted hen, hvor det gav mening. For mig var det at blive besøgsven for nu 93-årige Karen. 

Som besøgsven handler det jo egentlig om at have store øre, men jeg bliver også selv beriget. Det er en gave at høre, hvad Karen har oplevet, hvad hendes liv har budt på, alle de anekdoter og røverhistorier, hun kan. At hun giver mig lov til at komme ind i den sfære på både godt og ondt er både rørende og givende. De bedste momenter er, når vi snakker om hendes barndom, ungdom og opvækst.

Det er det mest berigende for mig, og så kan jeg også se, at hun får et særligt glimt i øjet.

Jeg ved ikke, om der er et facit for, om det er hende eller mig, der får mest ud af besøget. Det er mit ønske, at Karen oplever vores ugentlige sammenkomster som et gensidigt venskab. 

Jeg tager også selv en masse med derfra, som jeg kan reflektere over og som beriger mig. Tænk hvor lidt der skal til for at gøre en anden så glad, bare ved at jeg kommer forbi til en kop kaffe og en snak på 1 ½-2 timer om ugen. Jeg er jo også selv glad, når jeg går, for jeg mærker, at jeg gør en forskel. Det er så simpelt og enkelt. Samtidig får jeg udvidet min horisont ved dybere at forstå, hvad ensomhed egentlig er, og hvad alene-timer er. Det er enormt givende for mig. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.