Find rytmerne til Taxadans

Et fælles samfund kræver en fælles indsats, og aarhusianerne vil gerne både deltage, engagere sig og tage ansvar. Ikke mindst, hvis vi bliver budt op.

I rampelyset midt på scenen spiller musiker og sanger Signe Svendsen for en udsolgt sal. Til første koncert i det ombyggede og smukt istandsatte elværk i Åbyhøj, der gennem et tæt samarbejde mellem lokale ildsjæle, Aarhus Kommune og private fonde har fået nyt liv som lokalt beboer og kulturhus.

 

En god by for alle

Elværket Åbyhøj er dermed et godt eksempel på medborgerskab, der er lidt af et buzz-word i tiden. Og som i bund og grund handler om, at hvis vi vil bevare et stærkt velfærdssamfund, er det nødvendigt, at vi alle bidrager. Og bidrage vil aarhusianerne gerne, fortæller Tine Holm Mathiasen, der er specialkonsulent i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune og projektleder for medborgerskabsudvalget. ”I Aarhus har vi syv erklærede mål med det overordnede sigte at gøre Aarhus til en god by for alle. Et af målene er at have en høj grad af medborgerskab, og gennem både dialog og konkrete målinger ved vi, at aarhusianerne gerne vil være med,” siger hun

 

Bureaukrati OG handling?

Kommunens medborgerskabspolitik er udviklet af borgere og politikere i tæt samråd – i alt har 750 aarhusianere drøftet og givet input, og generelt køber aarhusianerne altså medborgerskabstanken, men… Hvordan gør man lige? Gode ideer og initiativer fra civile borgere drukner let i bureaukrati og regler, og på den anden side kan kommunen umuligt selv få øje på de mange muligheder, der gemmer sig lokalt. Nøglen er samarbejde. Og så er vi tilbage i elværkets lyse lokaler med trægulve, rå mursten og fritlagte jernspær, der bærer husets historie ind i dets nutidige ramme som lokalt samlingspunkt.

 

Fra elværk til beboerhus

Idéen og initiativet til Elværket kom fra en gruppe lokale borgere i Åbyhøj, der henvendte sig til kommunen, som greb bolden og købte huset. Dog på på den betingelse, at huset samtidig skulle fungere som fælleslokaler for plejehjemmet Sifsgårds beboere. De frivillige lokale kræfter organiserede sig i Foreningen Elværket Åbyhøj, som fik plads i byggeudvalget og på den måde har været med i hele byggeprocessen. Men ikke uden bump på vejen. Blandt andet var der forskellige forventninger til, hvilke faciliteter huset skulle rumme, hvilket betød, at foreningen måtte rejse ekstra midler via fondsansøgninger.

 

Taxadans

I Åbyhøj endte tre borgeres gode idé med at engagere et helt lokalsamfund, og elværket er dermed også et godt eksempel på det, der i medborgerskabsarbejdet er kommet til at hedde taxadans: ”Vi véd, at mange gerne vil være med, hvis der bliver prikket lidt til dem – hvis de bliver inviteret til at deltage i lokale projekter, frivilligt arbejde og så videre,” siger Tine Holm Mathiasen. Taxa-metaforen har rødder i argentinske tangotraditioner, hvor ’taxadansere’ har til opgave at byde op til dans, så alle kommer på gulvet og ”tjekker ind” i aktiviteten og fællesskabet, forklarer hun og peger dermed ind i kernen af medborgerskabstanken: Vi er en del af et samfund, der er større end os selv, og vi bærer selv et ansvar for at være med til at udvikle det. Nøjagtig samme princip gælder, når Elværket Åbyhøj holder koncerter, halbal og andre arrangementer: Jo flere,der byder op til dans, jo sjovere bliver festen.

Se mere på medborgerskabiaarhus.dk

 

Tekst: Pernille Bonne

Foto: Per Ryolf