”They are my bosses”

Julie Kalsi lytter til mennesker med demens og deres pårørende, når hun er med til at skabe Englands mest demensvenlige by.

“Jeg blev opsøgt af et ægtepar, hvor den 56-årige mand havde fået en demens-diagnose. Ægteparret var voldsomt bekymret for, at han skulle placeres på et plejehjem sammen med gamle mennesker med demens. Jeg fandt ud af, at cykling og cricket var en stor del af hans liv, og det skal det fortsat være, så lige nu opsøger jeg cykel- og cricketklubber for at få dem til at være en del af vores demensalliance og dermed et godt tilbud til den 56-årige.” Julie Kalsi er demenskoordinator i Crawley – en by 45 km syd for Londons centrum med ca. 100.000 indbyggere. Crawley har besluttet sig for at være demensvenlig og er derfor en del af Crawley Dementia Alliance. Julie Kalsi er den blæksprutte, der holder fast i alle trådene – herunder at opsøge idrætsklubber for at gøre dem klar til at optage medlemmer med demens.

 

En ligeværdig del af samfundet

”Demens er ikke kun en sygdom, der rammer ældre. Der er desværre mange, der får diagnosen, når de er i 50’erne – og måske har 15-20 år, inden de bliver nødt til at flytte på plejehjem. I den tid skal de have et godt liv og være en ligeværdig del af samfundet – af et demensvenligt samfund,” siger Julie Kalsi. Ud over Crawley kommune består Crawley Dementia Alliance af omkring 50 virksomheder, forretninger og organisationer. Arbejdet med at gøre Crawley demensvenlig går på to ben: Et der handler om, at foreninger og organisationer inkluderer mennesker med demens på lige fod med andre, og et, der går ud på, gennem undervisning og uddannelse, at klæde virksomheder og butikker bedre på til at møde kunder med demens.

 

Demensvenlige pool parties

”Grundtanken i den demensvenlige by er, at demens er enhvers anliggende, og at hvad der er godt for den demente, er også godt for andre borgere,” siger Julie Kalsi og nævner som eksempel det store, flotte indendørs idrætsanlæg i kommunen. Her er en masse tilbud, som også mennesker med demens kan gøre brug af, men hvor mange tidligere syntes, at det var utrygt at komme, fordi de ikke kunne finde rundt. Julie Kalsi tog kontakt til idrætscentret, og i fællesskab fik man udviklet en tydeligere skiltning, som ikke kun er en fordel for mennesker med demens, men som er til glæde for alle gæster i idrætscentret. En sidegevinst er, at idrætscentret nu er en del af demensalliancen og er med i en ‘living well day’, hvor blandt andet mennesker med demens kan få prøvet en masse idrætsgrene af. Lige nu deltager mennesker med demens på lige fod med andre i svømning, fodbold og det specielle engelske boldspil bowl, der minder om curling uden is og koste. Derudover arrangeres der store, demensvenlige pool parties i centrets store swimmingpool, hvor mennesker med demens og deres pårørende mødes til nogle timers fælles vandplaskeri med høj musik og fest og farver. Julie Kalsi er den eneste ansatte i demensalliancen, og hun har ikke særligt mange kommunale pund at gøre godt med. Det er dog ikke usædvanligt i England, hvor velgørenhed og virksomheders sociale ansvar spiller en meget større rolle end i Danmark.

 

A nice cup of tea

Demensalliancens medlemmer er ud over kommunen og foreninger på demensområdet både banker, busselskaber og biblioteker. Medarbejderne får undervisning i, hvordan de skal agere, hvis de møder mennesker med demens. Det betyder for eksempel, at buschaufførerne kan tage passagerer, der ikke ved hvor de skal hen, med på busstationen, hvor de får en kop te i hyggelige omgivelser, mens specielt uddannet personale tager sig af dem og finder ud af, hvordan de kan hjælpes. På biblioteket er der særlige regler, der gør, at mennesker med demens ikke afkræves bøder, ligesom man har særligt materiale til denne gruppe og deres pårørende. Det er for eksempel erindringsbøger, der skildrer fortidens begivenheder eller en kuffert med genstande fra fortiden, som kan bruges til en snak om hverdagslivet.

 

Et anliggende for alle

”They are my bosses” (de er mine chefer, red.), svarer Julie Kalsi på spørgsmålet om, hvordan hun og resten af demensalliancen finder ud af hvilke initiativer, der skal tages for at gøre Crawley til en endnu mere demensvenlig by. ”Det er gennem samtaler med dem, der har demens og deres pårørende, vi finder ud af, hvad der er brug for. Det var gennem disse samtaler, vi blev opmærksomme på, at det at kunne køre i bus eller bruge idrætscentret var vigtigt, og derfor var det nogle af de områder, vi satte ind på. Det sker også i en erkendelse af, at vi ikke kan løse alle problemer på socialkontorer og plejehjem. Ved at gøre demens til et anliggende for alle sparer vi også penge, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi skaber de bedste vilkår for denne gruppe mennesker, så de bliver ved med at være en del af samfundet og tage del i dagliglivet. Det er det, vi forstår ved en demensvenlig by,” fastslår Julie Kalsi.

 

Tekst og foto: Allan Witte