Hold kroppen og sindet glad i mørket

Hold kroppen glad i de mørke måneder med lys, luft, motion og vitaminer.

 

Om sommeren går det næsten helt af sig selv: Sollyset lokker os udenfor, danner d-vitamin i kroppen og er på alle mulige måder med til at gøre os glade – selv kosten er nemmere at holde sund om sommeren, hvor det bugner med indbydende bær og saftigt grønt. Men når dagene bliver mørke, skal der arbejdes for det gode humør. Læge og sundhedskonsulent i Aarhus Kommune Bo Schou Jensen deler viden og tips til at holde både krop og sind vintersunde.

 

Vinterdepression

Mangel på energi, øget søvnbehov, modløshed og mismod – jo længere vi bevæger os væk fra ækvator, jo flere rammes af vinterdepression i vinterhalvåret. I Danmark lider cirka fem procent af befolkningen af vinterdepression, heraf flest kvinder. Symptomerne kan påvirke både arbejdsevne og livskvalitet. Rådene på siderne her kan afhjælpe symptomerne, eventuelt suppleret med lysterapi fra specielle lamper. Tal med din læge, hvis du har svære/vedvarende symptomer på depression.

 

Vintertristhed

Vintertristhed er en noget mildere og hyppigere udgave af vinterdepressionen og anslås til at være to-tre gange så udbredt – man kan nærmest tale om, at vi som befolkning sænker vores kollektive grundhumør lidt om vinteren. Vintertristhed kan både forebygges og behandles helt uden piller ved at følge rådene herunder.

 


Snyd hjernen med et smil

Den korteste vej mellem to mennesker er et smil, lyder et gammelt mundheld. Men hvad med den korteste vej til smilet selv? Prøv at tage en blyant i munden på den lange led og bid i den – så er det umuligt ikke at smile. Og det bedste er, at selv et ’snydesmil’ frigiver (efter to minutters kunstig smilen) lykke- givende endorfiner i hjernen.

Prøv også at hoppe lidt på stedet og se, hvad der sker med humøret.

Sollys

Solen giver varme, energi og d-vitamin og har en god effekt i forhold til sundheden. Kom udenfor i døgnets lyse timer og sørg for ikke at dække dig helt til – selvfølgelig skal du holde varmen, men jo mere hud, solen rammer, jo mere d-vitamin kan kroppen danne. Men intet lys uden mørke, og mørket har vi også brug for til at kunne danne søvnhormonet melatonin og skabe en god døgnrytme. 

D-vitamin

Mange danskere lider af d-vitaminmangel, der også er skidt for knoglerne, og som blandt andet kan komme til udtryk som træthed. Når det skorter på sollys, er det vigtigt at vi får d-vitamin gennem andre kilder, for eksempel fede fisk eller en daglig d-vitaminpille suppleret med kalktabletter. Apotekets farmaceuter kan rådgive dig i forhold til netop dine behov.

Søvn

 Giv bare efter, når dynen lokker i vinterhalvåret. I norden har vi traditionelt set haft et højt aktivitetsniveau om sommeren. Med indførelsen af det elektriske lys har vi holdt fast i aktivitetsniveauet i vinterhalvåret, men faktisk er det ok at kompensere ved at sove lidt ekstra om vinteren og lade batterierne op til sommeren.

Kost

De generelle kostråd gælder hele året, men der er ingen grund til at købe dyrt importgrønt for at leve op til ’seks om dagen’. Æbler, rodfrugter, rød-, hvid-, spids- og grønkål og andre grove grøntsager er klassisk husmands(vinter)kost og rummer lige præcis de vitaminer og mineraler, kroppen har brug for.

 

Sørg for at få kød (også fisk og fjerkræ), der udover protein indeholder B12- og andre vitaminer, du ikke får fra grønt. Spiser du rigtigt, har du ikke brug for tilskud, men er du i tvivl om du får, hvad du har brug for, skader en multivitaminpille ikke. Savner du inspiration til at lave mad med sæsonens frugt og grønt, er der masser af hjælp at hente på nettet – googl dig frem eller prøv for eksempel firmaet Aartidernes opskriftsbank.  

Kom ud i naturen

Mennesket er designet til at være i naturen, og faktisk kan bare det at være i kontakt med naturen behandle stress: En gåtur i skoven giver anledning til ro og fordybelse, men også almindeligt havearbejde giver hjernen hvile ved at fjerne os fra kunstige stimuli som radio, fjernsyn og computere. 

Motion

Dans, hop og syng med børnebørnene eller tag trappen op og ned i hurtigt tempo. Fysisk aktivitet er ikke bare vigtig for at forebygge hjerte-kar- og andre livsstilssygdomme, men i høj grad også for humøret. Motion frigiver endorfiner, også kaldet lykkehormon – hop på stedet et par gange og du vil opdage, at det er umuligt ikke at smile. Den officielle anbefaling lyder, uanset alder, på 10.000 skridt om dagen og 20 minutters aktivitet ugentligt, hvor pulsen kommer så højt op, at du bliver forpustet.

Ro, fordybelse og hygge

Når det alligevel er her, kan vi lige så godt dyrke mørket og den ro og fordybelse, vinterhalvåret indbyder til. Tænd lidt hyggeligt lys (men helst de moderne LED-alternativer til stearin, da osen er usund for helbredet), lav en kande te og kryb sammen under tæppet. Invitér familie og venner på besøg, lav frivilligt arbejde og dyrk på den måde relationer til andre: Socialt samvær er godt for humøret og bare det at gå i biografen, teatret eller en tur rundt om karreen med andre er ofte den bedste medicin mod nedtrykthed.

 

Tekst: Pernille Bonne