Lis Sørensen holder fast i Aarhus

Hun har lagt stemme til en række af de største danske hits de seneste 40 år, og hun trækker stadig fulde huse til sine koncerter. VITAL har mødt Lis Sørensen til en snak om musikalske familier, fællesskab og glæden ved at spille tennis, til man bader i sved.

 

Lis Sørensens smil er lidt træt. Sådan en novemberformiddag ved Knebel på Mols, hvor varmegraderne ikke for alvor er stået op, er energiniveauet ikke helt oppe at ringe, men den 61-årige sangerinde er professionel. Efter få øjeblikke har hun både fået smalltalket med receptionisten, fået hentet en kop te og flyttet rundt på møblerne i et hjørne af lobbyen, så alt er klar til interviewet. Hun tager styring. Et halvt døgn forinden – omtrent samtidig med at AGF’s kamp mod Silkeborg bliver fløjtet i gang og julebryggen bliver frigivet – sidder Lis Sørensen på sin høje skammel forrest på scenen i Fuglsøcentret som ubetinget chef for sit eget kulturelle tilbud i det østjyske denne aften. Og hun insisterer på de rigtige rammer for sine 700 gæster. ”Vi skal lige have slukket lyset dernede i den anden ende. Før det er sket, løsner vi ikke et skud,” lyder det på formfuldendt århusiansk, og publikum griner, mens et par af de ansatte kæmper med at få skruet de varme pærer løse i lamperne. Ordene falder med et tydeligt glimt i øjet, men ingen i salen er i tvivl om, hvem der bestemmer. ”Når vi er på turne, er jeg værtinden. Og mine gæster skal have det godt. Det er mit ansvar,” lyder det fra Lis Sørensen, mens Earl Greyteen langsomt varmer den lidt rustne stemme op.

 

Formet af Aarhus

Historien om Lis Sørensen er historien om Aarhus’ musikalske guldalder i 1970’er og -80’erne. Og historien om den tid er historien om Lis Sørensen. Pigen fra Skovbakkevej i Brabrand, som begyndte karrieren med at gå rundt i kvarteret, banke på døre og synge en sang for en øre. Som fik Holger Laumann – der senere blev gift med Anne Linnet – som musiklærer i 5. klasse, og som først dannede pigegruppen De Fem, inden hun blev en del af Shit & Chanel. I 1983 udgav hun sin første soloplade og har siden været et fyrtårn i dansk musik. ”Det hele begyndte jo i Aarhus, og som så meget andet var det summen af en masse ting, der fik det til at gå op i en højere enhed. Hele miljøet dengang var så levende med folkene fra Friskolen i Stavtrup, Holger Laumann, Gnags, Taurus og alle de andre. Det var helt vildt,” siger Lis Sørensen, der peger på spillestedet Trinbrættet i Vestergade 58 som epicentret for den musikalske revolution. ”Sammen med Gnags’ studie på Haraldsgade i Viby var Trinbrættet stedet. Som ung er ens verden proportional med ens drømme, og vi drømte om at spille på Trinbrættet. Da vi pludselig stod der, var det sgu vildt,” siger Lis Sørensen og lader øjne og mund danne et af de smil, der har været med til at give hende et ry som en af mest ukrukkede kunstnere i Danmark.

 

Musikalsk familie

Ordet ”vi” er centralt for Lis Sørensen. For når hun skal sætte ord på datidens nærmest vulkanske aktivitet på den aarhusianske musikscene, er ordene vi, os, fællesskab og familie. ”For mit eget vedkommende var jeg aldrig blevet solist, hvis jeg ikke havde mødt Holger Laumann, Anne Linnet og alle de andre, ligesom mødet med Sebastian har været fuldstændig afgørende for min karriere. Der var et miljø og en fælles energi, som jeg oplevede løftede os alle – i hvert fald mig. Vi var i en sammenhæng, og vi var en del af noget. Derfor blev det så stort, for vi stod på skuldrene af hinanden,” siger Lis Sørensen, der ofte bliver kontaktet af unge sangere, der gerne vil have sangundervisning. ”Jeg bliver tit spurgt af unge sangere, om jeg vil undervise dem. Det første, jeg spørger dem om, er, om de har nogen at synge med. Mit råd er hver gang: Find nogen at dele det her med. Det er sådan, det får vinger. Få en musikalsk familie,” siger Lis Sørensen.

Får energi ved at bruge energi

Sin egen familie har hun med rundt på sin efterårsturne både i overført betydning og helt bogstaveligt. Bandet er en fast del af Lis Sørensens liv, og det tæller blandt andre ægteparret Poul Halberg og Jette Schandorf på henholdsvis guitar og bas, mens trommerne passes af hendes ægtefælle Jan Sivertsen. Sammen spiller de årligt tre turneer – en i efteråret, en i foråret og en, der løber hen over sommeren. Koncerten på Mols er den blot anden på denne november-turne, og næste stop er Ørbæk på Fyn. Inden for et par timer skal bandet trille sydpå, og Lis Sørensen er efterhånden helt oppe i gear. Overfrakken er smidt, og hun fortæller med begge arme. Hun begynder at ligne den energibombe, hun var aftenen før, hvor publikum oplevede en tændt kunstner med en uovertruffen stemme, der stadig mestrer det helt store register. Hemmeligheden er et naturtalent, en god teknik og en kærlighed til tennis. ”Jeg synger på den samme måde, som jeg altid har gjort, men jeg kan godt mærke, at jeg skal arbejde lidt mere for at få energi. Den får jeg ved at bruge energi, og det gør jeg på tennisbanen. Når det er muligt, spiller jeg en times tennis hver morgen, og jeg spiller, til jeg svømmer i sved. Det er så fedt, og det giver mig simpelthen så meget. Faktisk kan jeg spille tennis døgnet rundt, hvis jeg ellers bare har de rigtige sko med,” griner Lis Sørensen.

 

”Aarhus bor i mig”

I denne omgang er der ingen stop i Aarhus, men til marts giver hun koncert i Musikhuset. Et specielt sted i en speciel by. ”Vi spillede et nummer med Shit & Chanel til åbningen i 1982, og det var lidt vildt at stå på den scene. Musikhuset var det helt store, og alt funklede. Det var desuden vores sidste koncert med bandet, så det var en mindeværdig aften,” siger Lis Sørensen, som bor i Gentofte, men stadig har et helt særligt forhold til Aarhus. ”Aarhus vækker noget i mig. Jeg havde min barndom i Brabrand, og min karriere begyndte i Aarhus. Hver gang, vi spiller i byen, bliver jeg taget tilbage til dengang, og det er da noget helt særligt. Jeg bor ikke i Aarhus, men Aarhus bor i mig.”

 

Tekst: Jesper Krusell

Foto: Per Sørensen og Ida Wang