Vaskeri med fællesskab

Pia, Katrine, Katja og Lotte arbejder som frivillige i Vaskeriet. Til daglig arbejder Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen som socialpædagoger. De har sammen skabt Vaskeriet, der giver udviklingshæmmede mulighed for at finde deres egne ressourcer og drømme. Katja Sønderbek og Lotte Larsen er udviklingshæmmede og arbejder der for at finde deres ressourcer.

”Mange mennesker med udviklingshæmning drømmer om at have et arbejde og være med i fællesskabet, ligesom alle andre,” fortæller Pia Stabell Hjort, der sammen med Katrine Knudsen står bag Vaskeriet – en socialøkonomisk virksomhed under Sager der Samler i et samarbejde med Brabrand Boligforening.

 

Øvebane for udviklingshæmmede

Grundtanken i projektet er, at det skal fungere som en øvebane, hvor mennesker med udviklingshæmning kan blive en del af et arbejdspladsfællesskab. De fire kvinder er alle på arbejde, når Vaskeriet har åbent. Katja Sønderbek og Lotte Larsen har aldrig før haft et arbejde, men de drømmer begge om at blive en del af et fællesskab. ”At sætte ord på, hvad man drømmer om er også en øvelse,” siger Katrine Knudsen: ”For det er mange aldrig blevet spurgt om.”

 

Hvorfor et vaskeri?

”Vi holdt en workshop, hvor deltagerne skulle drøfte, hvordan de drømmer om at bo,” fortæller Pia Stabell Hjort. ”Vi kunne høre, at fællesskaber er ret vigtigt. Og at der er rigtig mange, der drømmer om at have et rigtigt arbejde, men som ikke er helt klar til for eksempel at blive sendt ud i Bilka. De har brug for mere støtte. Så snakkede vi om, hvad man kan lave, og hvad der kan skabe fællesskab. Så blev det tøjvask – alle skal jo vaske tøj.”

Vi kan mere, end vi tror

Katja Sønderbek og Lotte Larsen vasker tøj i maskinerne, henter vasketøj hos folk, ruller tøj, laver kaffe og snakker med dem, der kommer. De er ved at opdage alle de ting, de kan. ”Det er vigtigt, at man kan undersøge, hvad man er god til,” fortæller Pia Stabell Hjort. ”Nogle gange opdager man, at man er god til noget, man ikke tror, man er. Katja er for eksempel rigtig god til at rulle tøj.” Lotte Larsen er god til at lægge tøj sammen, og derudover har hun opdaget, at hun selv kan køre i bus. Nu er hun begyndt at køre mere ud selv, og det er rigtigt dejligt. Hun er også god til at snakke med mennesker, og så synger hun, og det spreder også en god stemning. Og så er det bare rigtig dejligt, at nogen har brug for en.

Virkelig meget kaffe

Vaskeriet er godt besøgt. Beboerne fra Søvangen hjælper også til og viser for eksempel, hvordan man får pletter af tøjet. Nogle venter med at vaske tøj til tirsdag og torsdag, for så ved de, der er nogen der, så er det mere trygt. Andre kommer bare for at få fællesskab og kaffe. ”Nogle dage laver vi 72 kopper kaffe,” fortæller Katrine Knudsen. ”Der kommer flere for at snakke end for at vaske – så vi vil gerne have, der kommer flere også for at bruge vores vaskeservice.”

Fællesskab og nye venner

Katja Sønderbek er også god til at snakke med kunderne. Hun har fået en ny ven, Christine som er 93 år. Katja Sønderbek henter tøj hos Christine, og det var sådan, de blev venner. Katja Sønderbek og Christine har det til fælles, at de begge elsker julepynt. ”Folk, der ellers ikke normalt snakker sammen, begynder at tale sammen,” fortæller Pia Stabell Hjort. ”Vi kan se, de også snakker mere sammen i Søvangen – det er også med til at skabe det gode liv. De får mod på mere samvær og godt naboskab.”

Glad i låget

Kvinderne er alle enige om, at fællesskabet, det at være sammen med andre og at gøre noget for andre, er det gode liv for dem. ”Lige nu har vi det rigtig gode liv,” siger Pia Stabell Hjort. ”Vi har vaskeriet, vi er i øjenhøjde, vi har fælleskab, vi udvikler os, vi kan se, det gror. Det bliver jeg da helt vildt glad over.” ”Det gode liv er, når man bliver glad i låget af det, man laver, og det gør vi, når vi er i Vaskeriet.” siger Katrine Knudsen. Katja Sønderbek supplerer: ”Hygge, gode kolleger og at man bliver lyttet til. At man har tillid til, at man bliver mødt med det, man drømmer om.”

Drømmer om flere fællesskaber

”Det der med at lave fællesskaber og opfordre til det, det kunne vi alle godt bruge, det har verden brug for,” mener Pia Stabell Hjort. ”Vi drømmer om at inspirere flere til at gøre det samme, starte endnu flere fællesskaber, flere vaskerier flere steder i byen eller andet,” fortæller Katrine Knudsen. ”Vi får mange henvendelser fra andre byer, også fra Odense og København, som vil vide, hvordan vi gør.” ”Hvis man har lyst til at være med, så henvender man sig bare eller dukker op,” siger Pia Stabell Hjort. ”Man behøver ikke have et handicap for at være med. Vi skelner ikke mellem handicap og ikke-handicap.”

  • Fakta om vaskeriet
Vaskeriet er en socialøkonomisk virksomhed og en øvebane for udviklingshæmmede

• Vaskeriet holder åbent i Søvangens fællesvaskeri i Brabrand, hvor de låner deres 20 industrivaskemaskiner to dage om ugen efter aftale med Brabrand Boligforening. Adressen er Annettevej 2A

• Vaskeriet har åbent hver tirsdag og torsdag kl. 9 – 15. Du kan aflevere dit vasketøj kl. 9 – 11, og så er det klar til afhentning samme dag. Vaskeriet kan også hente og bringe dit tøj, hvis du ikke selv har mulighed for at aflevere det

• Se prisliste og mere om Vaskeriet på Facebook: www.facebook.com/vaskerietaarhus

• Kontakt: vaskerietaarhus@gmail.dk, tlf. 42 64 19 06

Tekst: Anja Ziegler

Foto: Flemming Krogh