Caféen på Lokalcenter Åbygård trækker stamgæster og andre til med god, velsmagende, dansk mad.

Så godt som hver dag ved 11.30-tiden mødes tre mænd i Café Åbygård, lokalcentrets spisested på Kingosvej i Åbyhøj. Erik, Dieter og Frank samles omkring et bord i det rummelige, lavloftede cafélokale med de lette, lyse møbler og hygger sig i en times tid med hinanden, de øvrige gæster og dagens varme ret. Denne fredag i juni er der nakkesteg på menuen. Tilbehøret er bacon, champignons og peberfrugttern samt kartofler, og den frivillige serveringsdame spørger omhyggeligt hver enkelt gæst, om der er kartofler nok og om man vil have grøntsager til. Det vil én af gæsterne ikke – han spiser ikke haveaffald!

Portionen er rigelig og kødet så mørt, at det kan tygges med øjenbrynene, som en anden af gæsterne siger. Havde man valgt en anden dag i den uge, kunne man have spist hamburgerryg med aspargessovs, biksemad med spejlæg, fiskefrikadeller eller millionbøf med kartoffelmos eller spaghetti. Er man ikke til det store måltid midt på dagen, kan man vælge en mindre frokostret – dagens tilbud er tarteletter med høns i asparges. Har man også plads til dessert, står den på passionsfromage. Går man lidt frem i dagene, dukker nye kartofler og jordbær med fløde flere gange op på menukortet, og Sankt Hans-aftensdag bliver der grillet ude i gårdhaven.

Lokalcentrenes caféer

På de fleste af Aarhus Kommunes 36 lokalcentre finder du caféer, som er åbne for alle. Her kan du i godt selskab og hyggelige omgivelser nyde dagens middagsmåltid. Caféerne har tit stamgæster, der mødes hver dag og spiser og hygger sig sammen. De forskellige caféer har lidt forskellige tilbud. På hverdage tilbyder mange af caféerne en varm hovedret og/ eller en frokostret. Du kan ofte også vælge forret eller dessert, og så er der morgenbrød, kaffe og kage og forskelligt andet godt i løbet af dagen. Menuen og prisen varierer, men hovedretten er som regel god, dansk mad og koster ca. 50 kr. for en velvoksen portion.

Maden laves af køkkenpersonale, men som regel er der frivillige, som hjælper til, passer serveringsdisken og kasseapparatet og meget andet. De forskellige caféer har forskellige åbningstider, men typisk er det mellem klokken 10 og 14. Vil du vide mere om caféerne, kan du Vælg lokalcenter (aarhus.dk, og du kan gå ind på de enkelte områders hjemmesider og se menuplaner m.v.

Tekst: Ingrid Terkelsen

Foto: Brian Rasmussen