Vi møder dem ved endestationen

Inga Hansen er frivillig demensinstruktør og underviser blandt andet buschauffører i, hvordan de skal møde mennesker med demens.

 

”Når I møder et menneske med demens, er det vigtigt, at I er åbne og giver dem plads, at I smiler. Men samtidig skal I være en autoritet, der viser, at I har styr på det og kan hjælpe dem.”

 

Inga Hansen er frivillig demensinstruktør, og denne dag er hun ved at undervise en gruppe buschauffører på Aarhus Tech i, hvad demens er, og hvordan de bliver bedre i stand til at klare det, hvis de støder på mennesker med demens i forbindelse med deres arbejde.

 

”Hvis I møder en person, der er lidt forvirret og ikke ser ud til at vide, hvor vedkommende er på vej hen på grund af demens, er det ikke nok, at I spørger, om der er noget, I kan hjælpe med. Så vil I sikkert blive afvist, men hvis I på en venlig måde viser, at I har styr på tingene og siger: kom, nu skal jeg hjælpe dig, bliver de trygge og får en god oplevelse.”

 

De 13 buschauffører, der er på skolebænken denne dag, er i færd med en lovpligtig efteruddannelse på Aarhus Tech. Selv om det er dagens sidste lektion, lytter de opmærksomt til Inga Hansens oplæg. Hun gennemgår de forskellige demenssygdomme, hvordan de giver sig udtryk og ikke mindst, hvordan chaufførerne kan møde mennesker med demens, og hvad de kan gøre, når de står i situationen.

 

Mange er bange for mødet

De fleste elever denne dag er ansat hos Aarhus Sporveje og kender godt problemet.

 

”Vi møder dem tit, når de sidder ved endestationen og ikke ved, hvad de skal,” fortæller Hardy Skiffard, der er chauffør ved Aarhus Sporveje. ”Ud over at snakke med dem kan vi ikke gøre så meget andet end kontakte vores driftscenter, der kan tage fat i det nærmeste plejehjem og høre, om de mangler nogen, eller også be’ politiet komme og hjælpe.”

 

Hans kollega Nicolae Georgescu tilføjer: ”Det virker tit som om, mange af kollegerne er bange for at kontakte de mennesker, der viser tegn på demens. De ved ikke, hvad de skal stille op, og vi står også meget alene med problemet. Derfor er det rigtig godt og vigtigt med sådan en undervisning, så vi kan blive klogere på, hvordan vi skal forholde os.”

 

Chaufførerne spørger mest Inga Hansen om, hvordan de skal forholde sig i konkrete situationer, men langt de fleste kender også privat nogen med demens, så der kommer også mere generelle spørgsmål om demens på bordet – for eksempel hvorfor sygdommen opstår, om den kan helbredes eller sættes i bero.

 

Dialogen er vigtig

Her får Inga Hansen brug for sin faglighed, for inden hun blev pensionist og demensinstruktør, var hun sygeplejerske – blandt andet afdelingssygeplejerske i DemensCentrum Aarhus’ specialboliger.

 

”Det er ikke så svært at få skabt interesse om demenssygdommen blandt chaufførerne. De møder tit udfordringer på arbejdet, og der er også altid nogen, der har sygdommen helt tæt inde på livet og derfor har personlige historier at fortælle og erfaringer at dele – og ikke mindst spørgsmål til mig,” fortæller Inga Hansen.

 

Hun lægger meget vægt på dialogen som en del af undervisningen, men samtidig er et generelt kendskab til demens vigtigt for chaufførerne for at forstå sammenhængen.

 

Hjertet banker

”Noget af det, jeg lægger vægt på, er at fortælle, at mennesker med demens har de samme følelser som os andre. Derfor er det vigtigt, at vi møder dem med værdighed, forståelse og venlighed,” understreger Inga Hansen og forklarer, hvorfor hun har valgt at bruge sin fritid som frivillig instruktør:

 

”Mit hjerte banker for de demenssyge, og samtidig ser jeg det også som en personlig udfordring for mig at stå og undervise. Som jeg siger i mit oplæg: Demens som sådan kan ikke forebygges, men vi kan selv gøre noget for at undgå sygdommen ved at holde os i gang fysisk og mentalt – og det gør jeg selv blandt andet ved at tage den opgave på mig,” smiler Inga Hansen.

 

Tekst: Allan Witte

Foto: Lars Aarø

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *