Kaj K. Nielsen og Karin Høy lavede deres eget hjælpeprogram i Indien

 

Karin Høy sidder på cementgulvet og blæser sæbebobler. Det er der måske ikke noget mærkeligt i, men det, der er usædvanligt, er omgivelserne. Hun sidder på et Mother Theresa-hjem i den indiske millionby Kolkata (tidligere Calcutta) og blæser sæbebobler omgivet af syge og handicappede, hjemløse indere.

 

Sammen med sin mand Kaj K. Nielsen er Karin Høy i færd med deres eget private hjælpeprojekt, hvor de i tre uger møder op på et hjem for hjemløse og går til hånde med at vaske tøj og give de hjemløse mad.

 

Mødte Mother Theresa

Det hele starter tilbage i 1986, hvor ægteparret er på rejse i Indien for første gang og blandt andet møder Mother Theresa. Herefter går der mange år, inden de besøger Indien igen i 2012, og derefter modnes idéen om at tage tilbage for at udføre et stykke socialt, frivilligt arbejde.

 

”Det var faktisk meget enkelt. Mother Theresas organisation driver en række institutioner for fattige i Kolkata, så vi mødte op på hovedkvarteret og kunne vælge mellem de forskellige muligheder,” fortæller Karin Høy og Kaj K. Nielsen, der valgte at bruge tre uger af deres rejse til Indien på at arbejde i Prem Dan-hjemmet for hjemløse.

 

Tilbage til sæbeboblerne. Karin Høy havde hjemmefra medbragt sæbebobler og balloner, som skulle bruges til at bringe lidt adspredelse ind i dagligdagen for de hjemløse, der, selv om de er kommet på et hjem, hvor de får mad og en seng, lever de en trist tilværelse.

 

Idéen faldt i god jord, og sæben spredte ikke kun bobler, men også smil og glæde.

 

Massage gør lykke

I Prem Dan er der plads til cirka 225 hjemløse, heraf flest kvinder. Karin Høy og Kaj K. Nielsen startede på arbejdet om morgenen med at vaske de hjemløses tøj og lagener – alt blev vasket i hånden, hvorefter det blev hængt til tørre. Indimellem blev der tid til at hygge omkring beboerne med spil – og sæbebobler – i den udstrækning, beboerne var i stand til at deltage. Karin Høy fandt ud af, at mange satte pris på at blive masseret i hovedbunden med kokosolie, inden det var spisetid.

 

”Maden blev lavet over åben ild. Det var indiske kvinder, der stod for det. Der blev altid serveret det samme – masser af ris og grøntsager, aldrig kød. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad det var, for det var kogt så meget ud. Men de nød det – de slugte nærmest maden,” fortæller Karin Høy.

 

Stor taknemmelighed

Efter maden var det tid til middagssøvn. Mange skulle hjælpes, fordi de manglede ben eller andre lemmer.

 

”Dem, jeg puttede, fik pakket fødderne godt ind, for de var iskolde af at gå barfodede rundt på cementgulvet,” fortæller Karin Høy.

 

”Jeg pakkede dem godt ind i tæpperne og aede dem på kinden. Nogle tog mine hænder og førte dem til deres pande og kyssede mine hænder i taknemmelighed, og jeg fik et kæmpesmil – og somme tider også tårer i øjnene.”

 

Sidste gang?

Ægteparret Høy og Nielsen elsker at rejse og har hidtil haft det princip, at når de har været ét sted, så er det dét – næste gang skal det være et andet sted. Men gælder det også for Kolkata og Mother Theresas Hjem?

 

”Da vi kom hjem, var jeg overbevist om, at det så var det, og at vi nu skulle ud og se nye steder, men nu hvor der er gået lidt tid, er jeg ikke helt sikker,” tøver Karin Høy og bliver afbrudt af sin mand: ”Vi har ingen planer lige nu, men jeg tror, det ender med, at vi tager til Kolkata igen.”

 

Tekst Allan Witte

Foto Privat