Vi ses mindst en gang om dagen

I familien Günes har alle nøgle til hinandens hjem og laver aldrig aftaler om at besøge forældrene. De gør det bare. Fællesskabet er en selvfølge og familien elsker at bruge tid sammen.

 

Hos Resmiye og Ramazan Günes bliver der kun lavet mad i store portioner. Der skal være nok til både børn, børnebørn og venner, der kommer forbi, men også hos naboerne i nybyggerkvarteret i Tilst bliver der banket på døren og budt på friskbagt tyrkisk börek: en særlig slags brød med fyld af kartofler, spinat, feta eller kød, og fint rullede sarma: vinblade med ris og krydderier. I starten syntes naboerne vistnok, det var lidt pudsigt, men med snart fem år på adressen har de for længst vænnet sig til det og kommer selv forbi med kager og andet bagværk, som de synes, familien skal smage. Både Resmiye på 52 og Ramazan Günes på 55 er vokset op i Tyrkiet. I en tid, hvor familie og venner udgjorde det sociale sikkerhedsnet, og selv om dét er anderledes både i Danmark og i Tyrkiet i dag, har de værdier, det førte med sig i form af fællesskab og sammenhold, stor betydning. Og er blevet givet videre til deres børn. Så selv om børnene i dag er voksne – kun Mehmet på 24 bor stadig hjemme – og selv er begyndt at stifte familier, kigger de forbi mindst en gang om dagen. Ikke af pligt, men af lyst. ”Jamen, det er ikke noget, vi tænker over – vi elsker bare at være sammen,” siger Nermin Günes Pelit, 30 år, der i øjeblikket er på barsel fra sit job som skolepædagog og derfor ser forældrene ekstra meget – hun bor i hus med mand og børn ’lige rundt om hjørnet’, så hun smutter snildt forbi flere gange om dagen.

 

Netværk

”Det er rart at have en tryg base i en travl hverdag,” supplerer Ahmet Günes, 29, der er selvstændig konsulent, iværksætter og virksomhedsrådgiver med alt fra Comwell til kommune som kunder. Han og Funda Günes blev gift for et halvt år siden og har købt lejlighed ’50 meter nede ad vejen’ – ”man kan faktisk se vores hus herfra,” siger han og peger ud af forældrenes stuevindue og ud i vintermørket. Hans hustru er flyttet til Aarhus fra Odense, er jurist og har fået arbejde på et advokatkontor i byen, men har ikkenoget stort netværk her og ville gerne være flyttet ind hos sin mands forældre, da de blev gift. ”De har taget så godt imod mig, og når man bor sammen, lærer man hinanden endnu bedre at kende,” siger hun og fortæller, at det er almindelig skik og brug, at nygifte flytter ind hos svigerfamilien i en periode – netop for at knytte bånd. Eller måske rettere har været almindelig skik og brug.

 

Ahmet Günes mente, at dét trods alt blev for tæt, og hele familien ler og fortæller om udviklingen i familien: Da børnene var små, boede de, to voksne og fem børn, i en lille lejlighed på Vestre Ringgade. Deres venner og familie boede i samme karré, og til aftensmad samledes alle, der havde tid – så tog alle en ret med, sørgede for hinandens børn og så videre. I dag bor hver familiemedlem i eget hus, men stadig tæt nok på til at kunne spise sammen de fleste dage. ”Mor ringer og siger, at hun går i gang med at lave mad, og så kan man ellers bare komme, når det passer. Og hvis man selv har lavet noget, så tager man det bare med. Det er meget uformelt,” forklarer Nermin Günes Pelit, der netop i dag kun har datteren Asli med – som ikke vil med hjem efter maden og derfor bliver et par timer ekstra hos bedsteforældrene og tumler med sine onkler og tanter. Nermin Günes Pelit fortæller, at da hun blev gift med sin mand for otte år siden, flyttede hun faktisk ind hos hans forældre. ”Det var egentlig ikke meningen, at vi skulle bo der så længe, men det endte med at blive fire år,” smiler hun og forklarer: ”Vi var begge studerende dengang, så det var jo en kæmpe hjælp.” ”Vi holdt os nok lidt mere til traditionerne,” reflekterer hun og fortæller, at der til hendes bryllup var 1200 gæster, mens Ahmet og Funda for et halvt år siden ’kun’ havde 300.

 

Bedste af to verdener

”Det illustrerer vist meget godt udviklingen i forhold til traditioner – vi er jo vokset op mellem to kulturer, men bevæger os i en mere ’dansk’ retning,” siger Mehmet Günes. Det funderer hele familien over lidt og bliver enige om, at de håber, de kan holde fast i det bedste fra begge verdener – for eksempel de tætte relationer. Ingen af børnene kan forestille sig, at deres forældre for eksempel nogensinde skulle flytte på plejehjem. ”Vi er vokset op med, at hvis nogen har brug for hjælp, så hjælper man hinanden,” fortsætter Mehmet Günes, og hans søster fortsætter tankerækken. ”Men det bliver selvfølgelig efterhånden noget andet,” siger hun; ”min mand og jeg har kun to børn og har ikke planer om at få flere, så de får jo ikke samme store naturlige netværk at trække på,” siger hun.

 

Ingen anledning for lille

Lige nu er der dog ingen fare for, at netværket smuldrer. Ældste datter, Nevin Günes, bor i Sabro ikke langt derfra, og den tredje bror, Murat Günes, er lige nu i Canada og skal bagefter i praktik som markedsføringsøkonom i Portugal. Så tager hele familien ned på besøg. ”Vi bruger enhver anledning til at samles! Mine forældre har lige været på ferie i Tyrkiet: Så kom hele familien og alle vennerne på besøg for at sige farvel. Og det samme, da de kom hjem,” siger Nermin Günes Pelit. Hendes mor fortæller, at de ”altså bare var væk en uge,” og hele familien slår synkront en latter op.

 

Far som træningsmakker

Familien samles dog ikke kun i sociale anledninger. I hverdagen laver de ofte mad sammen og hjælper hinanden med børnene, når arbejde, pligter eller en biograftur kalder. ”Og så træner far og jeg faktisk sammen,” siger Ahmet Günes. ”Ja, jeg har fået problemer med ryggen. Og det skal trænes væk,” forklarer Ramazan Günes og tilføjer med et glimt i øjet, at det til gengæld er slut med at løbe. ”Far og jeg tog til Istanbul sammen, fordi jeg skulle løbe maraton. Far skulle så løbe ti kilometer… og det var vist både første og sidste gang, han gjorde det,” siger Ahmet Günes med et bredt smil, og hele familien ler igen. Resmiye Günes skænker te, byder på tyrkiske delikatesser og ser tilfredst på sin familie, der har slået over i, hvad der lyder som gensidige drillerier på tyrkisk. ”Det har altid været mit ønske,” siger hun; ”at vi skulle holde sammen som familie.”

 

Tekst: Pernille Bonne

Foto: Lars Aarø