Vis mig din have

Tekst: Maria Fast Lindegaard / Foto og video: Marie Knap 

Det er en solrig sommerdag i Åbyhøj, hvor 1960’er-villaer ligger side om side. I én af dem gemmer der sig en helt særlig have, men fra villavejen kan jeg kun fantasere om, hvilken oase jeg snart træder ind i. For forhaven røber ikke noget. Her får karsen lov til at vokse til knæhøjde, mens blåbærbuske har overtaget pladsen, for hvad der engang var sønnens basketballbane.

Jeg møder Hanne Moldt i hendes byhave under den store blåregn. På omtrent 500 kvadratmeter har hun skabt et utal af små oaser og kroge omkranset af nøje udvalgte planter og blomster, krukker, keramik og alskens nips og loppefund. Det meste med en lille historie eller et godt minde tilknyttet. Som havens paradisæbletræ der for nyligt stod i fuld blomst, og som minder Hanne om sin nu afdøde far: 

”Træet har jeg fået af mine forældre. Så hvert år når det blomstrer, så tænker jeg, ja nu sidder han deroppe et sted og ser ned, hvor smukt det er,” siger Hanne Moldt. 

Paradisæbletræet som Hanne og hendes mand har fået foræret af Hannes forældre.

Vi står midt i haven, som rummer (blandt meget andet) flere hundrede krukker, en trætopshule, driverhuset, som Hanne kalder det store væksthus opført til at drive den af i, og farveinddelte blomsterbede. 

I havens røde afdeling finder vi en rød fligetbladet hyld, hvis blomsterskærme inden længe vil stå med sarte lyserøde blomster, som Hanne transformerer til en læskende, lyserød hyldeblomstsaft. Ved siden af breder parykbusken sig: 

”Den stod oprindeligt i mine forældres have, men da den voksede sig for stor, så arvede jeg den. Jeg startede faktisk min haverejse med bare en zinkbalje og tre stauder, som mine forældre havde købt. Det er måske 20 år siden, men jeg har stadig to af stauderne. Jeg kan godt lide, at min have har en historie”. 

En anden af havens små historier er en gammel formodet minkkurv, der nu er hjem for en efeu vedbend. ”Min veninde kom en dag med den her gamle kurv og sagde: Hanne, du samler jo på alverdens ting. Den her er lige noget for dig, så den skal du have. Så nu har den fået en plads her,” fortæller Hanne Moldt. 

Fra vejrmøller til 350 krukker 

Lad os tage en hurtig tidsrejse tilbage til dengang, haven mest af alt var græs. 

”Da børnene var små, så skulle der være plads til basketballkurv til sønnen, og græs så datteren kunne slå vejrmøller og spille boldspil i haven. Så det var først da børnene blev teenagere, at jeg så småt begyndte at lave haven om.” 

Én krukke blev til flere, og da haven havde flest, var Hanne oppe på i omegnen af 350 krukker. Men ingen har faste pladser. 

”Hvis en plante har et flot løv, men når blomsten så kommer op, og den ikke passer ind, så flytter krukken. På den måde går jeg og nusser, så det er flot for øjet,” siger Hanne. 

Haven er farveinddelt sådan, at planter og blomster i samme farvenuancer står sammen. Det giver ro og skaber harmoni. 
I planteværkstedet har Hanne redskaberne lige ved hånden, når planter skal pottes om, have nyt jord eller kunstigt åndedræt. Det er også her, hun spirer nye planter som et par gamle rådne græskar, hvis frø nu er blevet til nye planter, der med masser af godt vejr og lidt held måske kan give hende et nyt græskar.

Samtidig er bedene vokset kvadratmeter for kvadratmeter, og det samme er Hannes glæde ved at dyrke og se haven vokse.

”Det er vildt fortryllende med alt, der udfolder sig i haven. Når jeg går og vander og så pludselig ser en ny blomsterknop, det er jo fantastisk. Eller når jeg opdager klematissens enlige lille blomst, der sidder og gemmer sig under den nordiske oliven,” fortæller Hanne, og det er i sådanne øjeblikke, at hun glemmer tid og sted og slapper af i havens mangfoldighed.

Klematissen i blomst under den nordiske oliven.
Æblehulen kalder de børnebørnenes trætopshule, der er bygget oppe i et æbletræ. 
”Vi har både holdt rejsegilde med pølser, sodavand og øl, og da hulen stod helt færdig holdt vi housewarming, hvor jeg fandt det gamle dukkestel frem til lejligheden. Og børnebørnenes oldeforældre har alle været deroppe til kaffe, te og kage, så vi hygger os meget med det.”
Hanne har i mange år lavet keramik. For nogle år tilbage fandt hun på at lave keramikkugler og sætte dem på stænger, så de kan pynte mellem havens blomster og planter som den dusede hosta. Kuglerne er frostsikre, så om vinteren, når alt er afblomstret, står kuglerne rundt om i haven eller ligger i fuglebadene.

En morfar under vinstokkens tag 

Vi er trådt indenfor i driverhuset, som Hanne kalder det store væksthus. For ser vi bort fra et par ribstomater i det ene hjørne, så er her ikke andet spiseligt end vinstokkene, som leverer skygge på en solrig dag som denne og sødmefulde druer sidst på sommeren. I stedet er her både plads til at nyde frokosten ved spisebordet og til at tage en morfar på den brede sofa. Og når vejret skifter til det værre, og det er tid til at rykke geranier og pelargonier indenfor, så rykker Hanne med: 

”Når der er hundekoldt i efteråret eller vinteren, så tænder jeg op i brændeovnen, og så spiser jeg min frokost herude eller jeg læser. Og veninder og venner ved godt, at når de kommer på besøg, så skal de have godt med tøj på, for så sidder vi i driverhuset,” siger Hanne. 

Hanne samler på alt. Et karaktertræk hun har med fra barnsben. To små fugle er fra Hannes første tur til New York, frøerne er fra hendes tur til Kina, mens de gamle flasker i trækassen er fra mandens barndomsværelse. Side om side med alskens loppefund og små planter skaber de en hjemlig atmosfære i driverhuset.

Haven blomstrer næsten året rundt 

Med årstidernes skiften får haven forskellige udtryk over året, men den blomstrer næsten hele året – også i vintermånederne, hvor det hvide bed domineres af snebollen.  

”Jeg kan godt lide at se planterne gå i forfald. Jeg lader gerne tulipanerne stå længe efter de er afblomstret, for jeg kan godt lide, hvordan strukturen og farven ændrer sig. Derfor bliver de ikke nødvendigvis revet væk.” 

Vi står atter under blåregnens store blomstertæppe, og havevandringen har nået sin naturlige afslutning. Det er derfor også det rette tidspunkt for mig at spørge, om Hanne altid vil have sin store have. 

”Jeg kan godt se, at jeg med alderen nok bliver nødt til at skrue ned, men som min mand og jeg siger, så skal vi helst blive boende her, til vi sætter træskoene. Men hvis vi ikke kan det, så skal vi have et lille rækkehus eller lejlighed, hvor der bare er et lille frimærke. Jeg kan ikke se mig uden en have i en eller anden form”. 

Vild hvidløg med dets intense og smagfulde blomster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *